Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
USA set med borgerlige briller

Voldsom uenighed blandt borgerlige kommentatorer om præsident Trump

Der er uenighed blandt borgerlige kommentatorer om, hvordan man skal forholde sig til præsident Trump. Holdningerne går fra fuld støtte til undsigelse. De fleste peger på en unfair presse, der fyldes med anonyme kilder, men erfarne konservative iagttagere er alligevel parat til at opgive Trump.

Præsident Donald Trump  18. maj 2017.
Præsident Donald Trump  18. maj 2017.

Lige fra starten af Donald Trumps kampagne var der mange borgerlige røster, der advarede mod ham. Men der var også mange, der mente, at han var en befrielse efter otte år med præsident Obama.

I de seneste dage med debatten om fyringen af FBI.-direktøren James Comey og Trumps mulige læk af fortrolige oplysninger til den russiske ambassadør, er klimaet mere forpestet end nogensinde. Man mærker en usikkerhed blandt borgerlige kommentatorer, der vakler i troen på, om Donald Trump kan blive siddende.

Lad os se på et udpluk af borgerlige reaktioner:

I Washington Times, som ikke skal forveksles med Washington Post og er en borgerlig avis, skriver avisens tidl. chefredaktør Wesley Pruden, at pressen er gået amok og at den aldrig var kritisk over for præsident Obama:

»De to historier, der har domineret medierne i denne uge er konsekvensen af to avisers arbejde. Washington Post og New York Times, der er blevet den ikke så loyale opposition, der forsøger at skabe et kup med historier i hver eneste daglige avis. Washington Post anklager præsidenten for at lække nationale hemmeligheder til russerne, baseret på en anonym kilde, som indrømmer, at han ikke var til mødet og som imødegås af dem, der faktisk var til mødet. New York Times skriver, at avisen har hørt en passage læst højt fra James Comeys notat, som angiveligt oplyser, at præsidenten bad ham om at lade Mike Flynn gå fri, hvilket benægtes af Det Hvide Hus. Alt dette støtter historierne om Trump-kampagnens samarbejde med russerne, som demokrater og republikanere er enige om, at der ikke er bevis for. Der er ingen ild, men kun en tynd røg.«

Den navnkundige og brilliante kommentator Peggy Noonan er dybt bekymret i Wall Street Journal og advarer om, at demokrati ikke er et legetøj:

»Donald Trumps mangeårige fjender, specielt demokrater og progressive, er i en tilstand af voldsom fryd. Hvert nyt fejltrin, enhver ny antydning af ikke lovelige handlinger, giver dem intens fornøjelse: »Han vil være væk, når efteråret kommer.« Men han var lovligt valgt af millioner af amerikanere, som havde legitime årsager til at støtte ham. De vidste, hvordan han var, men fortsatte med at støtte ham. De tror, at medierne er ude efter at gøre en ende på ham. »Han er ny, han er ikke politiker, giv ham dog en chance,«

Men hun fortsætter stærkt kritisk om Trumps egenskaber:

»Det er et mysterium. Hvorfor er præsidenten aldrig forsigtig? Han opfører sig ikke, som om han gik gennem et minefelt hver dag, men det gør han. Han opfører sig, som om han spadserer gennem sikkert territorium. Så tillader han sig at fremføre mærkelige påstande, udtalelser, tweets. Han trøster sig med, at han har bred folkelig støtte, men det har han ikke, for opinionsundersøgelser giver ham kun ca. 35 % (...).Historien vil dømme os efter, hvordan vi opfører os i disse dunkle tider. Den vil dømme os efter, hvem der udviste omsorg for landet og hvem der holdt hovedet koldt og hvem der ikke gjorde og hvem der forblev klarhovedet og retlinet.«

Den indflydelsesrige Charles Krauthammer,  som er denne klummeskrivers favoritkommentator, er i National Review stærkt kritisk over for Donald Trump:

»Donald Trumps karakter - foranderlig, impulsiv og ofte selvdestruktiv - har ikke ændret sig siden hans kampagne. Men det virkede som om, at demokratiets rækværk - Kongressen, domstolene, medierne, kabinettet - holdt tingene indenfor fornuftige grænser. Så kom de sidste ti dage. Landet er nu fanget i en intern malstrøm, som er Donald Trumps verden. Vi er i hans underjegs rige. Ingen rækværk synes at holde. Normal aktivitet forsvinder (...) Trumps opførsel er dybt bekymrende, men næppe overraskende. Hans hastigt foranderlige karakter har været der hele tiden. Og de amerikanske vælgere valgte ham ikke destomindre.«

Som man kan se, er de amerikanske kommentatorer stærkt delte. Der er dog i mange kommentarer en bitterhed over, at de etablerede medier i otte år lod præsident Barack Obama kritikløst slippe afsted med gerninger, der er sammenlignelige med dem, som Trump nu står anklaget for. Nu bruger de samme medier enhver anonym kilde til at få has på Trump. Historierne genfindes derefter kritiskløst i europæiske medier. Det er et uværdigt spring fra medløberjournalistik til det modsatte, men det er, som Charles Krauthammer siger til Fox News, nu engang sådan medierne er og vi må ikke slække på vor kritik af Trump, blot fordi medierne er venstreorienterede og utroværdige.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.