Jørgen Klubiens fantastiske dobbeltliv

Han gik i skole med Tim Burton, fandt på »Biler« og kendte Steve Jobs personligt. Sideløbende har han i 30 år været popstjerne i Danmark som forsanger i Danseorkestret. Vi tog til Los Angeles og besøgte Jørgen Klubien, der i en alder af 55 udsender sin første soloplade.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Jørgen Klubien har en svaghed for corny barer. Klædt i Levi’s denimjakke, jeans og cowboyhat mødes vi en aften i det østlige Los Angeles og triller ned på The Dresden Room i hans Land Rover. Baren er berømt for Marty & Elayne, som han kalder byens svar på Sussi & Leo. Han kan godt lide det brune interiør, karikaturtegningerne af duoen på væggen, og at filmen »Swingers« med Vince Vaughn er indspillet her. Vi sætter os i baren hos den aldrende bartender og skyller en rejecocktail og en bunke empanadas ned med Budweiser og ginger ale.»Kom og besøg mig på Paramount i morgen. Så kan vi snakke over en lang frokost,« siger han.

Næste dag ligger der en stilig invitation til mig hos vagten på 5555 Melrose Avenue. »Jorgen Klubien is expecting you«. Arbejdsdagene på Paramount er fra 9-19. Klubien tegner og udvikler historier nu om dage, og for tiden arbejder han på et filmmanuskript, der halter lidt. Han har været et halvt år her i Hollywoods ældste filmstudie, hvor klassikere som »Godfather«, "Chinatown" og »Indiana Jones« er blevet til. Men Paramount er ikke på toppen. Sidste år blev her indspillet én spillefilm. Skatteforholdene i Californien får folk til at flytte produktionerne til andre stater eller andre lande.

Jørgen Klubien i Los Angeles, hvor han bor og arbejder til dagligt. Klubien er forsanger i Danseorkestret og har sideløbende arbejdet som animator og storyboarder på en række betydningsfulde udenlandske film. Nu udgiver han for første gang et soloalbum.
Jørgen Klubien i Los Angeles, hvor han bor og arbejder til dagligt. Klubien er forsanger i Danseorkestret og har sideløbende arbejdet som animator og storyboarder på en række betydningsfulde udenlandske film. Nu udgiver han for første gang et soloalbum.

Vi går rundt blandt studierne. Den aldrende skuespiller Martin Landau kommer ud fra et af dem med sit følge og giver mindelser om en svunden tid.

I kantinen får vi takeaway-bakker med Jamaican Jerk Salad og sætter os under en parasol udenfor. Klubien hilser på en ung sort kvinde, der arbejder som receptionist i hans afdeling. Stevie Wonders kommende svigerdatter, fortæller han. Han har givet hende en kopi af sin cd, som de kan lytte til »i familien« – det er ingen hemmelighed, at Wonder er Klubiens store forbillede som sanger. Soulmusik har altid været hans udgangspunkt, og Klubiens første plade i eget navn hedder »Soul Cowboy«.

»Cowboy er noget, man normalt forbinder med en hvid mand, og Soul forbinder man med en sort mand. Men jeg er en blue-eyed mand, der synger soul, så titlen er tænkt på den måde – selv om der selvfølgelig ikke findes den opdeling i den virkelige verden. Der var og er også sorte cowboys, lige som der er hvide soulsangere. Og så er der også den lille ordleg i titlen, at »soul« betyder »sjæl«, men også kan lyde som »sole« altså »alene«. Altså en variant af begrebet »lonesome cowboy«. Meget af mit liv har nok været et enspænderløb.«

Jørgen Klubien er aktuel med sit første soloalbum "Soul Cowboy".
Jørgen Klubien er aktuel med sit første soloalbum "Soul Cowboy".

Her i Californien er han Jorgen. I Danmark er han Jørgen. Og selv om de fleste danskere ved, at Jorgen har arbejdet som tegner i Hollywood i mange år, er Jørgen i Danmark først og fremmest en tredjedel af Danseorkestret sammen med Jacob Andersen og Rasmus Kærså. Manden, der sang det ultimative danske 80erhit »Kom Tilbage Nu«.

»Jacob og Rasmus var venner, og de så godt ud. Sonet gav dem en pladekontrakt, og vi blev ført sammen og fik stykket den første plade sammen. Og så har det stort set været sådan siden, at jeg har arbejdet herovre og har taget lange ferier derhjemme og spillet med dem,« forklarer han.

