Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Charlotte Sieling: »Jeg er aldrig gået målrettet efter at blive tv-instruktør«

Tv- og filminstruktøren Charlotte Sieling er ikke bare brudt igennem i USA, hun har også fundet en helt ny form for frihed, der handler om hende selv. Søndag bliver det afgjort, om hun vinder en Robert for årets danske tv-serie, som »Borgen 3« er nomineret til.

Instruktør Charlotte Sieling. Her fotograferet på Helgoland på Amager Strand.
Instruktør Charlotte Sieling. Her fotograferet på Helgoland på Amager Strand.

Hun har instrueret skuespilleren Diane Kruger i den amerikanske version af tv-serien »Broen«.

Arbejdet sammen med stjerneinstruktøren Guillermo del Toro i en teknisk svær vampyr-serie. Tisset i bukserne af angst og ydmygelse, da hun i efteråret skulle instruere superstjernen Matt Dillon i tv-serien »Wayward Pines«.

Og kørt rundt med sit filmhold i Florida for at finde de bedste locations til den populære agent-serie »Graceland«.

Charlotte Sieling, 53, er en af de danske tv- og filminstruktører, som senest er brudt igennem i USA. Og blandt pionererne bag den lange række af succesfulde danske drama-serier, som for alvor tog fart med »Krøniken« for ti år siden. Efterfulgt af »Rejseholdet«, »Forbrydelsen« og »Broen«.

I morgen bliver det afgjort, om »Broen 2« eller »Borgen 3«, der er blandt de tre nominerede, løber med en Robert for årets danske tv-serie.

»Det er da sjovt nu at være nomineret for en anden serie end den, der fra start var min, nemlig »Broen,« siger Charlotte Sieling.

40 møder i USA

Producenterne kunne ikke få armene ned, da hun for knap halvandet år siden var i USA sammen med sin danske agent og sin amerikanske manager. 40 møder på 14 dage. De havde set en bid af »Broen 1«, og den blev adgangsbilletten.

 

»Det er i øjeblikket en følelse af, at jeg som instruktør ikke bare har erobret nyt land, men måske i endnu højere grad har erobret mig selv. At jeg er et sted i mit liv, hvor jeg giver mig lov til at være den, jeg er – hvad det så end er...«

Gradvis har hun smidt alle sine forskellige fjæs, siger hun, og har i dag kun et enkelt tilbage.

»Og det virker, har jeg fundet ud af.«

Nu er Charlotte Sieling i Danmark for en kortere bemærkning og sidder i sit gule baghus på Østerbro. Om få dage gælder det Toron- to, hvor hun skal instruere tv-serien »The Strain« af Guillermo del Torro.

»Jeg har knoklet røven ud af bukserne i Danmark, lavet tonsvis af afsnit til tv-serier og arbejdet på andres historier og produktioner. Det har gjort mig skidegod til det, jeg laver nu.

Derfor tør jeg i dag sige ja til noget, som er kæmpestort, og som ikke hvem som helst kan lave. Jeg er ikke engang nervøs for det, jeg ikke kan. Jo, jeg er nervøs, men det er den nervøsitet, som holder mig fuldstændig vågen.«

Reklamefilm efter skilsmisse

Hun har lige vist rundt i sit hus tæt ved Sankt Jørgens Sø. Et tidligere VVS-firma, som hun købte og fik gennemrenoveret kort tid efter skilsmissen fra Betty Nansen-direktøren Peter Langdal.

Det indbragte gode penge at producere reklamefilm, dem lavede hun mange af, og de gav mulighed for at finansiere huset. Sammen med parrets to børn, Rumle og Camille, der er i dag er voksne, flyttede hun ind i baghuset i 2002.

Hun har vist billeder af VVS-firmaet, som det så ud, da hun overtog det.

»Symbolsk for mit liv dengang, total kaotisk og uoverskueligt.«

Charlotte Sieling går hen til terrassedøren med udgang til en lille gård. Tænder en smøg og proklamerer, at hun aldrig ryger, når hun er i USA.

