Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Der skulle være rigtig mange med, som bare festede og åd«

Mikkel Borg Bjergsø, 41 år, manden bag Mikkeller, åbnede fredag sin nye morgenmadsrestaurant »Hyggestund« på Vesterbro. Til hans sidste måltid skulle der være vindstille, varmt og absolut frit for taler.

»Jeg tror aldrig, at jeg har holdt en reel tale. Jeg kan simpelthen ikke. Det sætter mig meget i fokus, og det bryder jeg mig slet ikke om.« Foto: Søren Bidstrup
»Jeg tror aldrig, at jeg har holdt en reel tale. Jeg kan simpelthen ikke. Det sætter mig meget i fokus, og det bryder jeg mig slet ikke om.« Foto: Søren Bidstrup

Hvis du skulle forestille dig dit sidste måltid, hvad skulle I så spise?
»Jeg har en god ven, Jacob Mielcke, som er kok. Jeg tror, at jeg ville bede ham om at lave maden. Han blander asiatisk med det lokale, og jeg elsker asiatisk mad. Der skal i hvert fald være dumplings. Jeg har engang lavet en dumplingkonkurrence imod ham, og det kunne han godt finde ud af.«

Hvad skal I drikke?
»Vi skulle have de bedste øl i hele verden. Nogle IPA’er fra USA og noget lambic. Og vi skulle også have de bedste vine. Rødvinen skulle være Pingus og nogle Rieslings fra Tyskland, hvor jeg har en vinmark. Vi skulle drikke gammel portvin og Madeira-vin fra 1800-tallet. Og så selvfølgelig cocktails. Whiskey sour er min hofdrik, og den skulle også være der. Den skal laves af Morten, som laver vores cocktails på min cocktailbar, Mikropolis. Han laver den bedste whiskey sour i verden.«

Hvem skal med?
»Selvfølgelig min kone og mine børn. Og så mine søskende, mine forældre, min svigermor og resten af familien. Derudover mine bedste venner og bedste kollegaer. Både de nære fra kontoret, og samarbejdspartnere og bar managers fra udlandet. Det skulle bygges sådan op, at jeg sad sammen med de tætteste fra familien. Men der skulle være rigtig mange med, som bare festede og åd.«

Hvor skal det holdes?
»Ude ved Baghaven, mit nye sted på Refshaleøen, som ligger ud til vandet. Det skulle være en rigtig københavnsk sommeraften. Vindstille, varmt og lyst. Og der skulle være plads til mange, hvor nogle af os sad inde i hovedbygningen, mens andre sad i et kæmpe telt udenfor.«

Hvilken musik skal I høre?
»Nu lyder det som om, jeg bare kender alle mulige smarte mennesker. Men jeg kender Aaron og Bryce fra The National. Jeg tror, at jeg vil få dem til at komme og spille. Gennem dem har jeg mødt Justin fra Bon Iver, som også skulle spille. De er de bedste mennesker og laver den fedeste musik. Der er mange musikere, jeg gerne vil høre, men det ville også betyde noget, at det var nogen, jeg havde et forhold til. Rick Astley skulle også spille. Han har spillet ude på Baghaven til en efterfest for nylig. Han skulle slutte af.«

Hvem skal holde tale?
»Ingen. Jeg bliver så forlegen, når andre skal stå og sige noget pænt om mig. Og jeg kan slet ikke finde ud af at holde én selv. Jeg tror aldrig, at jeg har holdt en reel tale. Jeg kan simpelthen ikke. Det sætter mig meget i fokus, og det bryder jeg mig slet ikke om. Jeg er virkelig dårlig til at spille skuespil og udgive mig for at være noget, jeg ikke er, hvilket jeg for eksempel føler, at jeg skal, når jeg står til en messe foran en masse erhvervsledere og skal fortælle om Mikkeller. Der forventer folk, at man er ekstremt tjekket og helt inde i den verden. Og jeg ser ikke mig selv som en businessmand eller administrerende direktør, men som en, der laver det, jeg kan lide, og har det sjovt med det. Jeg var skolelærer, inden jeg blev fuldtids-ølmand. Og det kunne jeg rigtig godt lide, for der kunne jeg få lov til at være mig selv.«

Hvordan skal det slutte?
»Jeg er rigtig god til at snige mig ud fra sådan nogle ting uden ikke at sige farvel. Når man siger »nu går jeg fra festen«, kommer der igen opmærksomhed på én. Så derfor har jeg øvet mig i at blive god til at smutte fra ting. Og folk, der kender mig, ved godt, at det sker på et eller andet tidspunkt. Så min kone, mine børn og jeg skulle finde en eller anden anledning til at snige os væk, og så skulle vi være sammen, mens de andre festede videre.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.