Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Perspektiv

Ansvar og sandfærdighed

»Der kan være situationer, hvor særlige hensyn tvinger en minister til at holde på sandheden.«

»Set i bakspejlet respekterer jeg H. C. Hansen for, at han påtog sig det tunge ansvar at skrive det brev, der stiltiende accepterede amerikanske atomvåben på Thule-basen. Jeg har vanskeligt ved at se, hvordan han kunne gøre andet – alt taget i betragtning,« skriver Uffe Ellemann-Jensen. På billedet hilser H. C. Hansen på den daværende amerikanske præsident, Dwight D. Eisenhower. Arikivfoto: Scanpix
»Set i bakspejlet respekterer jeg H. C. Hansen for, at han påtog sig det tunge ansvar at skrive det brev, der stiltiende accepterede amerikanske atomvåben på Thule-basen. Jeg har vanskeligt ved at se, hvordan han kunne gøre andet – alt taget i betragtning,« skriver Uffe Ellemann-Jensen. På billedet hilser H. C. Hansen på den daværende amerikanske præsident, Dwight D. Eisenhower. Arikivfoto: Scanpix

I denne uge var der premiere på en ny dansk film, »Idealisten«, som på baggrund af et par gamle sager rejser spørgsmålet, om en minister altid skal tale sandt. Desværre blandes tingene sammen på en måde, som slører kernen i denne diskussion. Lad os genopfriske de to sager, filmen handler om:

Den ene handler om det såkaldte »H.C. Hansen brev«, som blev offentligt kendt midt i 1990erne, og som viste, at danske ministre i 1950erne og begyndelsen af 1960erne havde været stiltiende vidende om, at der blev oplagret amerikanske atomvåben på Thule-basen, selv om Danmarks officielle politik var, at der ikke i fredstid måtte findes atomvåben på dansk område.

Læs også:Vellykket thriller om den forsvundne brintbombe og manden, der gik mod systemet

Den anden handler om behandlingen af de Thule-arbejdere, som var med til at rydde op efter et flystyrt nær Thule-basen i 1968. Et B-52 fly med brintbomber om bord var styrtet ned, og der opstod senere mistanke om, at mange af de arbejdere, som var med til at rydde op, blev syge på grund af radioaktiv bestråling. Deres sag blev ikke rimeligt behandlet, og det varede mange år, før den kunne lukkes på en ordentlig måde.

Det er den første sag, som er principiel og vigtig i spørgsmålet om ministres håndtering af sandheden. Så jeg vil koncentrere mig om den:

I 1995 fandt en medarbejder i Udenrigsministeriet i forbindelse med en gennemgang af gamle sagsmapper kopi af et brev, som daværende statsminister H.C. Hansen i november 1957 havde skrevet til den daværende amerikanske ambassadør i Danmark, Val Petersson. Brevet havde været kendt af meget få personer i ministeriet, som havde fortiet dette kendskab over for deres politiske chefer. Nu blev brevet lagt frem for ministeren – som på det tidspunkt var Niels Helveg Petersen – og han valgte at offentliggøre det.

Brevet viste, at der havde været en stiltiende aftale mellem den danske regeringsleder og den amerikanske regering om, at Danmark ikke ville interessere sig for, hvad der fandtes af våben på Thule-basen – selv om den daværende regering (den såkaldte Trekantregering mellem socialdemokrater, radikale og Retsforbundet) havde udstedt en erklæring om, at man stod fast på det danske atomforbehold. Altså ingen atomvåben på dansk jord i fredstid.

Læs også: Thule-sagen: En journalists konspirationsfantasier?

