Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Indspark

Andreas Gylling Æbelø: Vi elsker en festlig drag queen, men hvad med den vrede trans-aktivist?

»Svigter vi de transpersoner, der tvinges til et ydmygende liv som noget andet, end de er?« Billedet er fra Copenhagen Pride 2017
»Svigter vi de transpersoner, der tvinges til et ydmygende liv som noget andet, end de er?« Billedet er fra Copenhagen Pride 2017

Jeg er hvid. Jeg er født som mand og identificerer mig som sådan. Jeg bor i København, og jeg har en rummelig arbejdsplads.

Nå ja, og så er jeg homoseksuel, men det har ikke givet mig problemer i årevis. Så jeg er i overhængende fare for at blive privilegieblind og dermed gå gennem tilværelsen i den trygge vildfarelse, at de vigtigste kampe er bag os, og at mit liv er lig med alle andres. Med mindre jeg konstant holder øjnene åbne – og gør det igen.

Det fik jeg hjælp til for nylig, da jeg var til nytårskur hos LGBT Danmark, organisationen for de mennesker, der falder uden for det heteroseksuelle gennemsnit. En vigtig og hyggelig aften, hvor venner af huset mødtes for at hæve glasset, se tilbage på årets sejre og frem mod nye mål. Men vi fik os en pause fra hyggen, da forpersonen for ungdomsorganisationen LGBT+ Ungdom gik på ølkassen og i sin tale afleverede en velplaceret verbal lussing: Ro på med al den snak om kærlighed. Kampen handler ikke om kærlighed, men om rettigheder. Den handler om, at vi alle får lov til at eksistere!

Se, det ved jeg jo godt. Der var også engang, hvor jeg dårligt kunne eksistere. Men ordene ramte mig alligevel – den privilegerede homo med hang til #lovewins. Foran mig stod et indigneret menneske, som ikke havde nok i hjerter og hashtags. Som mindede os om, at vel har vi brug for kærlighed, men det er ikke kærligheden, der bringer os i mål. Vi kan tweete regnbue-emojis herfra og indtil den sidste sydfynske flække har fået sin egen pride parade, men hvis ikke rettighederne følger med, så er det ikke bare festligt tidsfordriv, men forgæves tidsspilde.

Så min selvransagelse er denne: Er vi – de lesbiske med donorbørnene, homoerne i overhalingsbanen og alle andre velmenende danskere uanset observans – faldet i søvn, nu hvor grand prix og drag queens er mainstream? Svigter vi de transpersoner, der tvinges til et ydmygende liv som noget andet, end de er? De interkønnede som påtvinges han- eller hunkøn ved fødslen. Eller »bare« de homoseksuelle, som ikke fik samme lette livsbane som vi – de der fik sygdom, depression, misbrug eller hele pladen fuld.

Rettigheder er bøvlede

Hvor er protesterne? Og i det omfang, de er der, går vi så med? I weekenden gik hundredtusindvis af mennesker på gaderne i Women’s March verden over. Ikke kun for de rettigheder, man selv mangler, men for at protestere mod systematisk undertrykkelse. I Danmark var der tyst som graven.

Rettigheder er bøvlede. De tvinger os til at reflektere, de kræver at vi ændrer adfærd, og nogle gange giver de os dårlig samvittighed. De ødelægger hyggen, men de er vores åndedræt.

Vi skal ikke skamme os over, at vi har det let. Men vi skal bruge det overskud, vi har i fraværet af en daglig kamp for at få lov at eksistere, til at kæmpe for andres rettigheder. De er nemlig også vores. Og det bedste ved det hele er, at vi sagtens kan elske grand prix imens.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.