»Det er nok gået lidt ud over min karriere, for amerikanerne synes ikke, jeg bare kan tage tre måneder fri, men det har jeg altså prioriteret. Jeg er også blevet fyret på grund af det, men det er ok, for det job, jeg har haft længst, er det, jeg selv har skabt med Danseorkestret. Herovre er de glade for dig, så længe de har brug for dig, og når de ikke længere har brug for dig, er de skideligeglade. Men det er også svært at være i et band. Det kan være rart at stå og spille 80erkoncerter, men mine musikalske ambitioner er større. Jeg har brug for at have mit eget, for at være mere fri og for at synge på engelsk. Det er nogle af grundene til, at jeg har lavet min første soloplade.«

 

Jørgen Klubien i stolen hos Los Angeles' måske stiligste barber, Sweeney Todd's Barber Shop på Hollywood Boulevard.
Jørgen Klubien i stolen hos Los Angeles' måske stiligste barber, Sweeney Todd's Barber Shop på Hollywood Boulevard.

Danseorkestret i 1980erne er et særligt kapitel i dansk musik. Det var lyden af skiferier, dynejakker og tennis. Det var ispinde, diskoteker og surfboards. Sweatshirts fra Marc O’Polo, rygsække fra Salomon, Maiken Wexø på MTV og Michael Bundesen som chef for Kanal 2. Det var soundtracket til Ivan Reedtz-Thott på vandski efter Storebæltsfærgen. Det var Musikcafeen, Montmartre og indbegrebet af det smarte København. Hvis man var disker.

De to andre i bandet så måske godt ud, men Jørgen Klubien var stilikonet, længe før det begreb var opfundet. Det var ikke tilfældigt, at Casper Christensen for et par år siden gik på knæ og smed sine hænder i vejret muslim style for at hylde Klubien, da han pludselig dukkede op og sang »Regndans« i »Her er dit liv«. For Klubien var lige den tand coolere end os, der var teenagere der i midten af 1980erne. Han var otte-ti år længere fremme i sejlerskoene og havde allerede langt nakkehår, da vi andre gik og ventede på, at vores voksede ned til den opslåede krave på cowboyjakken. Hans Adidas Stan Smith var slidt på den rigtige måde, da vores stadig var alt for stive og alt for hvide. Hullerne i hans slidte Levi’s var perfekte.

Jørgen Klubien har boet i Californien siden starten af 1980erne og har arbejdet på nogle af Hollywoods største tegnefilm. Han er bl.a. medforfatter på kassesuccesen "Biler".
Jørgen Klubien har boet i Californien siden starten af 1980erne og har arbejdet på nogle af Hollywoods største tegnefilm. Han er bl.a. medforfatter på kassesuccesen "Biler".

Og så havde han den der karriere som tegner for Walt Disney på et tidspunkt, hvor det var noget særligt at bo i USA. Da Danseorkestret spillede til støttekoncerten for Afrika i Idrætsparken i 1985, bragte TV-Avisen et indslag med Klubien som den hjemvendte søn, der kørte i hestevogn i Dyrehaven i en tyk rulamsfrakke i bedste Sam McCloud-stil og en baseballkasket på et tidspunkt, hvor den endnu ikke var en global trend.

Danseorkestret var på ingen måde no future, angst eller weltschmerz, men det behøvede ikke at være tom underholdning af den grund. Man kunne sagtens være ked af det i sine moonboots. Der kunne også være koldt i en Henry Lloyd dynejakke. Og når der var det, varmede man sig i de bittersøde sange om lækre piger, man ikke kunne få fat på, skulle rejse væk fra eller bare ønskede ville komme tilbage nu.

Jørgen Klubien er født i 1958. Hans forældre blev skilt, og de tre søskende voksede op i en stor lejlighed i Bredgade sammen med en hjemmegående mor og en lidt ældre, fjern stedfar, der kørte i en skinnende Chevrolet Biscayne, var civilingeniør og en opfindertype, som eksperimenterede med vandtætte telefoner i familiens badekar. Klubiens rigtige far boede på Kongens Nytorv, men lørdag-søndag drev han et landbrug på Farø og var med egne ord »weekend farmer«. Der blæste muligvis antiamerikanske vinde i Danmark i første halvdel af 1970erne på grund af Vietnamkrigen og Nixons Watergate, men USA var ikke et fy-ord hverken hjemme eller hos faren.

Adios, amigos!
Adios, amigos!

