Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Anders Fogh Rasmussen: Hvornår stopper vanviddet i Mellemøsten?

»I hele min levetid har vi været plaget af krige, terrorisme og uro i Mellemøsten.«

Anders Fogh Rasmussen
Anders Fogh Rasmussen

Hvis I inviterer, kommer vi gerne! Sådan svarede den iranske udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, på mit spørgsmål, om Iran og Saudi-Arabien ville komme til et møde, hvor de to lande kunne indlede en dialog. »Jamen, hvordan kan vi have en meningsfyldt dialog med et land, der vil omstyrte vores kongedømme?« sagde den saudiske prins, da jeg stillede ham det samme spørgsmål.

I Europa viste vi måske vejen under den værste del af Den Kolde Krig. I 1975 indledte de vestlige lande en dialog med hovedfjenden, Sovjetunionen. Den blev kaldt »Conference on Security and Cooperation in Europe« (CSCE). Vi var meget uenige med det kommunistiske Sovjetunionen om næsten alt. Ikke desto mindre gik vi i gang med diskussioner om såvel sikkerhed som menneskerettigheder.

Læs også: FN advarer igen om risiko for historisk sultkatastrofe

Mistilliden mellem Iran og Saudi-Arabien er dyb. Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt for de to lande at komme på talefod. Vi bør ikke desto mindre gøre forsøget. En optøning i forholdet mellem de to lande er i mine øjne nøglen til fremgang for hele regionen.

Under møder i Riyadh og Teheran organiseret af den tyske Körber Stiftung foreslog jeg de to stridende parter at indlede en dialog eventuelt inspireret af den europæiske erfaring. Ingen af dem var entusiastiske. Men det internationale samfund skal lægge pres på både Iran og Saudi-Arabien for at starte samtaler. Ellers risikerer vi en eksplosion af krige og konflikter i Mellemøsten. Og Europa bliver atter påvirket af massive flygtningestrømme.

Iran og Saudi-Arabien står på hver sin side i de fleste konflikter i regionen. I Syrien støtter Iran Assad-regimet, mens Saudi-Arabien støtter dele af oppositionen. I Yemen har Saudi-Arabien startet et luftbombardement mod hutierne, som er støttet af Iran. I Libanon er Hezbollah støttet af Iran, mens sunnierne er støttet af Saudi-Arabien.

I Bahrain støtter Saudi-Arabien kongefamilien, som er sunni-muslimer, mens Iran støtter shia-flertallet i befolkningen. Som NATO-generalsekretær så jeg på første hånd, hvordan Iran og Saudi-Arabien forstærkede den etniske og religiøse konflikt i Irak.

Bag striden ligger angiveligt en religiøs kamp mellem shia-muslimerne ledet af Iran og sunni-muslimerne ledet af Saudi-Arabien. Men for Saudi-Arabien er det kun i mindre grad en religiøs strid. Saudierne mener, at der først og fremmest er tale om en politisk strid om magt i regionen. De finder, at Iran prøver at øge sin magt og indflydelse på bekostning af kongedømmet. Og saudierne er dybt bekymrede over den internationale aftale om det iranske atomprogram. De frygter, at afviklingen af sanktionerne mod Iran vil styrke regimet i Teheran økonomisk og give Iran endnu flere kræfter i striden med Saudi-Arabien.

Saudierne er dybt skuffede over USA, som, de mener, har trukket sig ud af Mellemøsten – eller i hvert fald reduceret sit engagement ganske markant. Saudi-Arabien ønsker, at USA igen viser lederskab og garanterer sikkerheden for både dem selv og Golf-staterne. Omvendt er Iran stærkt imod en yderligere amerikansk tilstedeværelse.

Lær af USA og Europa

Saudi-Arabien frygter, at Iran vil eksportere sin islamiske revolution til andre lande. Og det er ganske korrekt, at Iran i sin forfatning har en bestemmelse, som efter sin ordlyd sigter på at udbrede den iranske revolution og omstyrte andre landes regeringer:

»Forfatningen leverer den nødvendige basis for at sikre fortsættelsen af revolutionen hjemme og i udlandet«. Og i den afsluttende sætning i forfatningens præambel udtrykkes håb om, at »dette århundrede vil bevidne etableringen af en verdensomspændende hellig regering, og undergangen for alle andre regeringer«.

Læs også: Trump vil sparke gang i forhandlinger om fred i Mellemøsten

Jeg spurgte iranerne, hvad det betyder. De svarede, at det skulle vi ikke tage så alvorligt. Teksten var skrevet i en anden tid. Iran har ingen militaristiske ambitioner og accepterer Saudi-Arabien som stat. Teksten i forfatningen skal forstås som et ideologisk ønske om, at ideen bag den iranske revolution må sprede sig i verden. Men Iran har slet ikke styrken til at sætte magt bag ordene.

Der bliver ikke fred og stabilitet i Mellemøsten, før Iran og Saudi-Arabien lægger låg på deres indbyrdes konflikt. I 1975 indledte vi også i Europa en dialog med en ideologisk modstander, hvis hensigt var at eksportere den kommunistiske revolution og om muligt ombringe de demokratiske regeringer. I hele min levetid har vi været plaget af krige, terrorisme og uro i Mellemøsten.

Hundredtusinder af mennesker er blevet dræbt og millioner drevet på flugt. Hvornår stopper dette vanvid? Ja, først når Saudi-Arabien og Iran finder ud af en formel for fredelig sameksistens. Første skridt kunne være at etablere en Conference for Security and Cooperation in the Middle East (CSCM). EU og USA burde vise lederskab og sende en invitation til begge lande.

Anders Fogh Rasmussen er tidligere statsminister (V) og NATO-generalsekretær.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.