Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Anti-borgerligt ligemageri

Vores frie samfund er udfordret indefra. I den buldrende værdikamp, der aktuelt truer de liberale demokratiers værdimæssige fundament, er en gammelkendt alliance mellem kommunitære kræfter på de politiske yderfløje genopstået. Fællesgodset er kommunitarismen, der kræver gruppens forrang frem for individet i vores menneske- og samfundssyn, og med ligemageri udvisker den enkeltes individualitet til fordel for gruppens homogenitet. Uanset om sigtet er venstrefløjens socialklasse eller de nationalkonservatives etnisk-kulturelle stamme, er den bagvedliggende logik den samme. Der er intet nyt i værdikampen mellem individ og kollektiv; men det er nyt, at vores journalist- og kommentatorstand er så ringe funderet i Vestens moderne historie, at man fejlagtigt betegner kommunitært ligemageri som »borgerligt«.

I et Deadline-interview på DR2 omhandlende politisering af kunstanmeldelser kunne man i sidste måned høre nationalkonservative Søren Hviid Pedersen hævde: »Vores værdier, præferencer, etcetera, meninger er lige gode, og det må jo også gælde på litteraturen, ligesom det gælder på det politiske.«

Hviid Pedersen står langtfra alene med dette synspunkt. Såkaldt »nyborgerlige« Pernille Vermund agiterer ligeledes utrætteligt for lige-gyldigheden. Udover at mene, at det er elitært at forvente, at man gør sig umage med viden og fakta, når man deltager i den offentlige debat, ytrede Vermund i Berlingske 6. juli, at »kun fjolser argumenterer ud fra undtagelser« i integrationsdebatten. Den logiske følge er ikke kun et opgør med de normer, der med god grund gennem 70 år har lært Europas børn, at det er dårlig opførsel at generalisere. Det er også et opgør med vores borgerlige orden og demokratiske samtale, der orienterer sig i forhold til sandt/falsk og rigtigt/forkert.

Revolutionær overgang

Historisk set omhandler borgerligheden de europæiske samfunds revolutionære overgang fra middelalderen til vores moderne samfundsform, hvor borgerstanden gradvis overtog magten i samfundet fra feudalaristokratiet. Oplysningstidens borgerlige revolutioner i England, Amerika og Frankrig repræsenterer de vestlige samfunds opgør med den kommunitære orden, der stadig dominerer resten af verden. Det nye samfund var og er verdenshistorisk enestående derved, at det stræber mod at være meritokrati, hvor evner og flid afgør hver indbyggers livsmuligheder. Med borger-lighed i frihed til at udfolde sin individuelle arbejdsomhed og begavelse skabtes de talrige livsmuligheder for de mange, som altid vil være liberale demokratiers fineste kendetegn.

Da borgerlighedens koryfæ, Alexis de Tocqueville, advarede mod den uafgrænsede lighed, som løsriver sig fra sin borgerlig-liberale forankring og bliver til kommunitært ligemageri, var hans største frygt Den Franske Revolutions rousseauske ærkepopulist, Jean-Paul Marat. Marat appellerede uhæmmet til folks gemene misundelse og fejhed, udnævnte sig selv til folkeven og sine modstandere til folkefjender. Marats hadske populisme fik fatale følger for revolutionen, der begyndte med liberaliserende reformer, men udviklede sig til et totalitært mareridt i hænderne på elitehadende ligemagere.

»Folkevennerne«

Når man i vores samtid igen hører »folkevennernes« gammelkendte paroler imod »eliten« og imod vores klassisk borgerlige forståelse af sandt og falsk, rigtigt og forkert, må man håbe, at »folkets« historiske udsyn er tilstrækkeligt til at huske, at folkets egentlige venner er individets venner.

Alexis de Tocqueville var gennem sit liv en eftertænksom forsvarer for individet og dermed for det moderne, borger-lige samfund. Men han advarende vedholdende imod den latente fare, som er lighed, der bliver til ligemageri og lige gyldighed. Særligt i spørgsmål om sandfærdighed og etik har det afgørende betydning, at der iblandt borgerne råder stærke normative hierarkier, som skiller sandt fra usandt og rigtigt fra forkert. Tocqueville understregede, at fraværet af borgerlige gyldighedskriterier på disse områder udgør en eksistentiel trussel mod det frie samfunds definerende kvaliteter.

Det er klart, at det i et liberalt demokrati ikke er statens opgave at dømme i disse spørgsmål i samfundsdebatten, men derimod borgernes. Staten skal alene sikre ligebyrdig frihed til at borgerne vha. oplysning og fornuft kan forholde sig selvstændigt og myndigt i den offentlige debat. Men der skal iblandt borgerne herske klar orientering i forhold til faktuel sandfærdighed – ellers mister det frie samfund sin overlegne evne til fremskridt via videnskab, oplyst samfundsdebat og innovation i markedet. Og uden klar forståelse af rigtigt over for forkert mister vi evnen til at forsvare liberale demokratiers værdimæssige raison d’être – frihedens etiske fordring – imod indre og ydre kræfter, som truer den.

Peter Bjerregaard er cand.soc., redaktør og underviser i politisk filosofi. Andreas Paulsen er cand.mag., entreprenør og underviser i politisk filosofi.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.