Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Vrede rumænere protesterer mod lavere straf for korruption

Op mod 300.000 mennesker demonstrerede mod den rumænske regerings dekret om at sænke straffen for korruption.

Bukarest. Flere hundrede tusinder af rumænere var onsdag på gaden for at protestere mod regeringens nye tiltag om at sænke straffen for korruption.

Demonstrationerne, der foregik på tværs af landet, var de største i Rumænien siden kommunismens fald i 1989. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Mellem 200.000 og 300.000 mennesker trodsede således minusgraderne for at vise deres utilfredshed med, at Rumæniens nye regering vil eftergive straffen i sager, hvor korruptionen ikke overstiger 330.000 kroner.

I hovedstaden, Bukarest, råbte demonstranterne "tyve" og "tilbagetrækning", og flere kastede flasker, kanonslag og sten mod politiet, som svarede igen med tåregas.

Enkelte betjente og demonstranter blev lettere såret.

Den rumænske regering, der kom til magten ved årsskiftet, vedtog tirsdag aften et nøddekret, hvor dømte og anklagede slipper med en lavere straf.

Dekretet blev udstedt i sidste uge af premierminister Sorin Grindeanus regering, der ledes af socialdemokraterne.

- Der er ikke noget hemmeligt, ulovligt eller umoralsk i det, skrev justitsminister Florin Iordache på sin Facebook-profil onsdag.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters står adskillige rumænske lovgivere og borgmestre til at blive begunstiget af dekretet.

Det vil blandt andet afslutte en retssag mod den socialdemokratiske partileder, 54-årige Liviu Dragnea.

Han er anklaget for at have brugt sin politiske indflydelse til at give løn fra staten til to personer, der arbejdede i partiets hovedkvarter fra 2006 til 2013.

Og det er ikke kun borgerne i Rumænien, der er vrede over dekretet. Den rumænske regering får således også kritik af EU-Kommissionen, der mener, at regeringen slækker på kampen mod korruption.

- Kampen mod korruption er nødt til at blive fremmet, ikke afviklet. Vi følger den seneste udvikling i Rumænien med stor bekymring, lød det fra formanden for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, onsdag ifølge Reuters.

- Kommissionen advarer mod at gå baglæns.

Rumænien, der har omkring 20 millioner indbyggere, har været medlem af EU siden 2007.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.