Og for meget, når hun er i Danmark.

»I virkeligheden gider jeg slet ikke arbejde,« konstaterer hun pludselig og tager et hiv af smøgen.

»Det gider jeg jo så rigtig godt alligevel. Men der er et paradoks, for mens den ene del af mig styrter af sted til USA og er i fuld gang med at erobre en lille bid af det store film- og tv-land og elsker det, så vil den anden side af mig egentlig helst være lige her.«

Stemmen er rolig, blikket tænksomt og rettet ud mod gården.

Tilbud over Skype

»I aften skal jeg forholde mig til fire tilbud i USA, et par af dem over Skype, det lyder vanvittigt, jeg ved det godt, totalt privilegeret. Men det ER vanvittigt alt det, der sker. Og så står jeg alligevel her og tænker:

Kan jeg ikke bare sige nej? Det har aldrig været min drøm at lave tv-serier i USA. Jeg er aldrig gået målrettet efter at blive tv-instruktør, jeg er ikke engang uddannet instruktør, men manusforfatter og skuespiller.«

Hun slukker smøgen og går tilbage til køkkenet.

Behovet for den frigørelsesproces, som i USA har bragt Charlotte Sieling tæt på en følelse af det, hun kalder for den ultimative frihed, skal findes for mange år siden.

»Det er en klassisk fortælling,« indleder hun.

»Ung pige kommer ind på Teaterskolen og forelsker sig i tidens mest hotte teaterinstruktør. Det er ham, der ER den, ham der skal have plads. Jeg er meget stolt af ham.

Vi får to børn, jeg har gode roller og er en del af den privilegerede skuespiller-loge. Men pludselig en dag bliver det hele lidt for stramt, jeg kan ikke ånde.«

Hun husker den sommeraften for 18 år siden, hvor hun spiller Suzanna i Figaros Bryllup på Grønnegårds Teatret. Der er krise, ikke bare i hendes ægteskab, men i hele hendes liv. Med masser af smerte, som hun »skriver sig igennem«.

Formen er et spillefilmsmanuskript.

En vigtig beslutning

Det var den aften på Grønnegårds Teatret, hun tog beslutningen.

»Jeg tænkte, der er noget her, jeg skal prøve af, og som 35-årig søgte jeg ind på Filmskolens manuskriptlinje og kom ind.«

Det har ellers altid ligget dybt i hende, siger hun, at gøre det, andre har syntes, hun skulle.

»Neeej, nu kom jeg ind på Filmskolen, ih... hvor er jeg glad, og nu skal jeg gøre, hvad de siger. Og nu har jeg også fået lov til at lave Rejseholdet, ih... nu er jeg igen glad og gør selvfølgelig, hvad de siger.«

Hun griner af sig selv, inden det mere alvorligt lyder:

»Jeg har lavet meget kaffe til drengene og arbejdet stinkende hårdt på andres præmisser. Der er nogle ting, man IKKE skal gøre som instruktør, og som jeg nok fik fat i lidt sent. Samtidig har det jo været en fantastisk rejse.«

Men også en lang proces, forklarer hun. Til pludselig selv at finde ud af, hvad der egentlig er brug for. På trods af alle andre. Og så TRO på det.

Hun arbejder stadig hårdt. Måske hårdere end nogensinde. Men i højere grad på egne præmisser. Og indimellem bringer arbejdet som tv-instruktør i USA hende ud i situationer, som kan være ekstreme.

Det skete i efteråret, da Charlotte Sieling under en aftenoptagelse skulle instruere den Oscar-nominerede skuespiller Matt Dillon. Scenen skulle tages i ét hug, hvilket gav skuespilleren store udfordringer.

»Don’t you fucking do this to me,« hvæsede den pressede Dillon ind i hovedet på hende. Og de verbale overfald fortsatte.

»Pludselig kunne jeg mærke, at jeg begyndte at tisse i bukserne af angst. Jeg havde stået med korslagte ben, mens han råbte ad mig, da jeg kunne mærke, hvad der skete.«

Hun gik ud på en bagtrappe, fik skiftet til et par tørre træningsbukser og fortsatte sin personinstruktion af manden, hun kalder for »en rastløs hanløve i et bur«.

