Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Mit liv bliver aldrig fuldendt«

På overfladen er spanske Edurne Pasaban en succes. Hun er den første kvinde, der har besteget verdens 14 højeste bjerge, hun ejer et rejsebureau og hun har designet en kollektion for outdoorbrandet Haglöfs. Men undervejs har der været selvmordsforsøg, depressioner og tvivl.

Billeder fra ekspeditioner
Billeder fra ekspeditioner

Det var ét langsomt skridt efter det næste. Én anstrengt vejrtrækning efter den forrige. Solens stråler bankede ned fra den knaldblå himmel og reflekteredes i sneen, der lå som en dyne over bjerget. Edurne Pasaban kneb øjnene sammen bag brillerne og ignorerede sveden i nakken. Hun kiggede ikke op for at se, hvor langt der var igen. Hun løftede bare den ene fod og tog et skridt. Så den anden. Så en pause. Så et nyt skridt. Opad. Opad.

Klokken 11.30 17. maj 2010 var der ikke mere opad, ikke mere bjerg over hende, ikke flere skridt at tage, hun stod på toppen af det 8.027 meter høje Shishapangma i Tibet. Og med det blev den spinkle spanier den første kvinde i verden, der havde nået toppen af verdens 14 bjerge over 8.000 meter.

Det var en bedrift, kun 22 mennesker i verden havde opnået. Og på det tidspunkt ingen andre kvinder.

Set udefra var Edurne en superwoman. Hun var 37 år gammel og med en helt ekstraordinær præstation på CV’et.

Set indefra var der ikke meget super over Edurnes liv. Hun havde fulgt sin passion for bjergbestigning, men det havde haft personlige omkostninger, og hun havde mere end én gang i sit liv tvivlet på, om det var det værd.

I dag er Edurne Pasaban 43 år, og som hun sidder der i lobbyen på et skisportshotel i Pyrenæerne, iført dunjakke og med en uldhue trukket ned om ørerne, ligner hun ikke en, der tvivler på noget som helst. Hun har bløde træk, men et blik, der skriger determination. Vi møder hende, fordi hun netop har designet en kollektion for outdoorbrandet Haglöfs. En opgave, hun taler begejstret om, men som hun siger, hun også er nervøs for de kræsne forbrugeres modtagelse af. Det kan man bare ikke mærke på hende.

Hun er vant til at give det indtryk.

»Folk tror, at fordi jeg bestiger bjerge, er jeg sej og stærk. Men indeni er jeg ikke ret sej,« siger hun. Med et lillebitte smil.

Født med et talent

Edurne begyndte at klatre, da hun var 14 år.

Hendes veninde på det tidspunkt var interesseret i en instruktør i den lokale klatreklub i Tolosa i Spanien, og Edurne indvilligede i at gå med i klubben en aften. Det viste sig hurtigt, at Edurne havde et særligt talent for at bevæge sig i det lodrette element, og da veninden kort tid efter mistede interessen for instruktør og klatrevægge, blev Edurne hængende.

De næste år udviklede hun sit talent, først på klatrevægge, derefter på klipper, og så på sne og lidt højere bjerge i Alperne og Sydamerika, indtil hun i 1998 som et næste naturligt skridt rejste til Himalaya for at prøve kræfter med det ultimative for bjergbestigere, et af de 14 bjerge i verden, der er over 8.000 meter højt.

Den tur kunne have været enden på det hele. Edurne var uerfaren i den slags højder, i ekstremt vejr, ekstreme forhold, ekstremt pres. Og da hun tvunget af vejret sad i sparsomt ly bag en klippe langt oppe på bjerget i isnende kulde, i mørke, bange og udmattet, spurgte hun sig selv, hvad i alverden hun lavede der?

Smittet af passionen

Svaret fandt hun i bjergets base camp. For her forelskede hun sig i en mand, der var en erfaren bjergbestiger, og den passion, han havde for de barske forhold langt fra civilisationen, blev Edurne smittet af.

»Jeg tror, at hvis ikke jeg havde mødt Silvia på Dhaulaurigi i 1998, var jeg ikke blevet bjergbestiger. Jeg var meget forelsket i ham, og bjergene var det sted, hvor vi kunne mødes og være sammen som et par, så det gjorde vi,« fortæller Edurne.

Bjergene var det sted, de to kunne være sammen, fordi Silvia, som Edurne havde forelsket sig i, var gift. Det var på det tidspunkt nok for Edurne, der blandt andet nåede toppen af Everest sammen med italieneren.

Et par møder i bjergene årligt blev dog ikke ved at være nok, og da Silvias kone hjemme i Italien blev gravid med parrets tredje barn, brød Edurne med ham. Det gjorde ondt, men ikke mere ondt, end at hun var taknemmelig for, at han havde introduceret hende for passionen for bjergene. Og hun fortsatte sine ekspeditioner uden ham. Lånte penge af sine forældre, overtalte sponsorer til at hjælpe, og fundraisede sig til de høje beløb, det koster at stable de månedlange ekspeditioner på benene, som følger med bestigningen af klodens højeste bjerge.

Samtidig uddannede hun sig til civilingeniør. På det tidspunkt så hun ikke for sig, at hun skulle leve af at bestige bjerge, så i mangel af bedre alternativer og fordi det var, hvad hendes far ønskede og forventede, arbejdede hun med den uddannelse på CV’et for ham i hans firma, når hun var hjemme i Spanien.

