Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Det nødvendige drab

Da tre brødre myrdede deres tyranniske far i landsbyen Sejlstrup i Nordjylland, mødte de mere forståelse end foragt. Sønnerne satte en stopper for et årelangt familie-helvede med vold og psykisk terror. Den netop idømte straf viste sig også historisk lav. Af Søren Wormslev og Michael Bjerre. Bragt i Berlingske Tidende 16.01.1997.

De 3 brødre fra Sejlstrup slog deres tyranniske far ihjel og fik historisk lav straf. Drabet blev begået af Ivan Poprask der fik 4 års betinget fængsel. Her ses Ivan med sin mor Dorthe og søster Helena, derefter er det Jurij og endnu en søster Titjana. NORDFOTO 1997
De 3 brødre fra Sejlstrup slog deres tyranniske far ihjel og fik historisk lav straf. Drabet blev begået af Ivan Poprask der fik 4 års betinget fængsel. Her ses Ivan med sin mor Dorthe og søster Helena, derefter er det Jurij og endnu en søster Titjana. NORDFOTO 1997

Du kan læse resten af artiklens indhold ved at købe den. Det gør du ved at følge de instrukser, der er sendt til dig på din mail.


De knus, de garvede kriminalpolitifolk, der har arbejdet med sagen gav de tre dømte, var ikke bare usædvanlige, men tillige et tydeligt signal om, at også de fandt de betingede domme rigtige. Sjældent er tiltalte i en mordsag i det hele taget blevet mødt med så megen sympati som de tre brødre, der i fredags sad bænket skulder ved skulder i Terndrup Ret i Himmerland, tiltalt for at have myrdet deres far. Selv den kvindelige anklager havde mere end svært ved at finde på kritiske spørgsmål til de tre vandkæmmede og velklædte brødre på 16, 18 og 21 år. Og efter seks timers lytten til beretningen om en ond barndom med vold og psykisk terror, så den let smilende anklager ud til at være helt glad for, at dommeren valgte at se bort fra hendes krav om ubetinget fængsel.

