Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Wilders og Le Pen kræver EU-afstemninger i Holland og Frankrig

Briterne har stemt, og et flertal ønsker at forlade EU. Det har straks fået EU-modstanderen Geert Wilders til at kræve en lignende afstemning i Holland, ligesom Marine Le Pen kræver det samme i Frankrig.

Geert Wilders.
Geert Wilders.

BRUXELLES: Det endelige resultat af den britiske EU-afstemning er end ikke offentliggjort, før den hollandske EU-modstander Geert Wilders, der fører meningsmålingerne i Holland, har krævet en lignende afstemning om EU-medlemskabet i Holland. Og det samme gør Front Nationals Marine Le Pen i Frankrig.

»Den hollandske befolkning fortjener også en folkeafstemning. Frihedspartiet kræver derfor en folkeafstemning om Nexit, et hollandsk EU-exit. Hollænderne bør så hurtigt som muligt få chancen for at tale ud om hollandsk medlemskab af EU,« skriver Wilders på Frihedspartiets hjemmeside.

Og på Twitter skriver han: »Hurra for briterne. Nu er det vores tur. Tid til en hollandsk folkeafstemning.«

Meningsmålinger i Holland har vist, at et flertal ønsker at få en sådan folkeafstemning, og at den også i Holland vil kunne blive tæt.

Umiddelbart er der dog ikke et flertal i det nuværende hollandske parlament for en sådan afstemning.

Der skal være parlamentsvalg i Holland senest til marts næste år, og flere meningsmålinger har peget på, at Wilders' Frihedsparti kan få over 30 procent af stemmerne. Det er dog uvist, om Wilders vil være i stand til at kunne danne en regering, hvis meningsmålingerne holder stik.

Holland er som en af stifterne et kerneland i EU, og landet har tilmed EU-formandskabet i øjeblikket.

Hollands premierminister, Mark Rutte, er i Bruxelles fredag, hvor han mødes med formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, formanden for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, formanden for Europa-Parlamentet, Martin Schulz, for at diskutere resultatet af den britiske folkeafstemning og konsekvenserne for EU.

Også i Frankrig har lederen af Front National, Marine Le Pen, med det samme meldt ud, at hun ønsker en lignende afstemning i Frankrig.

»Sejr for friheden! Som jeg har krævet i årevis, er det nødvendigt med den samme folkeafstemning i Frankrig og de øvrige EU-lande,« skriver Marine Le Pen på Twitter.

Marine Le Pen står også til et stærkt valg, når Frankrig næste år skal stemme om, hvad der skal være landets præsident, men om hun vil kunne vinde begge runder af det franske præsidentvalg er uvist.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.