»Og så var der Flemming Ostermann, som var min musikalske far. Han underviste mig og tre andre i børneorkestret Babybandet. Vi øvede i et kollektiv i Hellerup, hvor der var bollerum ovenpå. Jeg spillede trommer, røg King’s uden filter og lærte også at spille guitar af ham.«

Klubien delte allerede som dreng sin tid mellem at tegne og spille musik. Men musikken blev med ét reduceret til en hobby, da hans mor i 1973 forærede ham Christopher Finchs bog »The Art of Walt Disney«.

»Jeg havde længe elsket Anders And, men med den bog gik det op for mig, at man kunne arbejde med at lave tegnefilm. Indtil da havde jeg forestillet mig, at Walt Disney havde siddet og tegnet det hele som barn,« griner han.

Den 15-årige Klubien havde på det tidspunkt »snusket« sig til en realeksamen i en ren drengeklasse på Krebs Skole, hvor han kom for tidligt i skole og i forvejen var lille af sin alder. Det fik ham til at tage rollen som klassens sjove, frække dreng, der var hurtig til at »hakke andre ned verbalt«, hvis nogen forsøgte at drille ham. Så det gjorde de ikke. Til gengæld fik han mere end en gang håndmadder af skolens rektor Jørgen Stegelmann for at være fræk.

Rektors søn, Jakob Stegelmann, var hans bedste ven og blev senere en af landets førende eksperter i tegneserier og tegnefilm. Om eftermiddagene tegnede og skrev de to venner skolebladet Den Gyldne Hane med karikaturtegninger af lærerne, og de gik på jagt efter Super 8-film i Magasin og i byens fotobutikker. Hverken VHS eller Betamax var udbredt endnu, så Super 8 var måden at afspille film selv.

»Jeg var besat af USA og havde drømme om, at der gik en bro fra Danmark til USA, så man bare kunne køre over. Da jeg var 16, tog jeg til USA for første gang. Alene. Jeg rejste med Greyhoundbus og havde mit Super 8-kamera med og filmede løs blandt andet i Brooklyn. Jeg fulgtes lidt med en sort kvinde og hendes lille søn, og jeg kan huske, at vi blev smidt ud af en restaurant i Salt Lake City i Utah, der ikke ville servere for hende. Jeg var også til koncert med Roberta Flack som den eneste hvide. Men jeg tog først og fremmest derover, fordi vi havde noget langt ude familie, som kendte en, der kendte en, der engang havde arbejdet for Disney. Så jeg fik lov til at besøge Disney, og de bad mig om at holde mig i kontakt. Siden da havde jeg skyklapper på. Det var det eneste, jeg ville.«Efter to år på Skolen For Brugskunst i København blev Jørgen Klubien optaget på kunstskolen California Institute of the Arts, i daglig tale kaldet CalArts. Kort efter fulgte et brev fra Jørgen Stegelmann, der ønskede tillykke og skrev, at der »var kommet så meget godt ud af Hollywood« – den gamle rektor var også filmkritiker på Berlingske Tidende.

 

CalArts ligger i Valencia nord for Los Angeles og er grundlagt og finansieret af Disney. Klubien var 19 år og boede på campus i et år. Blandt de andre studerende på årgangen var den senere kult-instruktør Tim Burton, som Klubien kun kendte perifert på skolen, men som han siden har arbejdet sammen med på både Disney Channel, »The Nightmare Before Christmas« fra 1993 og senest hjalp på »Frankenweenie« fra 2012.

»Vi blev undervist af nogle af de gamle Disney-tegnere, som var knalddygtige. Om aftenen og i weekenden tegnede jeg på en kortfilm, som ville blive bedømt af Disney sidst på skoleåret. Så det var hårdt og også lidt ensomt, men det var samtidig skægt. Folk badede nøgne i poolen udenfor, og vi havde sådan nogle klassiske parties med lattergas, der blev hugget fra det nærliggende hospital. Jeg delte værelse med en fyr, der blev kaldt Savage Steve, som senere instruerede »Porky’s«-filmene (»Varme drenge«, red.). Han havde damer med i overkøjen nærmest hver aften. Jeg lå i den nederste køje og havde intet – og lignede en på 12…,« husker Klubien.Til gengæld havde han et job på Disney ved skoleårets slutning. Som den eneste blev han tilbudt ansættelse efter bare et år på skolen. Han var »pavestolt«.

Drengedrømmen var gået i opfyldelse, men da han startede på Disney, var studiet en skygge af sig selv.