Den ældste bror, Ivan Poprask, der udførte drabet, slap med fire års betinget fængsel. Brødrene Andrej og Jurij, der også var med, fik betingede straffe uden tidsfastsættelse. Alle kunne forlade retsbygningen som frie mænd. Straffene var historisk lave i betragtning af, at der var tale om et planlagt, brutalt og blodigt mord. Dommeren valgte at lade »de helt særlige opvækstvilkår« komme drengene til gode. Det var en septemberaften sidste år, de tre brødre besluttede at myrde deres 52-årige far. Da faren under aftensmaden i hjemmet i den himmerlandske landsby Sejlstrup fik endnu et af sine raserianfald og erklærede, at han ville dræbe hele familien, følte de tre brødre, at de blev nødt til at slå faren ihjel. Flere gange tidligere havde de talt om at myrde faren, men hver gang svigtede modet. Denne gang følte de ikke, de havde anden udvej. »Ellers får vi aldrig et normalt liv,« sagde de til hinanden. Den 18-årige Andrej gik ned i husets kælder og hentede en økse - mens hans storebror, Ivan, gik på toilettet. Da Ivan kom tilbage, lå øksen klar. Lillebror Jurij blev sendt af sted for at kontrollere, at faren sad inde i stuen og så TV. Så listede brødrene gennem den mørke gang mod stuen. Den ældste med øksen i hånden, den mellemste lige efter med en kniv. Faren sad i sofaen med ryggen til og opdagede intet, da Ivan hævede øksen til skulderhøjde og slog faderen hårdt i hovedet - bagfra. Efter flere slag med øksens flade side faldt faren om på gulvet - men brødrene opdagede, at han fortsat trak vejret. Derfor rakte den 18-årige kniven til sin storebror, der forsøgte at snitte struben over på sin far. Men uden held. Kniven ramte kæben. I stedet foreslog den yngste bror, at de tog en sofapude og pressede den ned over farens mund og næse. Lidt efter lå faren kvalt på gulvet. Med mordet gjorde de tre brødre op med et årelangt helvede af ydmygelser, afstraffelser, vold og frygt. Faren styrede familien - konen, de tre døtre og de tre brødre - med diktatorisk jernhånd. Aldrig vidste de, hvornår han ville gå amok, og han havde en pisk, en bil-antenne og en læderrem, som han brugte til afstraffelser. Andre gange brugte den tidligere bokser de bare næver - eller en skruetrækker, som han i et tilfælde slog sin ældste søn bevidstløs med. »Det var ikke altid, fordi man selv havde gjort noget. Nogle gange gik det blot ud over den, der stod nærmest,« fortalte den ældste bror i retten. For at kunne forsvare sig, hvis faren pludselig blev voldelig, sov den mellemste bror med en kniv under hovedpuden. Allerede som små blev døtrene kommanderet til at smide tøjet, hvorefter faren slog dem med en pilekvist. Langt senere blev den ældste datter pryglet, mens hun var gravid. Hun flygtede fra hjemmet og skjulte sig på en hemmelig adresse ligesom en anden af søstrene. »Hvert øjeblik frygtede jeg, at min far skulle komme og slå mig og mit barn ihjel,« fortalte den 24-årige storesøster grådkvalt i retten. Faren havde sine helt bestemte meninger om meget - også musik. Klassisk musik og opera gik an - pop og rock bestemt ikke. Derfor havde børnene forbud mod at spille de melodier, deres jævnaldrende lyttede til. Når faren i tre uger ad gangen arbejdede på en boreplatform i Nordsøen, kunne moren og børnene slappe af. Børnene fik legetøj og kassettebånd med tidens hits, men alt blev stuvet af vejen i en kasse hos en genbo, før familiens overhoved kom tilbage. Da han en enkelt gang vendte hjem før tiden, var kassen og dens indhold stadig i huset, hvilket medførte, at de to børn, der var hjemme, fik tærsk, og kassettebåndoptageren blev smadret. Kort tid før drabet blev faren fyret, hvilket betød et farvel til de hårdt tiltrængte åndehuller imellem hans terror. Hans jerngreb om familien betød, at børnene ikke kunne leve et liv, der lignede deres kammeraters. De måtte ikke have kammerater med hjem, de måtte ikke besøge andre eller gå i biografen eller til skolefest. Pigerne skulle gå i kjoler, når han var i huset, drengene i gammeldags »50'er-tøj«. Faren brugte kun for alvor penge på elegant tøj til sig selv. Når han kom hjem fra boreplatformen, kunne folk i landsbyen se, hvordan drengene blev kommanderet ud og ordne haven og pudse bilen. Faren tålte ikke at andre talte ved bordet. Den eneste, der sagde noget, var ham selv - og ofte gjaldt hans enetaler forbillederne Hitler og Stalin. Da familien ikke måtte tale, udviklede børnene en særlig kommunikationsform, hvor de gav små tegn og blinkede til hinanden. Om morgenen kunne børnene sidde længe og vente ved bordet, fordi husordenen forbød nogen at begynde at spise, før faren havde indfundet sig. »Som lille troede jeg, at tingene ikke kunne være anderledes. Da jeg begyndte i skole, opdagede jeg gennem kammeraterne, at der var andre måder at leve på,« konstaterede en af brødrene i retten. Faren, der var af slovensk herkomst og katolik, hadede skandinaviske skikke - herunder vores måde at fejre jul på. Juleaften måtte børnene sidde på knæ med foldede hænder og lytte til katolsk messemusik. Samme stilling, dog med hænderne løftet over hovedet, fik de resten af året jævnligt besked på at indtage, hvis faren var utilfreds med dem. Flere timer i skammekrogen var intet