Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Indspark

Almenviljen i den røde bygning

»Når Grækenland og Italien ikke er velfungerende stater, skyldes det en manglende institutionel forankring af almenviljen.«

Peter Nedergaard
Peter Nedergaard

Jean-Jacques Rousseau rejste i sin politiske tænkning en problemstilling, som drejede sig om, hvordan man får de mange borgeres enkeltviljer til at finde sammen til en enkelt vilje – almenviljen – som staten kunne styres efter. Almenviljen er med andre ord et givent politisk fællesskabs vilje til at bringe sig i overensstemmelse med hele fællesskabets interesser. Almenviljen er det enkelte individs interesse i abstrakt forstand frigjort fra det umiddelbare og kortsigtede.

På Rousseaus tid var det et begreb, som var rettet mod 1700-tallets onder som despotisme, ufrihed og tildelingen af særlige privilegier til bestemte samfundsgrupper. Det er imidlertid et begreb, som fortsat har aktualitet.

Min påstand er, at velfungerende stater i moderne tid har institutionaliseret en sådan varetagelse af almenviljens interesser. Det er det, der gør dem velfungerende. Når Grækenland og Italien ikke er velfungerende stater, skyldes det en manglende institutionel forankring af almenviljen. Når Tyskland og Danmark er velfungerende ditto skyldes det, at noget sådant forefindes her.

I Danmark holder den institutionaliserede almenvilje til i en rød bygning på Slotsholmen og kaldes Finansministeriet. Dette ministerium har givet sig selv i opdrag at give »regeringen det bedst mulige grundlag for at føre en sund økonomisk politik, der styrker vækst og produktivitet samt sikrer effektivisering af den offentlige sektor«. Her findes regnedrenge og budgetbisser, men først og fremmest en vilje til at se på, hvad der er i Danmarks langsigtede interesser, når alle de partikulære interesser (læs: sektorministerier, kommuner, interesseorganisationer og diverse grupper af offentligt ansatte) melder sig med allehånde særkrav. I det tilfælde har en velfungerende stat en modvægt, og den opgave er der ingen andre end Finansministeriet, som påtager sig i Danmark.

Det er derfor vigtigt, at der står respekt om Finansministeriet og dets embedsmænd. Det har også været tilfældet siden 1982, efter at den forudgående finansminister havde beklaget sig over, at Danmark stod på afgrundens rand (læs: man lyttede ikke til Finansministeriet). Siden den tid har man lyttet. Uanset om finansministeren hed Dyremose, Lykketoft, Pedersen, Hjort Frederiksen eller Corydon har man accepteret de regnestykker, som Finansministeriet kom med. Det foregår i Finansministeriet ved, at man konstant agerer modpol og stiller hårde krav om overholdelse af budgetter, følger op med effektiviseringsinitiativer, gennemanalyserer offentligt forbrug på alle ledder og kanter, kigger reguleringsstrømmen efter i sømmene osv.

De fleste politiske partier har anerkendt, hvordan den økonomiske virkelighed så ud, som Finansministeriet præsenterede den, fordi de har vidst, at der var fagligt og empirisk belæg herfor. Kun den yderste venstrefløj har strittet imod, ligesom den gør det i f.eks. Grækenland. Vi får løbende anskuelighedsundervisning i, hvad konsekvensen er heraf.

Vi skal derfor være glade for, at vi har en almenvilje siddende i en rød bygning på Slotsholmen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.