K2 og kærlighed

I 2004 skete der to ting, der ændrede Edurnes verdensorden igen.

Den første var, at holdet bag det spanske TV-program »Al Filo de lo Imposible«, som var berømt for at producere vilde dokumentarfilm om ligeså vilde eventyrere, havde fået øje på Edurne og inviterede hende med på en ekspedition til K2, verdens andethøjeste bjerg og kendt som et af de mest dødelige.

Den anden var, at hun mødte den mand, hun i dag kalder sit livs store kærlighed. Den, man husker altid og uanset hvad eller hvem, der følger efter.

K2 blev den hårdeste ekspedition, Edurne endnu havde oplevet. Hun nåede toppen, men prisen var forfrysninger i en grad, så hun mistede to tæer, og en udmattelse så voldsom, at havde hun ikke haft venner med, som nærmest bogstaveligt bar hende ned, var hun endt som et i rækken af de mange lig, der flankerer K2s stejle skråninger.

Kærligheden blev lige så hård. Efter at have levet sammen i en boble af lidenskab og aftalt både bryllup og børn, blev Edurne forladt. Hendes eneste ene ville ikke leve med en kvinde, der også var forelsket i høje bjerge.

Edurne var knust. Smadret som en pulveriseret tallerken. Hun lå i ugevis apatisk på sin seng og stirrede op i luften og stillede sig selv store spørgsmål om livet. Tankerne smed hende ned i hul så sort, at hun endte på et psykiatrisk hospital efter et selvmordsforsøg. Og kom først efter flere måneder ud derfra og med en recept på lykkepiller i hånden.

Sponseret af TV-station

Det blev de bjerge, som havde kostet hende kærligheden, der reddede hende livet. I 2007 tvang hendes venner hende med tilbage til Himalaya. Og der, langt oppe, alene i naturen, indså hun, at det var det, hun ville med sit liv. At selv om det var en høj pris, hun betalte, kunne hun ikke sige farvel til bjergene.

TV-stationen TVE, som stod bag programserien »Al Filo de lo Imposible«, blev hendes sponsor, og med den kapital i ryggen blev idéen om at blive den første kvinde på verdens højeste bjerge besluttet. Der var ikke langt til det mål – Edurne havde allerede, selv om det ikke var bevidst, nået toppen af ni af dem. Og 17. maj 2010, da hun stod på toppen af Shishapangma, var det mission accomplished.

Edurne var stolt. Og glad. Men også tom.

»Jeg vidste ikke, hvad jeg nu skulle med mig selv. Jeg havde stadig ikke mand og børn, som jeg gerne ville, og mit mål med bjergbestigningen var nået. Folk skrev og ønskede mig tillykke med at have nået det mål, og det var jeg glad for, men samtidig tænkte jeg, at det jo egentlig var nytteløst, hvad jeg havde gjort, det ændrede jo ikke noget for nogen. Så jeg kastede mig ud i alt muligt, uden at have noget rigtigt mål, men bare for at lave noget, der kunne udfylde tomrummet,« siger hun.

Blandt det alt muligt var foredrag, TV-programmer, kortere ekspeditioner.

»Jeg sagde ja til alle, der ville have mig til et eller andet, og hver dag spurgte jeg mig selv, hvad jeg egentlig ville nu, men fandt ikke noget svar. Jeg havde arbejdet hen mod ét stort mål, nu havde jeg ikke noget fokus,« siger Edurne.

Endelig gravid

Det fokus kom delvis, da hun i 2011 fik den idé at åbne et rejsebureau. Bureauet fik base i Baqueira Beret i Pyrenæerne i Spanien, et sted, Edurne altid har holdt af, og ikke blev mindre glad for, da hun her mødte den mand, hun i dag er kæreste med.

Og som bliver far til den pige, Edurne skal føde til april.

»Jeg havde ikke troet, jeg nogensinde ville få børn. At skulle opgive den drøm for at bestige bjerge har fyldt rigtigt meget hos mig og var helt klart en stor del af grunden til min depression, så at det nu, som 43-årig, alligevel bliver virkelighed, er nærmest surrealistisk,« siger hun og smiler kæmpestort.

Det tangerer også surrealisme for hende, at det med kærligheden nu fungerer.

»Mit kærlighedsliv har altid været et roderi. Men nu føler jeg, at det er, som det skal være. At jeg endelig har fundet den rette. Og at han ikke kommer til at forlade mig, fordi jeg stadig vil være bjergbestiger,« siger hun.

For det vil hun. Og selv om hun godt ved, at det ikke bliver uproblematisk, for man rejser ikke bare til Everest eller til bjerge på fjerne egne af kloden, når man har et barn, ved hun også, at det kommer hun ikke desto mindre til at gøre.

»Mit liv bliver ikke fuldendt, fordi jeg får et barn. Jeg er så ambitiøs med mig selv og søger hele tiden nye udfordringer, så jeg lægger ikke drømmen om igen at bestige høje bjerge væk, fordi jeg har et barn. Jeg er typen, der altid vil have noget andet og mere end det, jeg har. Jeg tror ikke, jeg nogensinde bliver rigtig tilfreds med mit liv.«

Berlingske var inviteret af Haglöfs.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.