særsyn. Allerede i ungdomsårene var Ferdinand Poprask i sin jugoslaviske fødeby kendt for voldelig adfærd. Da han i 1965 forlod byen, skete det med kort varsel og politiet i hælene efter alvorlige voldsepisoder. Han slog sig ned i Sverige og fik arbejde på et krydstogtskib. Her traf han Dorthe fra Hellerup, der arbejdede som fysioterapeut. Da parrets førstefødte, en pige, var kommet til verden, viste faren for første gang sin mørke side. Han nægtede kvindens bekendte at komme på barselsvisit og begyndte at opføre sig voldsomt. Kvinden overvejede at bryde med ham. Han reagerede for første - men ikke sidste - gang ved direkte at true med at dræbe familien. De i alt seks børn kom til verden inden for otte år. De ældste begyndte i en katolsk skole i Göteborg. Efter faren i 1983 havde slået den ene af døtrene usædvanlig brutalt, opdagede en lærer på skolen, at noget var galt, og gik til myndighederne. Af frygt for en tvangsfjernelse beordrede han straks moren og børnene til Danmark. Ferdinand Poprask blev dog i Sverige for at færdiggøre en ingeniøruddannelse. Via Nørresundby havnede hele familien i Sejlstrup, en søvnig landsby nær Skørping og Rold Skov. Herfra kunne børnene let komme med toget til den katolske Sct. Mariæ Skole i Aalborg, hvor den yngste søn stadig er elev. Børnene passede skolen til UG, selv om lektielæsningen af og til voldte problemer. Faren var ganske vist ambitiøs på deres vegne, men frasorterede visse skolebøger som »upassende«. Dem måtte de studere om natten. Både på skolen og i morens bekendtskabskreds fornemmede man trods børnenes flid og nydelige fremtræden, at ikke alt i hjemmet var, som det skulle være. Skørping Kommune fik for fire-fem år siden en mundtlig indberetning, og forholdene i hjemmet blev drøftet på et møde mellem skole og kommunens socialforvaltning. En sagsbehandler besøgte hjemmet i Sejlstrup. Her var der tilsyneladende ingen tegn på noget unormalt. Tværtimod var der rent og pænt og børnene høflige og pæne i tøjet. Rygterne om afstraffelse bagatelliserede moren. Hun turde ikke andet, har hun senere forklaret. Kommunen fandt derfor ikke grundlag for at gribe ind, og politiet, som også har efterforsket om kommunen overtrådte sine forpligtelser, har ikke fundet grundlag for kritik. Selv om kontakten til mange af morens bekendte fra ungdomsårene gled ud, var der mennesker, hun betroede sig til. Hun aftvang dem hver gang løfte om ikke at gå til myndighederne, af frygt for at ægtefællen skulle gøre alvor af sine trusler om at dræbe hende og børnene. Børnene opfattede situationen på samme måde. »Gik vi til myndighederne, vidste vi, at vi samtidig underskrev vores dødsdom,« sagde Andrej i retten. Lotte Wenstrup er børnepsykolog og har haft et barn i samme klasse som en af drengene fra Sejlstrup. Samtidig er hun landsformand for Red Barnet. Hun kender den konkrete sag og mener, at er nogen skyldige, så er det det omgivende samfund. Ikke specielt Skørping Kommune, men samfundet generelt. »Vi skal blive bedre til at tage børnene seriøst. En indberetning fra en skole er alvorligt ment, og det er ikke nok at konstatere, at hjemmet er pænt og børnenes tøj i orden,« siger hun. Forud for retssagen i fredags overvejede folk i Sejlstrup en underskriftindsamling til støtte for de tre sønner. »Det blev ikke til noget, fordi det nok alligevel ikke ville påvirke dommeren. Men vi ville gerne tilkendegive, at vi mente, straffrihed var det eneste rimelige efter den mishandling, de har været udsat for,« siger en nabo. Langtfra alle naboer var klar over, hvad der egentlig foregik henne i det røde hus. Men nogen vidste, at »noget« var helt galt. »Man blander sig jo ikke. Og vi var ikke klar over, at det var så slemt.« Mod slutningen af den langvarige afhøring i retten i fredags bad forsvareren, Bent Nielsen, hver af drengene besvare et kort spørgsmål: »Har I fortrudt?« Drengene er alle stærkt religiøse og har til politiet forklaret, at det plager deres samvittighed, at de har dræbt et andet menneske. Alligevel kom svaret på advokatens spørgsmål prompte fra alle tre: »Nej!« Ivan Poprask, den ældste af brødrene, tilføjede: »Jeg kan stadig ikke se, vi kunne gøre andet. Det var kommet dertil, hvor det var ham eller os.« Ivan er i gang med ingeniørstudiet på Aalborg Universitet, mens Andrej går i 1.G på Aalborg Katedralskole. Den yngste bror blev løsladt dagen efter drabet, mens de to ældste har siddet varetægtsfængslet siden. Imens har kammerater og skoler sørget for, at de kunne følge undervisningen. Holdkammerater fra AUC er taget til Hobro for at holde studiekreds med Ivan i byens arrest, der også tidligere på måneden - med politiets hjælp - dannede ramme om to skriftlige prøver, så den fængslede ikke kom bagud. Nu kan både han og brødrene genoptage studierne og prøve at skabe et nyt liv, samtidig med at et betydeligt antal sår søges lægt med professionel bistand. På vej i politibilen til retten fredag morgen havde Ivan Poprask gjort op med sig selv, at han var parat til at acceptere en ubetinget fængselsstraf: »Selv udsigten til flere år bag tremmer kunne ikke overskygge det positive i, at 21 års helvede er slut.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.