Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Læst og påskrevet

»9. april - en utrolig myte: Ene af alle lande på denne jord kunne Danmark ikke forsvares«

På torsdag, den 9. april, er det 75 år siden, Danmark blev overfaldet af Hitlers Tyskland. Som den 18. april 1864, slaget ved Dybbøl, er den 9. april 1940, den tyske besættelse, datoer, der har sat sig som mønsterskabende kraftfelter i den danske bevidsthed. Uden det chokerende nederlag til Preussen i 1864, og den reduktion med 30 procent af landets størrelse, der var konsekvensen, ville danskere i almindelighed næppe bære rundt på den blanding af lidenhedskompleks og mereværdsfølelse, der er så karakteristisk for nationen, og som udmønter sig i den ustandselige konstatering, at Danmark kun er et lille land, underforstået: Men se, hvor vi kan! Og uden den 9. april 1940 ville vi næppe være ofre for den myte, som den daværende socialdemokratiske statsminister Th. Stauning allerede formulerede i radioen i sin nytårstale den 1. januar 1940:

»Vi kan på grund af landets karakter ikke skabe et forsvarsvæsen som andre lande, selv om viljen havde været til stede, og disse forhold i forening med den uvilje til krig, som efterhånden er udviklet i befolkningen, har ført Danmark ind i en stilling, der umuliggør alle forestillinger om et effektivt kampberedskab.«

En utrolig myte: Ene af alle lande på denne jord kunne Danmark ikke forsvares, og ene af alle folk ville danskerne ikke forsvare deres fædreland! For politikerne, der gik ind i samarbejdet med nazi-Tyskland, var det en bekvem myte, som efter krigen kunne tjene til at undskylde dem. I realiteten var Stauning sagesløs. Han havde forsøgt at få en oprustning gennemført. Den radikale regeringspartner sagde nej.

Der var to ting, der kunne få min svigermors grønne øjne til at flamme. Hun var født og opvokset i Haderslev og blev i 1941 student fra Haderslev Katedralskole. Hendes far var en højtstående embedsmand, og skråt over for embedsboligen boede der en tysksindet familie, såkaldte hjemmetyskere. Når hun fortalte om den jublende velkomst, genbofamilien gav de tyske tropper den 9. april 1940, skød hendes øjne lyn. Og det samme skete, når hun talte om regeringens svigt og den lille gruppe danske soldater, der den morgen på hjørnet af Sønderbro og Hertug Hansgade i Haderslev kæmpede mod tyskerne med deres 37 mm. maskinkanon. De fik standset tre tyske kampvogne, men alle fem i gruppen blev hårdt såret, to af dem dødeligt. Den sidste træfning i Roni Ezras debutfilm »9. april«, der havde premiere for tre uger siden, er – tror jeg – inspireret af denne udsigtsløse, men heltemodige kamp. Det er en nøgtern og realistisk film med en fremragende Pilou Asbæk i en hovedrolle som sekondløjtnant. Men den kræver baggrundsviden.

Historikeren Lars Hovbakke Sørensen skrev i en artikel »9.april i europæisk perspektiv« (Berlingske, 12.3 2015), at uanset en eventuel dansk oprustning og kampvilje havde tyskerne besat os af strategiske grunde. Det er en gængs påstand. Den bygger på, at man ikke har undersøgt, hvordan situationen var i Tyskland. I en særsektion af Berlingske i anledning af 60-året for Danmarks befrielse skrev jeg i en stor oversigtsartikel (»Den virkelige historie om Danmarks frihedskamp«, Berlingske 5.5 2005): »At et veludbygget dansk forsvar til ingen nytte ville være, er en myte. Operation Weserübung var yderst risikabel, og der var grænser for, hvor mange styrker tyskerne kunne bruge på den.« Man fik kun med besvær samlet de nødvendige styrker, og når Abwehr, den tyske kontraspionage under admiral Canaris, røbede angrebsplanen til den hollandske militærattaché i Berlin allerede den 3. april og bad ham give informationerne videre til sine danske og norske kolleger, var det i håb om, at dansk og norsk modstand ville gøre angrebet til en fiasko, der kunne ramme Hitler.

Synspunktet er sjældent, men jeg er enig i det, skrev generalmajor C.C. Ahnfeldt-Mollerup i Historisk Tidsskrift, 12.5 2005, om denne Berlingske-artikel: »At modstand mod den overlegne tyske krigsmaskine ville være omsonst, har i efterkrigstiden taget karakter af et mantra. Selv efter statsministerens påpegning af alternativer til samarbejdspolitikken er der ikke blevet rørt ved dogmet om muligheden af et militært alternativ til den af regeringen og ikke mindst krigsministeriet fulgte linie. Indtil Claes Kastholm artikel.« Generalmajor Ahnfeldt-Mollerup påpeger herefter med tørre tal og militærfaglig ekspertise, at selv med den til rådighed stående styrke på 54.000 mand kunne Danmark formentlig have afværget det tyske angreb, og under alle omstændigheder have forsinket det betydeligt. Hvis man ellers havde fået lov af politikerne til at gøre de nødvendige forberedelser.

Militærfagligt var Tysklands angreb et såkaldt marginalangreb. Det kunne have været stoppet. Den enorme operation Weserübung, der forudsatte samtidige angreb over en 1.600 km lang front og brug af 1.000 fly, 125.000 soldater og næsten hele den tyske flåde på én gang, tålte ingen forsinkelse og blev kun iværksat under store betænkeligheder. Den overmægtige britiske atlanterhavsflåde, der lå ved Pentland Firth, kunne med kort varsel have tilintetgjort hele den tyske krigsmarine. Krigens forløb ville være blevet et andet, og jeg synes, at det er på tide, vi befrier os for det mytologiske, sært provinsielle, selvhævdende-defaitistiske spind, som Bo Lidegaard og andre radikale historikere vedvarende væver os ind i.

Det er vel ikke for tidligt at slippe fri i 75-året for 9. april.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.