Den dag jeg mødte Jesus

Der blev vendt op og ned på journalisten og forfatteren Charlotte Rørths liv, da hun sad i et andalusisk sakristi, og Jesus viste sig for hende. »Det er så let at afvise det religiøse og det mystiske i et samfund, hvor alt skal kunne måles og vejes,« siger hun.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hun er nervøs, rystende nervøs og har svært ved at gå ind. Hele situationen føles meget grænseoverskridende. Det andalusiske sakristi »La Sacra Capilla de El Salvador« ligger i byen Ubeda lidt nord for Granada i Sydspanien.

Og det sted vil hende noget, men hun aner ikke hvad.

Indretningen er enkel, nogle italienske turister går rundt og småsnakker i en respektfuld, men alligevel let atmosfære i det smukke 500 år gamle sakristi. Udvalgt af Unesco som en del af verdens kulturarv.

På en af de brune træbænke sidder journalisten og forfatteren Charlotte Rørth med lukkede øjne.

Tre måneder tidligere har hun været på en pressetur om olivenolie, inviteret af Den Spanske Stats Turistbureau, så journalisterne efterfølgende kan skrive artikler om steder og seværdigheder, der kan »booste« turismen i området.

Jeg kunne ikke bevæge mig

Nu er Charlotte Rørth taget tilbage i det sakristi, hvor hun i november for tre måneder siden helt uforberedt og pludseligt havde en voldsom oplevelse. Hun, der hverken er et religiøst eller spirituelt søgende menneske. Som er vokset op i et akademisk overlægehjem nord for København med videnskab og fakta som det bærende fundament. Aldrig har bedt en bordbørn, aldrig har dyrket yoga, mediteret eller haft ønsker om spirituelle tilstande og ikke på noget tidspunkt forholdt sig til sin indre tro.

I årevis har hun betraget sig selv som et dovent og kulturkristent medlem af folkekirken. Og i alle de miljøer, hun hele sit liv er færdedes i, har troen været nærmest ikke eksisterende.

Fra Bernadotteskolen i Hellerup, gymnasiet i Thisted og senere Ordrup Gymnasium til journalistuddannelsen i Aarhus og de mediearbejdspladser, hun har været ansat på. Siden 2003 på Nordjyske Mediers hovedredaktion i Aalborg.

»Da jeg besøgte sakristiet som et led i programmet på presseturen, kunne jeg pludselig ikke bevæge mig. Først troede jeg, at jeg havde fået en hjerneblødning, men jeg var ikke i en tilstand af panik, snarere fyldt op af noget behageligt, der overgår alt,« forklarer Charlotte Rørth.

»Da vores guide på presseturen, Andrea Pezzini, så mig stå alene tilbage, sagde han:

»Hvorfor er der sådan et lys omkring dig?«

Han gentog spørgsmålet.

Og jeg sagde: »Hvorfor kan jeg ikke bevæge mig?«

Det afgørende øjeblik

Efter presseturen er hun uforklarligt glad. Kollegerne siger, at hun lyser. Og en morgen får hun det, hun kalder for et gult, varmt lys i panden. Det kommer oppe fra himlen og rammer, da hun efter en gåtur sammen med sin hund befinder sig lige bag det husmandssted i Rold Skov, hvor hun bor på det tidspunkt.

Charlotte Rørth.
Charlotte Rørth.

Lyset render lige igennem hende. Hun besvimer på marken, men da hun vågner, ved hun, at det er Guds lys, siger hun. Og at hun er elsket, selv om hun aldrig havde hørt om den slags oplevelser før.

»Det var helt surrealistisk at vide noget, jeg i virkeligheden ikke anede noget om.«

Efter besvimelsen på marken går hun hjem, skifter tøj og kører på arbejde som sædvanligt. Uden at fortælle noget til nogen.

»Hvad skulle jeg sige? At jeg havde mærket Gud?«

Kort efter begynder hun at få en drøm, der gentager sig. En stemme kalder på hende inde bag døren til kapellet.

Det er de oplevelser, som tilsammen gør, at Charlotte Rørth tre måneder efter presseturen rejser tilbage til Andalusien.

