Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Storkøbenhavnere får hyppigere afgange og hurtigere S-tog

S-togene sætter fra næste år farten op. Der bliver flere afgange, og på de lange strækninger øges antallet af hurtigtog, som ikke standser ved alle stationer. DSB forventer, at forbedringerne giver fire mio. nye kunder.

Foto: Reimar Juul
Foto: Reimar Juul
Tusindvis af S-togspassagerer i Storkøbenhavn får fra næste år opfyldt deres store ønske om både flere afgange og flere hurtige tog, som ikke standser ved alle stationer. DSB S-tog er ved at lægge sidste hånd på en ny og ambitiøs køreplan, der i høj grad er skruet sammen på baggrund af kundeundersøgelser.

Det bliver især passagererne på Frederikssundsbanen og Køge Bugt Banen, som kommer til at mærke, at S-togene sætter farten i vejret. I Køge bliver der f.eks. afgang med hurtigtog hvert tiende minut i dagtimerne på hverdage. På Farumbanen og Høje Taastrup-banen vil der køre hurtigtog hvert tyvende minut i myldretiderne.

Se grafik i stort format På Hillerødbanen er det tilgæld småt med nyheder. Men her kan passagererne i forvejen køre med gennemkørende tog hvert tiende minut i dagtimerne. Også de langsomme tog til og fra Holte fortsætter uændret.

Passagererne på Ringbanen kommer som de første til at mærke forbedringerne. Fra 7. januar 2007 indføres der fem minutters drift i dagtimerne på hverdage. Det sker i forbindelse med åbningen af Ny Ellebjerg Station, der også betjener togene på Køge Bugt Banen. 12. august træder den nye køreplan i kraft på resten af S-togsnettet.

Tænk ikke på klokken
»Fem minutters drift på Ringbanen bliver en spændende nyskabelse. Folk behøver ikke at tænke på minuttal, men skal bare hoppe på og køre med. Fra august bliver der som minimum ti minutters drift fra alle stationer med enten hurtigtog eller nogle, som standser ved hver station,« siger adm. direktør i DSB S-tog Benny Würtz.

Baggrunden for den ændrede køreplan er, at samtlige 135 nye og buttede S-tog nu er banen. De har en topfart på 120 km/t, mens de gamle S-tog på en god dag kan nå op på 100 km/t. Desuden vil Banedanmark inden 2007 have indkørt et nyt computerstyret drifts- og informationscenter, som overvåger og styrer trafikken på S-banen.

DSB forventer, at den nye køreplan vil gøre det attraktivt for endnu flere mennesker at køre med S-tog. Ifølge en prognose vil det nuværende passagertal på cirka 90 mio. rejser årligt være vokset med tre eller fire millioner rejser i 2010.

Dårligt nyt
Men mens hovedparten af de 300.000 daglige passagerer på hverdage kommer til at opleve enten forbedringer eller uændret drift, vil nogle passagerer komme til at opleve forringelser. F.eks. halveres antallet af afgange på Kildedal Station. Og Husum og Friheden skal kun betjenes af tog, som standser ved alle stationer.

»At lave en køreplan er det muliges kunst. Og vi går efter, at så mange som muligt får så store fordele som muligt. Men det betyder også, at nogle få kommer til opleve noget, der er en lille smule dårligere end i dag,« siger Benny Würtz.

Det er ingen hemmelighed, at skinner og signaler på S-banen er af ældre dato. Men Banedanmark forventer, at sporene i august 2007 er robuste nok til at klare den intensive trafik.

»I 2005 blev vi overrasket af nogle ukendte fejl på skinner og sporskifter, som betød, at hastigheden måtte nedsættes af sikkerhedsgrunde. Vi tror ikke, vi løber ind i nye overraskelser. Og så fremt det holder stik, vil vi være i stand til at køre den nye S-togskøreplan,« siger områdechef i Banedanmark, Peter Sonne.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.