Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

ADHD-boblen

Finn Korsaa: For tiden befinder vi os midt i ADHD-boblen. Den har med ét slag gjort Emil fra Lønneberg til patient og har fritaget forældre for ansvaret for at opdrage deres børn. Forhåbentlig springer den snart.

Når penge helt uden videre bliver til flere penge kan man tale om en boble. Denne luftige karakteristik antyder, at man har at gøre med en ustabil økonomisk tilstand. Allerede i 1600-årene kunne man registrere en sådan, den såkaldte tulipanløgsboble i Holland. Omkring årtusindskiftet blev vi selv inddraget i en imponerende boble. Den tonede frem omtrent samtidig med teorien om socialkonstruktivismen, en filosofisk skole, der opfatter virkeligheden som udtryk for de relationer, vi befinder os i. Det er det vi gør, og de ting, vi producerer, der skaber virkeligheden og derfor giver det ikke mening at tale om en objektiv virkelighed: vi skaber den selv. Det var netop det, it-boblen var et eksempel på. En skønne dag sagde det imidlertid puff! Selskaber gik ned og formuer forsvandt som bristede sæbebobler.

Inden længe viste der sig en ny boble. Troen på at prisen i morgen ville være større end prisen i går fik både pæne mennesker og garvede finansfolk til at belåne de forventede værdistigninger og da det en skønne dag ikke længere holdt så - puff! Store sammenbrud i den finansielle sektor. Finanshuse sank i grus og formuer forsvandt.

Karl Marx sagde engang, at økonomi ikke handler om ting, men om relationer mellem mennesker. Det er derfor ikke så mærkeligt, at også psykologien kan opvise bobler. Økonomi og psykologi er således mere beslægtede end man umiddelbart skulle tro. De har begge den svaghed, at konstruktørerne selv sidder på den gren de konstruerer. Desuden har menneskene svært ved at finde mening med det hele, hvis de ikke kan se et formål med det, de gør. Netop dette krav kan både økonomi og psykologi opfylde, og er for så vidt uden for det gode selskab. Inden for er kun de videnskaber, der kan opvise kausale årsagsforklaringer.

I det lys bliver det forståeligt, at psykologiens historie også kan opvise bobler. I begyndelsen af 1970erne opstod der en sådan, idet Arthur Janovs primalskrig blev det sidste skrig. Ideen var at man kunne skrige sig til et nyt og bedre liv ved at genartikulere det urskrig, man som spædbarn havde måttet undertrykke. Pæne mennesker stod i kø hos primalterapeuterne, for at få lejlighed til at skrige sig til en kontakt med det ægte, og dermed komme den oprindelige sandhed nærmere. Men så pludselig, puff!

I 1990erne blev verden beriget med incestboblen. Inden længe myldrede det med eksperter, der kunne tilbyde hjælp til at komme i kontakt med fortrængte incestuøse overgreb. Teorien var konstrueret sådan, at hvis man havde problemer i voksenlivet, så var det nok fordi man som barn havde været udsat for seksuelt misbrug fra forældre, bedsteforældre, onkler eller tanter. En ganske imponerende kommunikationsindsats fik mange mennesker til automatisk at rejse spørgsmål om, hvorvidt de var blevet seksuelt misbrugt som børn, hvis de aktuelt befandt sig i krisen, der var vanskelig at overskue. Boblen blev spændt til bristepunktet med Thomas Vinterbergs film Festen, fra 1998. Som særdeles kompetente socialkonstruktivister skabte tidens incestterapeuter den lidelse, som de kunne tilbyde behandling for, og folk stod i kø for at få sig en elendig barndom. Men så pludselig, puff!, så forsvandt det hele som dug for Solen, og efterlod de mennesker, der virkelig var blevet misbrugt i barndommen, som utroværdige.

For tiden befinder vi os midt i ADHD-boblen. Den har med ét slag gjort Emil fra Lønneberg til patient og har fritaget forældre for ansvaret for at opdrage deres børn. Med konstruktionen af ADHD er det lykkedes at etablere patientforeninger, diagnosehåndbøger, ministerielle forordninger, konferencer, uddannelser og kurser. Alt sammen lige så imponerende som en solid provinsbank.

