Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Voldelig opstand splitter Baltimore

Baltimore har i årevis kæmpet for at komme ud af den mørke skygge, der har ligget over byen siden drabet på Martin Luther King for næsten 50 år siden. Nu har nye, voldsomme race-optøjer sendt byen i undtagelsestilstand.

De fleste i Baltimore ventede bare på reaktionen, efter at den 25-årige sorte Freddie Gray døde i politiets varetægt midt i april. Den kom natten til tirsdag, da byen blev hærget af de værste uroligheder siden mordet på Martin Luther King i 1968.
De fleste i Baltimore ventede bare på reaktionen, efter at den 25-årige sorte Freddie Gray døde i politiets varetægt midt i april. Den kom natten til tirsdag, da byen blev hærget af de værste uroligheder siden mordet på Martin Luther King i 1968.

Otis Knight er taknemmelig for to ting: At hans smadrede butik formentlig bliver reddet af forsikringsselskabet, og at hærværksfolkene ikke fortsatte op i hans lejlighed på anden sal i samme bygning, hvor hans butik ligger.

»For så var det blevet blodigt. Min hustru havde allerede fundet sin pistol frem, og jeg kender hende godt nok til at vide, at hun havde skudt dem ned, hvis de også var kommet ind i lejligheden,« siger den 70-årige butiksindehaver, der står midt i glasskår og en totalt ødelagt butik efter en nat med voldsomme uroligheder i Baltimore.

I løbet af natten blev 144 biler sat i brand, og 15 butikker og bygninger blev brændt ned i de værste uroligheder i byen i mange år. Foreløbig er 200 mennesker blevet anholdt.Hundredvis af mennesker var på gaden. Nogle af dem for at protestere mod, at den 25-årige sorte Freddie Gray for ti dage siden døde, mens han var i politiets varetægt. Andre for ganske enkelt at give udtryk for deres frustration over at blive overset og udsat for forskelsbehandling, blot fordi man er sort.

Og så var der de professionelle ballademagere, som kom udefra, og som rejser efter urolighederne for at gøre mest mulig skade. De hader politiet og myndighederne. Og imellem alle disse grupper var der så de gemene tyve og hærværkspersoner, der ribbede Otis Knights forretning for alt af værdi. Inklusive de 2.000 dollar, som han tilfældigvis ikke var nået i banken med.

»Dem får jeg aldrig erstattet, for jeg kan ikke bevise, at jeg nogensinde har haft dem,« siger han og peger på sit ødelagte kasseapparat, der ligger smadret på gulvet i butikken mellem resterne af mannequindukker, knuste flasker og ødelagte udstillingsmontrer i den relativt store butik, der solgte alt lige fra kioskvarer til dametøj.

Hærværket og plyndringen har været altødelæggende ikke alene for Otis Knight, men også for mindst 12 andre butiksindehavere i den vestlige del af Baltimore – en bydel som netop var i færd med at rejse sig efter de store ødelæggelser i 1968.

Byen blev dengang brændt delvist ned som følge af urolighederne efter drabet på borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King.

»Hvad må man ikke tro om os?«

47 år er gået siden da. Og lige så længe har bydelen været præget af ødelæggelserne og er blevet fastholdt i en håbløs, sort, fattig ghetto uden meget håb for indbyggerne.

Overalt i bydelen ser man tilskoddede huse, der for længst er blevet forladt og ligger øde hen af den ganske simple grund, at ingen rigtigt har haft lyst til at satse og bosætte sig i Vestbaltimore. Indtil for nylig altså, hvor de første spinkle håb begyndte at vise sig i form af nyåbnede butikker.

Borgerne tog sagen i egen hånd, dannede foreninger og begyndte at opbygge et lokalsamfund, som de satsede på også ville tiltrække småhandlende.

»Vi er stolte af at bo her, og jeg er så rasende over, at disse bøller i går ødelagde alt for os. Hvad må man ikke tro om os, når man ser de her ødelæggelser,« siger Olissa Fowl, der står og fejer foran Otis Knights butik.

Hun var indtil i går ansat i butikken og bor også i ejendommen. Nu ved hun ikke, hvornår hun igen kan vende tilbage til forretningen og tjene penge nok til at klare sig. Hun er rasende og har svært ved at holde tårerne tilbage.

»Vi har slidt for at få vores kvarter op at stå igen. Vi har kæmpet en daglig kamp for at arbejde os op, og vi var begyndt at få et godt forhold også til politiet. Det har ellers været meget dårligt her i Baltimore. Men med den nye borgmester kom der mere lokalt samarbejde op mellem os og myndighederne. Så vi troede lige, at vi var godt i gang«, fortæller hun.

Olissa Fowl hentyder til Baltimores sorte borgmester, Stephanie C. Rawlings-Blake, som har siddet på posten siden februar 2010, og som netop har arbejdet for at forbedre samarbejdet mellem politiet og de lokale samfund.

Urolighederne har både chokeret og overrasket borgmesteren, som er trængt politisk, fordi hun ifølge sine kritikere ikke satte nok politi ind på at forhindre hærværket og ødelæggelserne.

Soldater i gaderne

Resultatet er blevet et Baltimore i undtagelsestilstand. Ingen må forlade deres hjem mellem klokken 22.00 og 05.00 i de næste fem dage. Politiet er blevet forstærket, og nationalgarden patruljerer i gaderne.

»Vi har bragt fred til byen nu,« siger Marylands guvernør, Larry Hogan, til Berlingske, da han tilfældigvis dukker op, mens vi taler med de lokale indbyggere.

Da han får spørgsmålet fra Otis Knight om, hvorvidt politiet nu kan passe på beboerne i aften, svarer guvernøren selvsikkert.

»Selvfølgelig, vi har helt kontrol over situationen.«

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.