Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Mit sidste måltid

Timm Vladimir: »En ordentlig skiderik af en fest«

Hvis du skulle forestille dig dit sidste måltid, hvordan skulle det så være? Dette spørgsmål stiller vi hver uge til en markant personlighed. I denne uge er det Timm Vladimir, 48, TV-vært, dobbelt Masterchefvinder, der netop har åbnet et mikrobryghus på sin madskole i Valby. Hans sidste måltid skulle være fyldt med kaos, kærlighed og sand mellem tæerne.

Hvis du skulle forestille dig dit sidste måltid, hvordan skulle det så være?
»Det skulle være et uformelt måltid med en masse forskellige kolde og varme retter, der kom ind på bordet lidt efter lidt. Jeg er sådan en, der bliver stresset, når jeg går ind på en restaurant og ser et menukort, for jeg vil smage det hele. Og derfor kan jeg bedst lide, at der er en forudbestemt menu, for så skal jeg ikke vælge. Så jeg tænker, at sådan et måltid skulle bestå af masser af forskellige småretter, så man kan sidde og gumse på det hele og sige »Ih, det dér, det smagte sgu godt – det tager jeg lige en ekstra dunse af.« Der måtte gerne være en masse saucer og salsaer, nogle salater og noget frisk fisk, der blev grillet på stedet, så det hele var frisklavet og blev tilberedt undervejs. Der skulle selvfølgelig også være både oksekød og svinekød. Det elsker jeg.«

Hvem skulle være med som gæst?
»Det kunne godt være en ordentlig skiderik af en fest. Men det kunne også sagtens bare være min nærmeste familie og nogle rigtig gode venner. Jeg kan godt lide at holde store fester, men der får man aldrig rigtig snakket med folk. Man kommer ligesom ikke helt ned i materien. Og jeg tænker, at ved en begivenhed som den her kunne det godt være, at man lige skulle ned og runde et par af de store sandheder om livet. De, der i hvert fald skulle være der, skulle være min mor, min stedfar, min søster og hendes mand og børn. Og først og fremmest min kone og mit barn.«

Hvem skulle lave maden?
»Jeg synes, at det kunne være fedt selv at tilberede noget af det. Jeg ville gerne selv stå og grille en fisk, bare fordi jeg godt kan lide det. Men jeg gider ikke stå og tage opvasken lige inden, at jeg skal dø. Det er klart. Så jeg tænker, at nogle andre skulle tilberede en stor del af det, sætte det ind på bordet og tage ud igen.«

Hvor skulle måltidet afholdes?
»På en strand. Jeg elsker at være ved havet og sidde med bare tæer i sandet, mærke vandet og solen, der har kogt lidt på én i løbet af dagen. Det kunne også sagtens være på dækket af en eller anden lækker båd, hvor man bare kunne kaste sig bagover mellem nogle af retterne, og så var man i vandet.«

Hvordan skulle bordet dækkes?
»Der behøvede ikke at være en flot, hvid dug. Jeg synes, at det er fint bare med tallerkener. Man måtte godt tage med hænderne, og det måtte godt være snasket. Og så med et bål på stranden eller nogle fakler på båden.«

Hvad skulle I drikke til?
»Til sådan et måltid tænker jeg helt klart, at det nok ville være øl. Specielt hvis det er nede sydpå, hvor det er rigtig varmt. Det er læskende, og jeg drikker typisk ikke halvlunken rødvin på en strand. Men det kunne også sagtens være noget lækker, frisk, kold hvidvin.«

Hvilken musik skulle I høre?
»Jeg tror ikke umiddelbart, at der skulle være musik. Jeg er sådan en, hvis ører simpelthen lukker fuldstændig af, hvis der er for mange lyde. Så kan jeg ikke høre, hvad nogen siger. Hvis vi er ved stranden vil jeg egentlig hellere høre havet, der bruser, og dem omkring mig. Hvis det er min familie, er der desuden rigeligt larm. Vi råber meget i min familie. Ikke fordi vi er uvenner, vi snakker bare meget højt.«

Hvordan skulle stemningen være?
»Det vil jo påvirke ens måltid ret meget at vide, at når man har spist det her, så skal man dø. Men der skulle ikke være gravkammerstemning, bare være uformelt og hyggeligt. Et af mine yndlingsmåltider på hele året er, når familien samles oppe i mine forældres sommerhus i påsken. Så får vi den helt store påskefrokost, hvor det hele står på bordet, og alt er kaos, og man ved aldrig hvor smørret er, for der er kun én pakke smør, og den skal rundt til alle. Men det skaber en interaktion i måltidet, når man skal sige »gider du ikke lige række mig dét?« Sådan en slags måltid, synes jeg, kunne være fedt. Hvor man sidder og råber og skriger lidt og bare glemmer det hele et øjeblik.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.