Den 25. februar 2009 et sted mellem klokken 13 og 14 bliver et afgørende øjeblik i hendes liv.

»Jeg mødte Jesus,« siger hun.

Absurd at sætte ord på

Når man sidder over for Charlotte Rørth en lidt forblæst sommerdag i juni 2017 hjemme i en hendes stue i Aalborg, hvor hun har boet de seneste to år sammen med sin mand, er der ingen tvivl. Hun har oplevet noget, der har føltes så stærkt, at hun, som hun siger, »ikke bare har haft et lille spændende hygge-moment nede i de andalusiske bjerge.«

Hun er velformuleret og utvetydig i sin kommunikation. Og selv om hun både i den bog, hun har skrevet om sit møde med Jesus efterfulgt af 150 foredrag, har fortalt om øjeblikket igen og igen, bliver hun stadig berørt.

Stemmen er påvirket, ikke hele tiden, men indimellem. Øjnene lidt blanke og flere gange kører hun ubevidst fingrene gennem håret og stryger det tilbage, efterfulgt af en dybere vejrtrækning.

»Det er jo så absurd at tale om. Absurd at sætte ord på. I det hele taget er vi ude i noget, som jeg ikke kan beskrive. Den verden, jeg hidtil nøgternt havde konstateret eksisterede, blev ændret totalt fra det ene sekund til det næste.«

Charlotte Rørth.
Charlotte Rørth.

I tiden forinden mødet med Jesus, havde hun det godt, hun var ikke i nogen form for krise. Så det var ikke her, der skulle findes en forklaring på hændelsen.

Fra vandkanden på spisebordet hælder hun vand op i sit glas og begynder så at beskrive sit møde med Jesus i sakristiet. Det afgørende øjeblik, hvor hun har fået sat sig på bænken en februardag for ni år siden.

»Jeg sidder der med lukkede øjne og er fuldstændig mentalt til stede i sakristiet, jeg kan høre de italienske turister gå rundt. Mellem halvanden og to meter foran mig dukker en stor kuppel op. Jeg kan bedst beskrive det som en slags hologram, fysisk og tredimensionel. Inde i kuplen er der et landskab med en dal, himmel og skyer. Jeg kan se, det må være i nærheden af vand, for der er sådan et genskin på undersiden af skyerne. Lidt det samme lys, som jeg kender fra Samsø, hvor jeg er kommet rigtig meget, men også fra Skagen kender jeg lyset. Der er nogle små bakkede bjergskråninger og nede i dalen er der citrontræer, oliventræer og noget ukrudt.

Opad bjergsiden ligger en lille landsby. Jeg har aldrig tidligere set det, hverken på film, billeder eller andre steder. På en grusvej står en mand, og i nærheden af ham går nogle mennesker. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kigger ned i en tid for 2.000 år siden, og at det er virkeligt.

Har ikke fået blackout

Det er Israel, og manden er Jesus. Jeg er ikke faldet i søvn, jeg har ikke fået et blackout, jeg er ved mine fulde fem og kan stadig høre de italienske turister.

Han ser på mig, og jeg får øjenkontakt med ham. Man skal være poet eller salmedigter for at beskrive det blik, men det er et helt særligt og meget afgørende blik, hvor han får kommunikeret, at det er godt, jeg er til. Ikke andet. Men hvis man et øjeblik lader sætningen stå og tænker over, hvad det betyder, ligger der jo en masse i det. Det er godt, at jeg er til. Punktum.

 

Charlotte Rørth.
Charlotte Rørth.

 

Jeg kalder det et blik med venlighed, og det er ikke, fordi der ikke er kærlighed i det, men for mig er det med venlighed større. Det er fuldstændig betingelsesløst. Det er bare godt, at jeg er til. Det er faktisk større, end hvis man er elsket. Jeg er ikke særligt sød eller særligt pæn eller særligt udvalgt, det er fuldstændig irrelevant.«

Hun kører hånden gennem sit hår. Drikker noget vand.

»Det er så let for andre at afvise det religiøse, det mystiske,« siger hun.