Lad os se, hvordan det kan gå til: En lille dreng, Emil fra Grønovre, er omkring ni år gammel. Han har en lillesøster på tre år. Denne lillesøster er umådelig irriterende for Emil, for hver gang, der er en kontrovers, stikker hun i hyl. Moderen, der er en moderne humanist, har et stort hjerte, der banker for de udstødte og undertrykte. Hendes ædle retfærdighedssans står ikke tilbage for hin navnkundige ridder, Don Quijote, der drog ud i kamp for retfærdigheden, dog uden at gøre sig ulejlighed med at undersøge, hvad sagen drejede sig om.

ADHD-boblen brister formentlig den dag, forældre bliver ansvarlige og igen tør påtage sig opgaven med at opdrage deres børn. Det vil i øvrigt give mere plads til behandling af de børn, der lider af en medfødt personlighedsforstyrrelse.

På samme måde med Emils mor. For hende er det nok, at den lille er lille, og den store er stor. Hendes heroiske indsats har således forvandlet hendes lille pige til en irriterende møgunge, som hun beskytter nidkært mod brutale overgreb, som f.eks. når Emil kæmper for retten til at beholde fjernbetjeningen. Pigen, der er familiens yngste, har således lært at hyle sig til alt det, hun ikke kan opnå ved andre midler. Hun hyler lige indtil moderen giver sig. Det irriterer faderen, men han har ikke myndighed til at gribe ind, for han er, som de fleste moderne fædre, i lære for at blive lige så god en mor som sin kone. Altså nøjes han med at skæve hen til hende for at finde ud af, hvad hun mener.

Emils irritation og vrede over en utilgængelig og anklagende mor, en irriterende lillesøster og en kastreret far, har efterhånden udviklet sig til had. En dag får hans opsparede vrede afløb i en konflikt i skolen. Han har i kampens hede taget kvælertag på en af klassens piger og nu er fanden løs. Hele skolen er på den anden ende. Der bliver skrevet rapporter og lavet indberetninger. Skolepsykologen tester Emil og hvad alle havde en formodning om, viser sig at holde stik: Emil har ADHD.

Men hvad er ADHD? Det er en forstyrrelse af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet. Men det er jo noget, enhver voksen har gjort erfaringer med! Enhver ved dog, at opmærksomheden kan blive irriterende forstyrret. Aktiviteten kan stige dramatisk og mange bliver uvilkårligt impulsive når de bliver frustreret. Hvorfor skal det karakteriseres som en sygdom? Og hvorfor skal barnet medicineres? Fordi der simpelthen ikke findes andre måder at regulere en uønsket adfærd på. Forældre, lærere og pædagoger har ikke andre opdragelsesmidler! Desuden er forældre blevet tudet ørene fulde af råd fra børneguruer og eksperter om, at børnene er kompetente, og så skal de selvfølgelig ikke opdrages. Af den grund må det være en lettelse at få en diagnose.

Kun en krise, skrev økonomen Milton Friedman i begyndelsen af 1960erne, kan skabe ændringer. Det gode ved ADHD-boblen er, at den synliggør en uholdbar situation. Ganske vist kan den holde en tid endnu. Der er nemlig mange, der er rigtig glade for den. Medicinproducenterne og aktionærerne tjener penge. Pædagoger og lærere afholder kurser og konferencer. De har travlt med at udrede og diagnosticerer, og nye jobs kommer til. Dertil kommer at forældre med lettelse kan lægge ansvaret fra sig.

Ligesom Friedman tror jeg, at når en ny krise opstår, bliver udfaldet bestemt af de forhåndenværende teorier og verdensbilleder. Derfor er det vigtigt til stadighed at betone, at der er en mulighed for, at forældre kan blive ansvarlige og myndige opdragere. Man må fastholde dette håb indtil det politisk umulige bliver det politisk uundgåelige.

ADHD-boblen brister formentlig den dag forældre bliver ansvarlige og igen tør påtage sig opgaven med at opdrage deres børn. Det vil i øvrigt også give mere plads til behandling af de børn, der lider af en medfødt personlighedsforstyrrelse.

For øvrigt er mentale bobler slet ikke så nye som man skulle tro. Allerede det klassiske Grækenland kunne opvise eksempler. Sofisterne var kendt for deres socialkonstuktivistiske ideer, der kom til udtryk i deres frejdige påstand om, at mennesket er alle tings målestok. Sokrates gjorde indsigelse og betonede, at tilværelsen har visse uforanderlige og fast funderede værdier. Men det er, som enhver gymnasieelev ved, ikke andet end oldævl, og Sokrates blev henrettet af den demokratiske stat som straf for en anklage om, at han skulle have forført ungdommen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.