Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

»Jeg har kendt mine bryster i mange år, så jeg ved jo godt, at de ikke har lært at tale«

Hassan Preisler og Maise Njor.
Hassan Preisler og Maise Njor.

Maise:
»Hej piger,« siger jeg nogle morgener til dem. Eller jeg kan lige sådan lidt venligt, uden mål, som når jeg taler med min hund, sige »hvad så?« selv om jeg godt ved, at hverken den eller de svarer.

Jeg har kendt mine bryster i mange år, så jeg ved jo godt, at de ikke har lært at tale. Så gamle er de heller ikke. Men vi har hængt ud sammen i mange år, og jeg betragter dem som gamle venner.

Nu er det jo ikke alle, der har så stor en kærlighed til egne babser – men bare fordi jeg ikke har lyst til at lave om på mine, kan jeg ikke blive forarget over, at andre har. For det meste sidder fejlen jo i hovedet, og jeg har åbenbart besluttet at betragte de to fortrin som – fortrin, der har bragt så meget glæde for store og små! Mest små ... Og ja, de ligner to kød-tipier, når jeg bukker mig ned, men så skal man jo bare rejse sig op igen, og vupti, de hænger på samme plads, som de altid har gjort, sådan plus-minus. Men det mærkelige er, at når jeg siger, at jeg er tilfreds med mine bryster, oplever jeg af og til en vred reaktion fra folk – som om det er en større provokation end at sige, at man er ked af punkter på sin krop.

Jeg kan ikke hidse mig op over, at nogen vil have nye bryster, men jeg kan egentlig godt blive forarget over, at man må reklamere for plastiske operationer i det offentlige rum, for en bus-langside med »Nye bryster« er bare ikke det samme som »Cirkusrevyen«. Det ene er et tilbud om underholdning, og det andet er med til at give mange mennesker en fornemmelse af, at de ikke er normale, men at det til gengæld er normalt at lave om på sit ydre. Og pludselig har man måske fået lavet for meget ...

Som den dag, hvor jeg fortalte en sjov historie (syntes jeg selv) til en veninde, jeg ikke havde set længe. Hun fortrak ikke en mine. Jeg blev nervøs. Jeg fortalte en anden. Stadig ingen reaktion. Først ved den tredje meget festlige (syntes jeg selv) fortælling, gik det op for mig, at hun måske hyggede sig ret meget. Jeg kunne bare ikke se det, for hun havde fået Botox i hele morgenkrydderen. Og da jeg kom til den erkendelse, kunne jeg slappe af i mit eget, økologiske, faldefærdige ansigt.

Den dag tænkte jeg, at hvis du får sprøjtet så meget ind i ansigtet, at du bedre kan lide at se dig selv i spejlet, så risikerer du, at andre har svært ved at se dig klart.

Hassan:
Jeg har aldrig fået foretaget en kosmetisk operation, og det er der heller ingen af mine venner, der har. Sådan er det at tilhøre det segment, der mener, at kroppens naturlige forfald er ukrænkeligt. »Tænk, om hun havde en bedre barm« var en kættersk tanke at tænke dengang, jeg var ung.

Min første oplevelse med kosmetisk forandrede bryster var i et haveskur for mange, mange år siden. Vi havde forladt festen og kysset i klitterne, indtil sandet trængte ind under bukser og bluser. Jeg spærrede døren indefra med en rive. Hendes hår var kort, og jeg kunne se, at dets rødbrune toner heller ikke var naturlige.

På den tid var vi ikke nærige med kritikken af kvinder, der havde fået foretaget den slags kosmetiske forandringer: »Hun må have et lavt selvværd,« hviskede vi bag ryggen på den formastelige. »Ja, hun er nok en socialklasse 5’er,« sagde vi, når hun havde forladt festen: »Hun må stamme fra Vestegnen« – »eller Amager!«

Jeg havde bemærket dem fra det øjeblik, jeg trådte ind ad sommerhusdøren. De var som fremmedlegemer i vores midte. Derfra stod de politisk ukorrekt og strittede uvirkeligt mod os. Og det var med antropologisk nysgerrighed, at jeg førte hånden ind under silkeblusen og spændte BH’en op. Den sprang af, og jeg undersøgte silikoneudvidelserne, som byggede jeg med modellervoks.

Pigen fra haveskuret har jeg ikke set siden, og jeg må med skam indrømme, at jeg hverken kan huske, hvad hun hed, eller genkalde mig hendes ansigt. Men tiden gik. Og for nogle år siden skete det så, at jeg på en ferie mødte en kvinde, der var yderst selvstændig og velovervejet. Hendes selvværd fremstod solidt, og hendes kropslige skam syntes at ligge et godt stykke under min. Og så havde hun kunstige bryster.

Hun havde set sig i spejlet og tænkt, at tingene ikke helt var, som de skulle være. »Få det nu fixet!« havde hun sagt til sig selv med henvisning til byggemarkedssloganer: »Det skal bygges væk!« Og således fik hun udvidet sin barm til en størrelse, der passede hende bedre. »Det kan godt være, at de er kunstige, men det er MINE kunstige bryster,« sagde hun, hvis nogen spurgte til dem. Og jeg elskede de små nytilkomne poser under huden lige så højt, som deres mere originale omgivelser.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.