»De rigtig dygtige tegnere var gået på pension eller døde, så nu var b-holdet kommet til, og de følte sig truet af os unge. Så der var ikke rigtig sjovt at være. Plus at jeg havde mega hjemve, både efter damer – der har jeg altid haft mere held derhjemme – og så savnede jeg mine venner og at spille musik.«

Jørgen Klubien tog hjem til småjobs på »Gummi Tarzan« og »Otto er et næsehorn« og til et par optrædender i dansk melodi grand prix. Han havde allerede spillet trommer for Brødrene Olsens »San Francisco« i 1978. Nu sang han »En Tragisk Komedie« i 1981 og »Marie« året efter, begge med vennen fra Krebs Skole, Carsten Elmer. De to når at indspille en mini-lp produceret af Stig Kreutzfeldt. I 1983 vendte Klubien tilbage til Los Angeles.

Tilbage i USA var hans nære studiekammerat John Lasseter også startet på Disney – han blev senere kreativ chef for først Pixar, som stod bag revolutionerende animationsfilm som »Toy Story«, og siden for Walt Disney Animation Studios, hvilket han stadig er.

I 1995 tog Lasseter Klubien med til Pixar i San Francisco, der var grundlagt af Apples grundlægger Steve Jobs. Her udviklede Lasseter og Klubien blandt andet kassesuccesen »Biler« sammen med to andre. Klubien er medkrediteret for »Original storyline« og »Screenplay« i rulleteksterne. Det var ham, der fandt på den fine slutning, hvor helten Lynet McQueen ikke vinder det afgørende racerløb (det ville være for plat), men til gengæld vinder alles sympati, ikke mindst seernes, da han skubber Strip Weathers over målstregen og dermed hjælper den aldrende veteran til at gennemføre sit sidste løb med æren i behold.

Samme ædle slutning var der ikke just på Klubien og Lasseters venskab.

»Jeg blev kørt ud på et sidespor efter »Biler«. John ville sole sig i succesen alene, og jeg blev fyret, fordi jeg ikke selv ville sige op. Jeg mødte Steve (Jobs, red.) på gangen samme dag, og han spurgte, hvad sker der? Jeg har fået ok credit i rulleteksterne, men det er ikke sjovt at blive fyret og blive skrevet ud af historiebøgerne. John er i mellemtiden blevet den store chef for Disney, så der er jeg ligesom bare blacklistet,« forklarer Klubien og medgiver, at dér røg et venskab.

»Der er slet ingen kontakt. Jeg får bare et standardsvar, når jeg spørger, hvad der sker med deres sequels, eller om det ikke er på tide, at jeg får en bonus check. Jeg har talt med en advokat om det, men når man er ansat, skylder de dig ikke noget. Så det er mere en moralsk sag. Men jeg gider ikke bruge mere krudt på det. Så er det bedre bare at lave nogle andre ting. Livet er jo kort. Og John er ved at eksplodere at fedme og rødvin i de her år, og det er jo fordi, han lever på en løgn. Som en underlig Joakim von And bader han rundt i penge og awards og folk, der er vilde med ham, fordi de tror, han har lavet det hele. Men en dag kommer sandheden frem. Jeg er ikke den eneste, han lyver over for. Men det føles da underligt. Vi delte lejlighed sammen på CalArts, han var med hjemme i Danmark og holde jul med min familie, og han var forelsket i min lillesøster. Vi var tætte som brødre. Men han er nogle år ældre end mig, så han har sikkert set mig som sådan en lillebror, der bare skulle gøre, hvad han sagde,« forklarer Klubien, tømmer sin kaffe og går op for at arbejde videre.

Næste aften kører jeg op til Klubiens hjem i Glendale. »Ahh, oppe i bakkerne,« siger taxachaufføren, da han hører adressen. Vi kører ad motorvejen, drejer af og snegler os op i et kvarter, hvor vejen bliver smallere med hvert sving.

Land Roveren holder udenfor. Det milde californiske klima har været nænsomt ved den vinrøde Porsche 356, der står i den ene garage. I den anden holder en rød Willy Jeep. Både hus og jeep er med i videoen til den ny sang »City Of Angels«, en spoof på Coen-filmen »The Big Lebowski«, hvor Klubien har overtaget Jeff Bridges’ rolle som den bowlende, white russian-drikkende, potrygende The Dude.

Klubien har boet i huset siden 2005, hvor han flyttede tilbage til Los Angeles efter årene på Pixar i San Francisco og nogle år i Portland, hvor han hjalp Nike-direktøren Phil Knight og dennes søn med at starte filmselskabet Laika.

