Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Rig og fattig behandles forskelligt af lægerne

Der er ikke fri og lige adgang til sundhedsvæsnet i Danmark. Det erkender lægernes formand. Socialt svage patienter får en dårligere behandling end stærke og veluddannede. Det kostede måske Christian livet, mener familiens advokat.

Maria Andersen og Jimmi Knudsen mistede deres lille søn Christian på kun 14 mdr. fordi han havde slugt et batteri.
Maria Andersen og Jimmi Knudsen mistede deres lille søn Christian på kun 14 mdr. fordi han havde slugt et batteri.

Får den unge, usikre mor den samme gode behandling i sundhedsvæsnet som den selvsikre direktør?

Det spørgsmål stiller såvel patienter, læger og eksperter sig i kølvandet på sagen om et-årige Christian. Forældrene og bedsteforældrene til Christian Jim Andersen står fast på, at de mindst tre gange har nævnt deres mistanke om, at Christian havde slugt et lille knapbatteri. Men de blev hverken set eller hørt, føler forældrene til Christian, Maria Andersen og Jimmi Knudsen, der mistede deres søn efter 14 dages sygdom.

Deres advokat har en nagende fornemmelse af, at lægernes manglende respekt for Maria og Jimmi i sidste ende kostede Christian livet:

»Gang på gang mistede lægerne deres objektive lægelige udgangspunkt og tog afstand til forældrene, undlod at lytte til dem frem for at reagere på klare indikatorer på, at der burde have været taget et røntgenbillede,« siger advokat Svend Raether, der fører familiens sag i Patientklagenævnet.

Læger skal bygge bro
Der er grund til de bange anelser. Al forskning, herhjemme og internationalt, peger på, at en god relation mellem læge og patient er afgørende for behandlingens kvalitet.

Hvor én gruppe i samfundet med sikker hånd navigerer i sundhedsvæsnet, stiller krav, og véd, hvad de skal sige for at blive hørt, er der en restgruppe, som læser og taler »systemsproget« dårligt.

»Der er flere undersøgelser, der viser, at hvis der ikke meget hurtigt opbygges en god relation mellem læge og patient, så går det ikke nødvendigvis helt så godt. Det er klart, at en læge med en videregående uddannelse bedre kan mødes med en person, der er på samme niveau og taler det samme sprog, så at sige. Især i en situation, hvor relationen opbygges på meget kort tid, som hos vagtlægen eller på skadestuen,« siger Peter Vedsted, seniorforsker på Forskningsenheden for Almen Praksis i Århus.

Patiener, man ikke ville omgås privat
Her er det, at lægens helt særlige professionalisme skal træde ind, siger Peter Vedsted:

»Vi har masser af patienter, man ikke ville omgås privat. Der har man som læge et særligt ansvar for at bygge bro. Men jeg er stensikker på, at det kikser engang imellem,« siger han, der mener, at undervisningen i kommunikation er ret omfattende på medicin-studierne. Men:

»Der er nok særlige situationer, der ikke er fokus nok på, og hvor man kunne være mere professionel,« siger han.

Belært om rygning
Maria Andersen, mor til 14 måneder gamle Christian, føler sig alt andet end »neutralt« behandlet:

»Blot fordi man ikke er lige så vidende end andre, så kan man ende med at få en anden behandling, end den bedste. Vi fortalte om Christian og hans symptomer så godt, vi kunne, men vi blev ikke hørt. I stedet blev vi belært om, at rygning er skadeligt. Vi gik til lægerne, fordi vores søn fejlede noget. Vi troede, at et batteri spillede ind, og det sagde vi flere gange,« siger hun:

»Jeg kan ikke slippe Christian, men jeg kan heller ikke slippe tanken om, at lægernes holdning til os måske spillede ind og gjorde, at vores forløb blev dårligere, end det havde behøvet at blive. Hvis det er tilfældet, er det forfærdeligt og diskriminerende.«

Læge: Ikke lige adgang
Til dét siger Michael Dupont, formand for de Praktiserende Lægers Organisation:

»Det har hun fuldstændigt ret i. Uden at kommentere Christian-sagen kan jeg sige helt generelt, at vi har et system, der skal sikre fri og lige adgang. Men spørgsmålet er: Bliver man hørt lige godt? Det tror jeg ikke, at man gør. Der er ikke fri og lige adgang i vores sundhedssystem. De kompetente patienter står langt stærkere end de autoritetstro, forsagte familier,« siger lægernes formand.

En ulig og ikke-fri adgang harmonerer dårligt med lægeløftet. Men Dupont så også gerne en omskrivning af det 193 år gamle løfte:

»Man burde i virkeligheden omformulere lægeløftet således, at den passus, der i dag går på, at man skal behandle rig som fattig lige godt, til at »de fattige skal behandles lidt bedre«.

Hvordan blev du behandlet hos vagtlægen? Fortæl din historie her.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.