Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Mit sidste måltid

»Vi danser stående og nogle gange liggende«

Maren Uthaug, forfatter, blogger og stribetegner, er aktuel med romanen »Hvor der er fugle« - og så er hun typen, der aldrig går hjem, så hun strækker sit sidste måltid til om morgenen ...

Maren Uthaug: »Min kæreste Allan har i de 14 år, vi har kendt hinanden, aldrig holdt en tale til mig, men jeg ved, at han ville gøre det denne aften.«
Maren Uthaug: »Min kæreste Allan har i de 14 år, vi har kendt hinanden, aldrig holdt en tale til mig, men jeg ved, at han ville gøre det denne aften.«

Hvis du skulle forestille dig dit sidste måltid, hvordan skulle det så være, og hvem skulle med som gæster?

»Min kæreste Allan, fordi han er den sødeste og ikke mindst pæneste mand, jeg kender. Mine tre døtre, for intet elsker jeg højere end dem. Og mine to ældste veninder, Mette og Lotte. Vi har kendt hinanden så godt som altid, og ved derfor om alle hinandens små ækle, dystre og sjove hemmeligheder, så ingen af os behøver at lade som om, at vi er mere, end vi er. Jeg vil også have min ven Troels med. For alt er bare sjovere og hyggeligere, når Troels også er der. Lottes mand Christian skal med, for han hører til. De fleste fester, vi holder, starter gerne med, at vi er mange, men ender med, at der bare er os tilbage. Vi er dem, der aldrig går hjem. Vi har gjort dette så mange gange – og hvis jeg kun har én middag og fest tilbage i mit liv, skal det være endnu en af vores aftener. Åh, forresten, jeg vil selvfølgelig også have alle deres børn med. Nogle af dem er så store, at de er festlige indslag i samtalen og på dansegulvet, andre af dem hænger ud med mine børn, så de også elsker aftenen og ikke bare sidder i et hjørne og keder sig.«

Hvem skulle lave maden?

»Jeg er helt sikker på, at Mette ville insistere på at lave maden, når det er det sidste måltid. Men jeg ville bare hente noget sushi. For så kunne vi bruge tiden på at drikke hvidvin og se på gamle billeder, grine ad åndssvage ting, vi har gjort, sagt, knaldet, iklædt os og troet på. For eksempel var vi alle samlet i weekenden, fordi min ældste blev konfirmeret, og der fandt vi næste morgen-billeder, hvor jeg lignede en fra Hannover med vorne kurz og hinten lang. Det var jo en underlig periode, vi nødvendigvis måtte tale lidt om.«

Hvilken musik skal I høre?

»Depeche Mode, The Smiths – og når vi har drukket endnu en flaske vin, tager vi også »Just like Heaven« med The Cure. Vi danser selvfølgelig, både stående og nogle gange liggende. Som regel med tøj på.«

Hvad skal I tale om?

»Os selv.«

Vil du holde en tale – eller skal andre holde en tale?

»Alle undtagen Troels holder en tale. Vi er ret glade for at tale til hinanden ved vigtige begivenheder. Faktisk er der altid den forventning, at vi holder en tale. Da jeg ikke lige var i stødet til min venindes ældste søns 18 års fødselsdag, fik jeg den klare fornemmelse, at den mulighed var der ikke. Så jeg improviserede en forholdsvis lang tale om hans nosser. Som jeg kun har set én gang. Jeg var med til hans fødsel og blev vældig imponeret over størrelsen på dem. Skal vi ikke bare sige, at jeg var glad for, at jeg til festen var blevet placeret nede blandt teenagedrengene, der syntes, det var den sjoveste tale i verden. Bedsteforældrene nede ved den anden ende af bordet så ikke tilsvarende lige så begejstrede ud. Min ældste datter er også tale-typen, så hun ville også stille sig op. Mine to yngste sætter nok bare håret op i hestehale og giver et nummer på fløjte og bratsch i stedet. Min kæreste Allan har i de 14 år, vi har kendt hinanden, aldrig holdt en tale til mig, men jeg ved, at han ville gøre det denne aften, hvorefter vi nok ville være nødt til at krølle os sammen i et hjørne og græde lidt. Helt indtil Troels sætter en af de sange på, som ingen af os kan sidde stille til.«

Hvordan skal aftenen slutte?

»Aftenen slutter ikke før næste dag, hvor vi kravler ud af de hjørner, vi er faldet om i. Nogle er taget hjem. Men de fleste kom ikke så langt. Andre af os prøver at finde ud af, hvorfor der er blodspor på gulvet. Hvem har skåret sig og på hvad? Som ved et mirakel er der altid morgenmad, og vi trækker den meget gerne til ud på eftermiddagen, før vi bryder op.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.