Det var under den tid, han også mødte sin danske kone, som arbejdede med pr i San Francisco. De har i dag to børn på ni og 11, men blev skilt for tre år siden, og hun og børnene bor nu i Danmark.

»Måske arbejder jeg for meget. Jeg har i hvert fald prioriteret jobbet højt. Men det kan også være noget med, at mange af de kærester, jeg har haft, har været en del yngre end mig selv. Det er svært at sige, hvorfor det nogle gange duer og andre gange ikke duer. Det vil jeg helst ikke gøre mig klog på. Men jeg har altid været vild med smukke kvinder og har nok tit skudt over målet – og nogle gange har jeg været heldig...,« forklarer Jørgen Klubien, hvis nye danske kæreste flytter over til ham til sommer.

Klubien har beholdt huset, og det har en særlig betydning for ham. Det blev bygget i 1935 af en af hans helte, Joe Grant, der var Walt Disneys højre hånd. Klubien arbejdede sammen ham og har et snapshot af dem sammen hængende på væggen. Grant døde i 2005, og Klubien købte huset af hans døtre.

Og det er en perle… Det kan godt være, at striden med John Lasseter blokerer for jobs på Disney lige nu, men på 1.-salen har Klubien til gengæld sit eget klassiske Walt Disney Studio, hvor der sikkert også er noget hyggeligere. Da der kom ny ledelse på Disney i midten af 1980erne, ville man smide de gamle art deco-møbler ud og modernisere virksomheden. Klubien og en ven opkøbte de patinerede møbler. Han viser et sorthvidt foto, hvor Walt Disney selv instruerer to medarbejdere, der sidder i netop de stole, Klubien har i sit studio. Op ad væggene står en efterhånden pæn samling guitarer, og på væggene hænger diverse tegninger og skitser lige fra kærlige karikaturer, som kolleger har lavet af Klubien, til originale Carl Barks-tegninger og en original baggrund fra »Lady & Vagabond« i det karakteristiske aflange CinemaScope-format.

I vindueskarmen sidder en perfekt replika af Lillebror, som Klubien »lige tegnede op«, da han arbejdede en kort stund på DR, og derpå selv snittede og syede rødternet mælkedrengeskjorte og smækbukser til. »Hvis man kan tegne, kan man også modellere,« forklarer han beskedent.

I stueetagen er der et par værelser, hvor et par venner for tiden logerer. Jørgen Klubien tager hjem til Danmark, så ofte han kan – gerne i kombination med et job med Danseorkestret – og han får sine børn over i ferierne. Om aftenen sidder de i lænestole i den vildtvoksende have, svøbt ind i tæpper og ser gamle tegnefilm på den gamle Super 8-fremviser, der snurrer i mørket.

»Huset er også en investering for mine børn. De elsker det, og de er snart store nok til at kunne gå i skole herovre et halvt år eller noget lignende.«

Vi slutter, som vi startede. Sætter os ind den grønne Land Rover og triller ned til et af Klubiens corny favoritsteder. Denne gang står den på gennemført tiki-tema på restauranten Damon’s i Glendale, hvor det at dømme på ejerens hjertelige modtagelse ikke er første gang, Klubien sætter tænderne i en fortovsflise af en bøf med peberrodsdip og skysovs. Alt er lavet af siv her, på væggene er malet polynesiske skønheder ikke ulig Carl Barks’ malerier af nøgne kvinder fra perioden, hvor han havde kvittet Disney og endnu ikke var shanghajet af fans til at male Anders And, som kun han kunne. Klubien har købt eller byttet sig til flere af Barks’ malerier.

»Drømmen var oprindeligt at få lov til at lave mine egne film, og det har været lige ved og næsten et par gange, men så alligevel ikke. Men mine egne ambitioner i branchen er efterhånden også nogle andre, end da jeg startede. I dag ser jeg det mere som et arbejde, der er rimelig sjovt, og som jeg kan leve af. Jeg er sammen med søde mennesker, og jeg har tid til at lave min musik ved siden af. Så jeg er superglad,« forklarer han.

»Jeg synes, jeg har haft en produktiv og succesfuld karriere både som tegner og som musiker. De politiske spil, livet byder på, har også været spændende – så længe man overlever, har betalt sine regninger og stadig har sit gode humør. Det er heltens rejse at kunne komme ovenpå og ikke lade de negative ting dominere. Det er jeg meget bevidst omkring... En af de ting, jeg godt kan lide ved Californien, er det der glade Anders And-lys. Det skinner på alting.«

»Soul Cowboy« (Mermaid Records) udkommer i morgen. jorgenklubien.com

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.