Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
B Mennesker

»Jeg har omskåret 10-årige drenge, der skreg mindre, end du gjorde«

Hassan Preisler og Maise Njor.
Hassan Preisler og Maise Njor.

Maise Njor:
Jeg går og venter på, at jeg fortryder. Hvis jeg har ur på, kan man ikke se det, men når jeg tager uret af, er jeg sådan en TYPE, der har en tatovering, og jeg har en blandet følelse af, at jeg på den ene side ville ønske, at jeg ikke havde den, men på den anden side ikke fortryder.

Det var ved det første forårspip, at min kollega Pia kiggede op over sin computerskærm og spurgte, om det var i dag. Jeg vidste godt, hvad hun mente, så vi tog vores jakker og gik i Nyhavn. Inde hos Tatto-Ole fik hun lavet en lille fin elefant, og jeg fik en tatovering på håndleddet, foretaget af en dame med så meget filler i læberne, at det lød som om, hun talte ud gennem to frankfurtere. »Phffet phffsjerte? okay,« sagde hun, og så tændte hun nålen og gav mig et varigt minde på højre arm til lyden af tysk heavy.

Min kollega og jeg havde i månedsvis diskuteret, hvordan vores tatoveringer skulle se ud, så efter mange overvejelser fik jeg indgraveret et lille hjerte med vinger. På engelsk siger man »to wear ones heart on ones sleeve« om folk, der kommer ud med deres følelser i stedet for at gemme dem, og sådan en ville jeg gerne være, og desuden ville jeg gerne minde mig selv om at bevare et let og lykkeligt flyvende hjerte ...

Så selvfølgelig er det ærgerligt, at de fleste, når de ser min tatovering, enten spørger, om jeg er tidligere SAS-stewardesse (i gamle dage havde de et emblem på uniformen, der mindede om den), eller om tatoveringen er inspireret af et Gasolin-album ...

Det, der skulle være en stille påmindelse til mig selv om noget vigtigt, får mig mest bare til at ligne en, der kun halvvejs trådte ind i en virkelig inferiør rockerklub. For det sætter en i bås at have en tatovering. Klassikerne er selvfølgelig røv-geviret, den gæliske slaske-slange rundt om armen eller hipster-ankeret.

Men i det hele taget sender det et signal, og selv om der efterhånden er mange, der har tegninger på kroppen, må jeg indrømme, at jeg føler mig en smule kikset, når jeg tager uret af og ser mit højre håndled. Men ikke så kikset som det familiemedlem, der ville have et minde om sine faldne soldaterkammerater, og da han så sig i spejlet, så teksten »Always rember«.

Hassan Preisler:
Det fornemmes som et knips. Måske er der endda en lille lyd: »Klak!« Jeg tænker ikke videre over det, ikke før jeg tilfældigt ser ned og opdager en sø af blod mellem mine ben. »Du har fået menstruation,« siger jeg til hende. »Nej,« svarer hun. Jeg trækker mig ud og opdager, at blodet stammer fra mig. Jeg får en isnende fornemmelse ned ad min ryg.

Det er imponerende bygninger, der omkranser Marmorkirken. Jeg går op ad de brede trapper. Den ornamenterede dør er tung. Indenfor er der langt op til den kringlede stuk. En sygeplejerske tager imod mig. Hun taler med accent. Hendes tone er hård. »Denne vej,« beordrer hun. Lægen kommer ind gennem den brede dobbeltdør. Han er høj og slank, håret er gråt. Han sætter sig på en skammel foran mig.

»Strengen er knækket. Den skal væk!« siger han og trækker gummihandskerne af. »Væk?« spørger jeg. »Jeg laver en ny,« siger han. »Ny?« siger jeg. Han svarer ikke. »Læg dig ned,« beordrer sygeplejersken. Hun skyder en skærm ind over min mave, så jeg ikke kan se, hvad der skal ske forneden.

Da lægen stikker kanylen i første gang, skriger jeg af mine lungers fulde kraft. Så rumsteres der, kan jeg mærke. Men jeg har ingen idé om, hvad der skæres af. Hen over afdækningen kan jeg se sakse og knive, tamponer og klemmer.

»Jeg har omskåret tiårige drenge, der skreg mindre, end du gjorde,« siger lægen, da han 20 minutter senere sender mig af sted igen med en ny streng. »Du skal ligge ned derhjemme, ellers vil der gå betændelse i den,« siger sygeplejersken. Jeg går ind i den ventende taxa og kører hjem og falder i en dyb søvn.

Næste morgen vågner jeg badet i sved. Jeg løfter dynen hastigt. Den blodige bandage fortæller mig, at det ikke blot var et mareridt. I løbet af de kommende uger hæver jeg op til firedobbelt størrelse. Farverne går fra forårsgrøn til midnatsblå og slutter i dybe lilla nuancer. Om natten sover jeg med en pude mellem mine spredte ben, om dagen går jeg rundt i lejligheden som Lucky Luke.

Da ventetiden er gået, tager jeg mod til mig og ser det hele an i det skarpe lys fra badeværelsets loftlys. Der, hvor strengen sad, er nu en fin lille forhøjning. Min ny streng minder om bjergkæderne på den plasticglobus, der står i vindueskarmen og lyser.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.