Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Tror du, Thor kan styre El Niño?«

Mens stort set alle verdens politikere stiller sig positivt over for FNs klimaforskere, går Folketingets formand den stik modsatte vej.

Mens statsminister Lars Løkke Rasmussen satser på et godt resultat på COP15, kipper hans tidligere finansminister, Thor Pedersen, med det klimaskeptiske flag.
Mens statsminister Lars Løkke Rasmussen satser på et godt resultat på COP15, kipper hans tidligere finansminister, Thor Pedersen, med det klimaskeptiske flag.

Folketingets formand, Thor Pedersen (V), er kendt for at gå imod strømmen, hvis det passer ham. Og det får regeringen nu for alvor at føle. Mens statsminister Lars Løkke Rasmussen har kastet alle sine kræfter og en stor del af sin politiske prestige ind på at skaffe et godt resultat på det klimatopmøde, som begynder om bare to dage, så vælger Venstres tidligere finansminister Thor Pedersen, at kippe med det klimaskeptiske flag.

Godt nok understreger han, at han erkender, at der findes menneskeskabt global opvarmning, men han er godt og grundigt træt af, at kampen for at stoppe menneskets indvirkning på klimaet er blevet, hvad han kalder en religion. Og han kæmper mod dem, som han mener, vil gøre det moderne liv umuligt med deres krav om energibesparelser og energivenlig adfærd.

»Jeg synes, der er nogle fordele ved at have lys. Det er en god idé, at man ikke brækker benene, fordi man går rundt i mørke rum. For mig er strøm et fantastisk gode, som har hjulpet menneskeheden,« siger Thor Pedersen i et interview med Berlingske Tidende.

Kød og risalamande

»Selvfølgelig skal man da spare på energien. Man skal ikke lave mere mad, end man kan spise. Men når det nærmer sig, at vi ikke kan spise kød, at vi ikke kan spise risalamande, fordi det er lavet af flødeskum, der kommer fra koen, og koen er med til at ødelægge klimaet, så begrænser man det enkelte menneskes ret til at leve på egne vilkår,« siger Thor Pedersen, der også minder om at det internationale CO2-kvotesystem indebærer, at brug af elektricitet er kontrolleret, så når kvoterne er brugt op, skal der skæres ned på energien et andet sted.

Og så går han til angreb på målsætningen om, at Jordens temperatur ikke må stige mere end to grader i forhold til før industrialiseringen.

Synes du, at to graders-målsætningen er en god idé?

»Vi skal fastholde det, vi ved noget om. Det er det, der er min pointe. Forskerne er ikke enige.«

Men synes du, det er en god idé, at Jordens temperatur ikke må stige mere end to grader?

»Jeg vil bare sige en ting til dig: Har du læst Koranen, Det Gamle Testamente eller Det Nye Testamente?«

Øh nej, jeg har læst uddrag

»Har du nogen steder læst om nogen guddommelig magt, der har sagt, hvad temperaturen på kloden skal være? Jeg synes, man skal være meget ydmyg i forhold til at bestemme, hvad klodens temperatur er. Den ydmyghed har jeg. Og jeg mener ikke, man skal fastsætte, hvad klodens temperatur er. Jeg mener helt ærlig ikke, at det er inden for den magt, jeg har, at styre klodens temperatur. Det er lige som havstrømme, skovbrande, lynnedslag og vulkansk aktivitet. Eller vejrfænomener som El Niño, som kommer cirka hvert fjerde år. Tror du, Thor kan styre El Niño? Jeg tror ikke, jeg kan styre den. Derfor hører den slags ikke til i den politiske verden, medmindre man tror, man er almægtig,« siger Thor Pedersen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.