
Hvad er mere konservativt end orden? Intet, og derfor er det også rørende at se den konservative justitsminister Søren Papes stærke udmeldinger om de mange bandeskyderier. På sin Facebookprofil skriver ministeren, at det er »forkasteligt«, og minder om, at »midt i uroen er det godt at tænke på de skærpede straffe, som vi har indført med bandepakken«.
Det er herligt. Selvros er jo velros. Godt nok virker pakke-tiltagene ikke mere, end at skyderierne fortsætter ufortrødent – men vi kan da varme os ved kontrafaktiske forestillinger om, at det muligvis havde været værre foruden. Og lidt har vel også ret.