Hvilket er noget af det, som hører med til forklaringen på, hvorfor det tog Charlotte Rørth flere år at samle mod til sig, før hun endelig fik overskud til at gå i gang med sin bog. »Jeg mødte Jesus.« Med undertitlen: Bekendelser fra en modvilligt troende.

En eksistentiel beretning om at være bange for at miste sin sunde fornuft. Bange for at være blevet en håbløs, småskør excentriker, som hun udtrykker det, uden mulighed for at finde nyt fodfæste i et moderne rationelt samfund. Et samfund, siger hun, hvor alt skal kunne måles og vejes. Fyldt med fordomme over for uventede hændelser eller uforståelige begivenheder, som ikke er linære opfattelser.

»Mit møde med Jesus var en sansning og ikke en viden, der er kommet ind via en læreproces med koncentreret læsning og lærdom,« konstaterer hun.

Det er godt, du er den, du er

Foreløbig er Charlotte Rørths bog, der udkom i 2015 solgt i flere end 22.000 eksemplarer alene i Danmark. Også i Norge er den blevet en bestseller og er for nyligt oversat til hollandsk og spansk. Desuden er en svensk og tysk oversættelse på vej. Og to og et halvt år efter udgivelsen modtager hun stadig masser af forespørgsler om foredrag. Så mange, at hun ikke har tid til nye fordrag før engang i 2018. Til oktober udkommer hun med sin næste bog direkte i forlængelse af den første – »Vi mødte Jesus, og hvad kommer det andre ved?«

Hun har haft orlov fra sit arbejde for at skrive bogen, som hun er ved at være færdig med.

Er hun troende i dag? Hun har jo mødt ham, mødt Jesus i sit livs mest afgørende øjeblik nogensinde.

»Jeg TROR ikke, jeg VED. Jeg ved, at han findes.«

Det er meget afgørende for Charlotte Rørth at understrege, at hun ikke er blevet »omvendt« og har vendt ryggen til det liv, hun levede før, hun mødte ham. Hun er ikke blevet en anden.

»Det var jo hele essensen af mit møde med Jesus: Det er godt, at du er den, du er. Det, der er sket med mig, er, at jeg blevet udvidet, og at min verden er blevet større. Ikke gradvist, men pludseligt. Jeg har ikke valgt, at det skulle ske, og jeg kan ikke fjerne det. Det er et livsvilkår for mig. Ellers ville jeg være ude i noget Freud med fortrængninger, og det går ikke. Så jeg lever med det, andet kan jeg ikke gøre.«

Gud, er du blevet religiøs?

For to og et halvt år siden mistede Charlotte Rørth sin yngste søn, efter at han begik selvmord. Hun ønsker ikke at tale meget om det offentligt, men vil gerne sige, at møderne med Jesus ikke fjerner den sorg og smerte, hun lever med hver eneste dag.

Siden hun skrev sin første bog, er det gået op for Charlotte Rørth, hvor almindeligt og ligetil mødet med Jesus var. Hvor hverdagsagtigt det var. De tanker og den erkendelse har fyldt stadig mere. At der netop ikke var noget ophøjet over mødet, og at hun blot var en ud af så mange andre mennesker.

»Det blik, han kommunikerede til mig på, har aldrig sluppet mig, og jeg har aldrig mødt det hos andre. Hvis man nu svingede sig lidt højt op, så er det vel essensen af kristendommen. Det er godt, at mennesket er til. I al sin enkelhed. Måske er det det blik, vi skal møde hinanden med. Ikke dømmende og menneske til menneske.«

Hun har ikke været nervøs for at fortælle om det hele til sine nærmeste. Til sin mand, to sønner og øvrige familie. De har på intet tidspunkt nedgjort hende eller det, hun har gennemgået.

»Min mor havde som den eneste et udbrud: »Gud, er du blevet religiøs?« Men det var om begivenheden og ikke mod mig som noget nedgørende. Også min ateistiske lillebror har støttet mig, det samme med mine børn og min mand. I det hele taget har jeg fået meget omsorg fra alle sider, også på mit arbejde. Det er faktisk en god historie, synes jeg, at jeg netop ikke er blevet stenet, som fordommene ellers siger, jeg burde være blevet.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.