Den amerikanske ambassadør mødte frem hos den socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen for at spørge, om man ønskede at blive underrettet om, hvad der blev oplagret på Thule-basen. Det var klart, hvad han mente. For på det tidspunkt var Sovjetunionen forud for USA i udviklingen af rumteknologi samtidig med, at den konventionelle overvægt (tropper og ikke-atomare våben) var overvældende. Derfor ønskede amerikanerne at kompensere herfor ved at forstærke atomforsvaret, bl.a. ved at udstationere atomvåben på Thule-basen. Statsminister H.C. Hansen svarede på henvendelsen med et brev til ambassadøren, som var skrevet med spids pen. Brevet sluttede: »Jeg mener ikke, at Deres bemærkninger giver anledning til nogen kommentarer fra min side.«

Da brevet dukkede op fra gemmerne i 1995, vakte det stort postyr, for det var klart, hvad det betød: H.C. Hansen havde stiltiende accepteret et brud på det danske atomvåbenforbehold – selv om aftalerne om Thule var så vidtgående, at amerikanerne mente, at de kunne gøre, hvad de ville.

Senere kom det frem, at Jens Otto Krag også var orienteret om sagen. Det fortalte han ikke noget om, da det amerikanske B-52 fly styrtede ned i januar 1968, to dage før et folketingsvalg, som Krag tabte. Og han var mildt sagt ikke hjælpsom overfor sin efterfølger som statsminister, Hilmar Baunsgaard, da han udsendte erklæringer, der af amerikanerne blev opfattet som dybt illoyale. For i Washington vidste man godt, hvad Krag vidste om den sag.

Den nye regering fik en aftale med USA, som præciserede, at USA ikke »uden Danmarks samtykke vil oplagre kernevåben i Grønland eller overflyve Grønland med fly, der medfører kernevåben.« Og dermed var H.C. Hansens brev historie – godt gemt i Udenrigsministeriets arkiv, indtil det dukkede op over et kvart århundrede senere.

Læs også: Thule-sagen, Løgnens univers

Hovedpersonen i »Idealisten« siger om H.C. Hansens »løgn«, at den efter hans opfattelse skyldtes ugidelighed. Det er jeg ikke enig med ham i. Og her er vi ved problemets kerne: Den slags sager skal altid vurderes på baggrund af den situation, hvori de opstår. Den danske statsminister var i en slem kattepine i 1957. Han havde tidligere samme år – i marts – modtaget et brev fra den sovjetiske ministerpræsident Bulganin, som advarede den danske regering imod at tillade fremmede baser på sit territorium. Det ville være ensbetydende med »selvmord« i tilfælde af atomkrig, truede Bulganin.

Men en afvisning af USA ville sætte et alvorligt spørgsmålstegn ved Danmarks medlemskab af NATO. Hvis Danmark ønskede at være omfattet af alliancens solidariske forsvar, måtte man også acceptere den strategi, dette forsvar byggede på. Og her kom man ikke uden om, at atomafskrækkelsen var et helt væsentligt element. På det tidspunkt, sagen opstod, var balancen mellem USA og Sovjetunionen et meget kompliceret og usikkert spørgsmål. Danmark var med sin geografiske placering særdeles eksponeret, og kunne ikke risikere at svække sin position i NATO. I forvejen var Danmark herfra udsat for stærk kritik på grund af manglende opfyldelse af styrkemål m.v. Og året før havde man set Sovjetunionen udfolde sin brutale magt i Ungarn, hvor den folkelige opstand blev slået ned uden hensyn til omverdenens reaktioner.

I den situation ville en afvisning af de amerikanske ønsker have haft en meget alvorlig negativ indflydelse på Danmarks sikkerhedspolitiske situation.

Set i bakspejlet respekterer jeg H.C. Hansen for, at han påtog sig det tunge ansvar at skrive det brev, der stiltiende accepterede amerikanske atomvåben på Thule-basen. Jeg har vanskeligt ved at se, hvordan han kunne gøre andet – alt taget i betragtning. H.C. Hansen gjorde det, der var nødvendigt af hensyn til landets sikkerhed. Og det kunne ikke ske i fuld offentlighed.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.