Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mindreårige på vagt for hashbander

Vagterne bliver stadigt yngre, og banderne er åbenlyst ligeglade med politiforbud i Jægersborggade på Nørrebro. Her florerer hashhandel og hyppige bandeskyderier side om side med mondæne cafeer. Nu vil politi og kommune rydde op i gaden.

Overborgmester Frank Jensen (S) og politidirektør Johan Reimann (bagest) havde i går hinanden stævne i Jægersborggade for at diskutere, hvordan man skal få bugt med hashhandel og skyderier i den kontrastfyldte Nørrebro-gade.
Overborgmester Frank Jensen (S) og politidirektør Johan Reimann (bagest) havde i går hinanden stævne i Jægersborggade for at diskutere, hvordan man skal få bugt med hashhandel og skyderier i den kontrastfyldte Nørrebro-gade.

Bandevagterne, der holder vagt på den kendte hashgade Jægersborggade på Nørrebro, bliver yngre og yngre. Det vurderer politimanden Ole, der er den daglige leder af specialgruppen fra station Bellahøj - og som ikke ønsker sit efternavn frem.

»Vi kunne jo se det ved det sidste skyderi i september, hvor en 15-årig dreng blev ramt,« forklarer han.

Og tydeligvis respekterer de unge vagter ikke de såkaldte zoneforbud, som politiet kan benytte sig af. Aktuelt er 25 personer tildelt et zoneforbud - altså et forbud mod at opholde sig i et vist område - og siden årsskiftet har Københavns Politi registreret 168 overtrædelser af zoneforbud.

Bandevagterne holdt sig heller ikke væk fra Jægersborggade i går, da overborgmester Frank Jensen (S) og politidirektør Johan Reimann havde sat hinanden stævne for netop at diskutere, hvordan man skal få bugt med hashhandel og skyderier på den kontrastfyldte Nørrebro-gade.

For Jægersborggade er i dag langt mere end uro. Et hold Michelin-kokke har for nylig åbnet restauranten Relæ. Claus Meyers populære bageri er rykket ind, og det samme er en lang række specialbutikker og serveringssteder. Som sushibaren Green Sushi og gourmetkaffe-risteriet Coffee Collective. Ved første øjekast er det da også svært at tro, at selvsamme gade, som i dag er badet i solskin og ånder af hyggeligt liv med Nørrebro-borgere, der kommer trillende på cykel eller med barnevogn, gang på gang skaber overskrifter på grund af skyderier og uro. Men så alligevel ikke - og ifølge den lokale politibetjent Allan, der også er med, modtager politiet jævnligt bekymringsbreve fra beboere og erhvervdrivende.

Advarselsråb

I vaskeriet halvvejs nede ad gaden - ifølge politiet et af de typiske gemmesteder for de kriminelle - bevæger en ung fyr med hætten trukket ned over kasketten og et tørklæde for ansigtet sig hurtigt væk fra ruden, da selskabet går forbi. Og samtidig slentrer et par hætteklædte unge konstant 10-20 meter bagved følget. Flere gange bliver høje råb sendt ned ad gaden.»Woop, woop,« lyder det - det kendte advarselråb for at markere, at politiet er på stedet, fortæller lokalbetjenten. Andre i gaden er mere positive over for dagens visit.

»Bare der sker et eller andet, så er jeg glad,« siger en ung mandlig beboer, der netop kommer ud af en opgang. Og der skal ske noget, lover overborgmester Frank Jensen og afslører, at en optælling siden årsskiftet lyder på 733 kriminelle forhold alene i denne gade.

»Det er alarmerende og fuldstændig uacceptabelt. Vi må have gjort gaden sikrere. Vi skal have gang i en intensiv indsats i samarbejdet med politiet. Jeg ser gerne, at vi får hurtigere reaktioner og konsekvenser over for de kriminelle. Og så skal de tekniske forhold i gaden bringes i orden,« siger han og peger bl.a. på de mange renovationscontainere, der fylder op i gaden og skaber gode gemmesteder for hashhandlere og bandevagter.

Hash efterspørges

Mellem 16 og 18 hashhandlere opererer i gaden - og antallet ligger ret stabilt, for sættes én bag tremmer, kommer en afløser samme dag, forklarer Ole fra Station Bellahøjs specialgruppe, der om nogen har mærket konsekvenserne af hashhandlen på egen krop. Han var den civile betjent, der en sen aften i august sidste år blev ramt, da der blev affyret 23 skud i gaden.

Politidirektør Johan Reimann understreger, at politiet igennem den senere tid har oprustet indsatsen, men helt at udrydde problemet synes umuligt.

»Vi har massiv politimæssig indsats, hvor vi fokuserer på zoneforbud, visitationszoner, og gode domme i hashsager. Men grundproblemet er efterspørgselspresset. Man kan jo her se ganske almindelige mennesker i håndværkertøj og med barnevogne, der kommer for at handle hash,« fastslår politidirektøren.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.