Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Jazzvisit

Storebror fra New Orleans

Den amerikanske saxofonist Branford Marsalis, som gennem mange år var trofast ledsager for sangeren Sting, gæster Copenhagen Jazz Festival med egen kvartet.

Foto: Eric Ryan Anderson
Foto: Eric Ryan Anderson

Den igangværende jazzfestival rummer en koncertrække, kaldet The Sound of New Orleans, hvor der bliver fokuseret på jazzens fødeby. Og den har altid kunnet byde på god musik og fremragende musikere, heriblandt saxofonisten Branford Marsalis.

Han er, som mange vil vide, bror til trompetisten Wynton Marsalis, og de to brødre er opvokset i New Orleans, hvor deres far, Ellis Marsalis, var – og stadig er – en velrenommeret pianist. Gennem årene har det primært været Wynton, som – på mange platforme – har ført sig frem, men den nu 42-årige sopran- og tenorsaxofonist Branford Marsalis er mindst lige så interessant.

Han spillede tidligt som klarinettist og altsaxofonist i sin fars orkester, og han studerede hos en af byens betydeligste klarinettister, Alvin Batiste, samt efterfølgende ved det navnkundige jazzakademi, Berklee School of Music i Boston.

I 1980 blev Branford og Wynton Marsalis medlemmer af trommeslageren Art Blakeys Jazz Messengers, et ensemble, hvor talrige af jazzens betydningsfulde kunstnere har været i mesterlære. Det førte samme år til brødrenes første besøg i København. Helt nøjagtigt i Montmartre i Nørregade.

Efter et par læreår hos Art Blakey blev Branford Marsalis medlem af sin brors gruppe, og han gjorde samtidig tenorsaxofonen til sit hovedinstrument. I 1983 udsendte han sin første plade i eget navn, og han lod sig i de følgende år høre med stjernekunstnere som pianisten Herbie Hancock og trompetisten Miles Davis. Mest opmærksomhed skulle han dog få som fast og mangeårig ledsager for den britiske rocksanger Sting.

Det var her, Branford Marsalis begyndte at markere sig på sopransaxofon, et instrument, han spiller med raffinement og påfaldende emotionel dybde, hvilket kan skyldes, at han har ladet sig inspirere af klassiske opera-sopraner som Kathleen Battle, Kiri Te Kanawa og Maria Callas.

I begyndelsen af 1990erne var Branford Marsalis kapelmester i det populære TV-show The Tonight Show with Jay Leno, og i samme periode dannede han fusionsgruppen Buckshot Le Fonque, som i 1996 optrådte i Vega i København.

Branford Marsalis, der også har leveret musik til spillefilm som Mo’Better Blues, The Russia House og Malcolm X, har i den seneste årrække primært koncentreret sig om – sammen med sin faste kvartet – at spille akustisk jazz med vægt på de melodiske elementer.

Derudover har Branford Marsalis sammen med sangeren Harry Connick Jr. været meget aktiv inden for genopbygnings- og velgørenhedsarbejde efter orkanen Katrina, der i 2005 ødelagde store områder af deres hjemby, New Orleans.

Samme år lod Branford Marsalis sig senest høre i København i det gamle Radiohus’ Koncertsal. Her blev han ledsaget af pianisten Joey Calderazzo, bassisten Eric Revis og trommeslageren Jeff »Tain« Watts. Sidstnævnte er afløst af Justin Faulkner, når kvartetten 8. og 9. juli optræder i Pressen på Rådhuspladsen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.