Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hvem er sjovest i landet her?

»Årets komiker« og »Talentprisen« blev uddelt for niende gang i går, da Zulu Comedy Galla samlede Danmarks sjoveste i Operaen i København.

Karakteren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm (Frederik Cillius) fra den korte radioavis på radio 24syv.
Karakteren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm (Frederik Cillius) fra den korte radioavis på radio 24syv.

»Man kan tids nok få en skideballe, så det gælder om at nyde sådan en pris. Da jeg vandt den sidst, gik jeg rundt i en osteklokke hele aftenen, og det var først dagen efter, at det gik op for mig, hvor meget den egentlig betød,« siger Mick Øgendahl før showet går i gang, endnu engang med Nikolaj Lie Kaas som meget charmerende vært.

Hvem er sjovest i landet her? Når Nikolaj Lie Kaas er vært på ZULU Comedy Galla, er der faktisk et par af de optrædende, der blegner. Dog ikke Nicholas Bro, som ankom via brandmandsstang, og drømte om at tage det høje C.
Hvem er sjovest i landet her? Når Nikolaj Lie Kaas er vært på ZULU Comedy Galla, er der faktisk et par af de optrædende, der blegner. Dog ikke Nicholas Bro, som ankom via brandmandsstang, og drømte om at tage det høje C.

Øgendahl var nomineret til ”Årets komiker” sammen med Linda P og Rune Klan, men det er »Den korte radioavis« med Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, alias Rasmus Bruun og Frederik Cilius, som løber af med sejren. Deres nominering blev begrundet af de to programchefer på Radio24syv, Mads Brügger og Mikael Bertelsen – sidstnævnte med ordene: »Når man lytter til Kirsten Birgit, så føler man sig dum, og det er en stor bedrift at sparke nedad på den måde«. Måske med henvisning til den uskrevne regel om, at humor skal sparke til dem, der ligger over dig, tjener mere end dig, og er mere privilegerede. Som når man lader »Snobberne« sige, at »de fattige er sgu også så kedelige«, mens de soler sig på lystyachten med den pink sweater sirligt svunget om halsen. Og ikke som når Linda P’s version af en vordende moder foran Arbejdsformidlingen tager et hiv af smøgen og siger, at hendes baby i maven kun sparker, når hun drikker rødvin, som er virkelig kold …

Selv siger Rasmus Bruun og Frederik Cilius efter prisoverrækkelsen, at det kan give lidt sved på panden, når nogle lyttere fortæller, at hvis de hører »Den korte radioavis«, så føler de ikke, at de behøver at følge med i andre nyhedsudsendelser.

»Måske ville det være meget rart, og tage presset lidt af os, hvis folk også frekventerer de rigtige nyhedsprogrammer af og til,« mener Rasmus Bruun. De havde virkelig ikke regnet med at vinde, bedyrer de, og havde da også øvet deres »værdige taberansigt«, til når kameraerne zoomede ind på dem, mens Mick Øgendahl tog imod prisen. Sådan gik det ikke, og de var så uforberedte på sejren, at de på grund af elendig planlægning faktisk ikke kan fejre den ved at feste igennem, da de skal holde oplæg på RUC fredag formiddag.

I den anden ende af skalaen, hos de knap så kendte komikere, er det Jacob Taarnhøj, der stikker af med »Talentprisen«, som sammen med 100.000 kroner gives til en stand-up komiker på vej. Da han går på scenen, rejser hele salen sig op, og det var meget rørende, fortæller Jacob Taarnhøj bagefter.

Hvem er morgendagens stjerner? Jacob Taarnhøj vandt »Talentprisen« og de medfølgende 100.000 kroner.
Hvem er morgendagens stjerner? Jacob Taarnhøj vandt »Talentprisen« og de medfølgende 100.000 kroner.

»For fanden, hvor er folk søde, og det er i det hele taget et miljø, hvor folk støtter hinanden meget. Vi ved jo alle, hvor ensomt det kan føles at stå på en scene og prøve at være sjov. Derfor var det vigtigt for mig at nævne de steder, hvor publikum kan komme og høre nye stand up-komikere, for man ER jo ikke bare god – det kræver rigtig mange timer på en lille scene, hvor man kan afprøve sit materiale, og falde igennem, uden at det gør så meget,« siger Jacob Taarnhøj.

Tobias Dybvad, som vandt prisen i 2011, mener, at det er et rigtig dejligt skulderklap, men at prisen for at få prisen kan være hård: Det forventes, at man kommer igen året efter og leverer fem minutters stand-up.

»Og det er egentlig ret forfærdeligt, for du kigger ned på alle de mennesker, som enten er komikere, eller nogen, der er kendt fra tv, så det er rimelig nervepirrende, og man vil virkelig gerne have, at belysningen er dæmpet, så man ikke kan genkende ansigterne.«

I nærheden står Mikael Wulff, som aldrig har vundet hverken »Årets komiker« eller 2Talentprisen«, og det er han på en måde glad for, for som han siger, så forpligter det til at indfri sit talent, og den slags skal man måske prøve at undgå. Altså, sagt med glimt i øjet – og også sagt af en, som har mange forskellige talenter. Til efteråret ruller serien »Perfekte steder« over ZULU-skærmen, og den har Mikael Wulff både skrevet og instrueret, samtidig med, at han er den ene halvdel af WulffMorgenthaler, hvis tegneseriestriber er solgt til adskillige aviser verden over.

»«Perfekte steder« er ikke en komedie, men en ung kærlighedshistorie med humor,« fortæller han, og afslører, at hans egne mange første teenage-forelskelser aldrig blev opdaget af dem, kærligheden var rettet imod, men nu, hvor han af og til stalker dem på Facebook og kan se, at de netop er kommet ud af tredje eller fjerde ægteskab, overvejer han lige at skrive et par ord til dem, for det kan være, at de får øje på ham nu.

Meget god komik stammer fra det sted i sjælen og skolegården, hvor man bare ikke var så sej, som man gerne ville være, eller man havde for tykke briller eller ører eller lår, eller i det hele taget bare ikke var, som folk er flest. Så på den måde er ZULU Comedy Galla en fejring af fejlene, og derfor så dejlig befriende.

Mohamad Habane er en af de nye stand-uppere med mere på hjerte, end øl, fisse og hornmusik.
Mohamad Habane er en af de nye stand-uppere med mere på hjerte, end øl, fisse og hornmusik.

En ung mand, som formulerer sine fejl og sin forskellighed på smukkeste vis, er Mohamad Habane, hvis gode timing og intelligente stand-up, vi forhåbentlig kommer til at se mere til. Som ny stand-up komiker griber han naturligvis efter det, der ligger lige for – hudfarven – men når han slipper de – godt nok sjove – jokes, om hvad der sker, når man slukker lyset med en mørk person til stede, så ser vi, hvad humor kan: Samle gennem grin.

Ud over prisvinderne kan man, når ZULU Comedy Galla sendes på TV2 ZULU 10. september kl 20.50, opleve Ditte og Louise have usømmelig omgang med grøntsager, og en meget øm velgørenhedssang med bl.a. Nikolaj Coster-Waldau og en kendt kvinde fra den norske hit-serie SKAM.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.