Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Bombe under Danmarks klimaplan

Danmark har mindre vedvarende energi og større udslip af drivhusgasser, end regeringen hidtil har regnet med, hvis tallene i en ny rapport holder vand. Energistyrelsen sætter analyse i gang.

Danskernes affald kan vise sig at være en bombe under regeringens mål i klimakampen. Hvis tallene i en ny universitetsrapport holder vand, har Danmark nemlig langt mindre vedvarende energi og et større udslip af drivhusgassen CO2, end regeringen hidtil har regnet med.

Ifølge rapportens tal er forbrændingen af vores affald i energiforsyningen ikke så klimavenlig, som hidtil antaget. Den giver et større udslip af CO2 og kan ikke i samme grad som hidtil anses for at være en vedvarende energiform. Konsekvensen kan blive nye milliardinvesteringer i vindmølleparker, der skal kompensere for den muligt forringede klimaværdi af affaldsforbrænding.

De nye tal står at læse i en større rapport om affaldsforbrænding, som Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har udarbejdet. I rapporten anslår DTU, hvor stor en del af affaldet, der giver anledning til udslip af CO2, og rapportens forfattere anslår, at det er rundt regnet er dobbelt så meget, som hidtil antaget.

»Ud fra vores kendskab til sammensætningen af dagrenovation, storskrald og erhvervsaffald har vi anslået, hvor meget fossilt kulstof, der er i affaldet. Og vi kommer frem til, at det er noget større, end Energistyrelsen hidtil har lagt til grund,« siger rapportens hovedforfatter, lektor Jacob Møller fra Institut for Vand og Miljøteknologi på DTU.

Han understreger, at der er tale om estimater, dvs. anslåede tal.

Civilingeniør i konsulentfirmaet Ea Energianalyse, Hans Henrik Lindboe siger, at tallene betyder, at regeringen kommer bagud med såvel målet for andelen af vedvarende energi som målet for, hvor meget Danmark skal skære ned på udslippet af drivhusgasser.

»Når affaldsforbrænding ikke i samme grad som hidtil kan regnes for at være en vedvarende energikilde, må regeringen eksempelvis brænde mere biomasse eller opføre et par vindmølleparker i stedet for,« siger Hans Henrik Lindboe.

Ifølge beregninger fra Nyhedsmagasinet Ingeniøren vil det koste godt syv milliarder kroner at nå målet for vedvarende energi med to havvindmølleparker i stedet for med den affaldsforbrænding, der ikke kan indregnes, hvis DTUs tal er retvisende.

Analyse på vej
I Energistyrelsen under Klima- og Energiministeriet medgiver chefkonsulent Ture Falbe-Hansen, at det kan vise sig nødvendigt at justere klimapolitikken, hvis forudsætningerne for den er nogle andre end dem, der hidtil har været gældende.

»Vi er kun interesseret i at bruge de rigtige tal. Derfor har vi nu bedt Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) om en samlet analyse af affaldets sammensætning og udslip af CO2 ved forbrænding af det,« siger Ture Falbe Hansen.

Ifølge en aftale, regeringen har indgået med alle partier i Folketinget bortset fra Enhedslisten, skal andelen af vedvarende energi i Danmark øges fra 17 procent i 2005 til 20 procent i 2011. Og efter EUs klima- og energipakke skal andelen yderligere øges til 30 procent inden 2020.

Samtidig skal Danmarks udslip af drivhusgasser begrænses, så det i perioden fra i år til 2012 i gennemsnit er 21 procent lavere, end det var i 1990.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.