Siddende på stolen vrider hun lidt rundt med sine skuldre, det samme med hovedet som for at illustrere skuespillerens urolige væsen.

Skøre skid

»Skøre skid,« siger Charlotte Sieling, da hun bagefter viser nogle billeder af Matt Dillon på sin Mac.

»Jeg kan sidde her og blive helt rasende på ham. Totalt bøf. Jeg har aldrig mødt nogen, der var så meget »male«. Han er en vidunderlig skuespiller, og vi fik givet ham frihed til at bruge de muligheder, han behøvede. Men det var... det var virkelig en af de hårde.«

Hun skred ikke, som de fleste ville have gjort ved ydmygelser af den kaliber, men forsatte optagelsen.

»Jeg ved ikke hvorfor, jeg ved det ikke. Jo, jeg ved, at målet var at lave en sand scene, og så glemmer jeg mit eget behov og ydmygelsen. Eller måske var det netop mit behov, at han flyttede sig, koste hvad det ville.«

Hun smækker låget på computeren halv-hårdt i, læner sig tilbage i stolen som for at skabe en distance til manden. Og kommer ind på dét at være alene. Som instruktør og som menneske.

Det kan godt være, der er et helt filmhold rundt om hende, siger hun. Men alle er fremmede, og så handler det om, på et split-sekund, at få hver eneste til at blive en del af den »familie«, et filmhold kan være.

»Når vi bliver det, kan alt lade sig gøre. Det er min allerførste og mest fornemme opgave, når jeg står dér med en vision og skal give et afsnit af en historie det helt rigtige udtryk.«

I perioder har Charlotte Sieling også været alene i sit privatliv.

»For mig ligger kærligheden her et eller andet sted,« siger hun og peger lige på hjertet.

»Jeg vil gerne være sammen med en mand, jeg elsker jo manden. De manuskripter, jeg selv skriver, handler altid om mænd. Manden interesserer mig »big time«, fastslår hun.

»Men jeg skal ikke rende rundt og lede efter ham i privaten, sådan tror jeg ikke, det fungerer.«

Hun rejser sig og skænker mere te op fra kanden henne på køkkenbordet.

Ikke styr på en skid

»Måske er det den største erkendelse, at vi ikke har styr på en skid, når det gælder de store ting i livet. At vi er og bliver mysterier, både for hinanden og for os selv, og at vi må se at omfavne det mysterium og få øje på det, der ligger lige foran os.«

Charlotte Sieling indrømmer, at hun har haft svært ved at deponere kærligheden, mens hun har været i USA, hvor arbejdet har fyldt og stadig fylder langt det meste.

Hun tænker lidt.

»Der er jo den dér ensomhed, når jeg er i USA. Eller ensomhed...,« hun retter sig selv.

»Det er et forkert ord. Alene-tid er mere rigtigt.«

Hun siger, at »alene-tiden« kom næsten helt patetisk til udtryk en meget varm søndag i august. Alle new yorkerne havde fri og tilbragte dagen sammen med nogen.

»Solen skinnede, jeg tog færgen fra 34. gade over til Brooklyn, og sad så der på færgen med mine store solbriller og tænkte:

Charlotte, du er alligevel sådan en filminstruktør, der rejser rundt her i USA, det er sgu da ret sejt. Samtidig var jeg næsten ved at tude over, at der ikke sad en ved siden af, som jeg kunne holde i hånden.«

Hun griner og gentager, hvor patetisk, situationen var. Men at den var reel nok.

»Der er meget, som er ret nyt for mig. Hele den frihed eller »open end« kunne man sige. Jeg har ikke små børn længere, jeg har ikke en kæreste, jeg har ikke et fast job.

Jeg er stadig midt i en form for befrielsesproces, tror jeg. Hvor jeg måske tør tage det ultimative ansvar over hele linjen med alle de fejl, jeg begår undervejs. Det føles som en meget stor frihed.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.