Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Globetrotter

Vinterhysteri i Det Hellige Land

Hvis noget virkelig kan skræmme israelerne, er det temperaturer under ti grader. Den grinagtige vinterskræk begynder at sprede sig hvert år i november efter seks måneders strandvejr og sommer.

Det var ikke nogen tårevædet afsked, da jeg i sin tid hoppede fra Hammel til Jerusalem, og måtte sige farvel til maratonvejrudsigterne på dansk TV.

Jeg var vejrets ven, men vejrudsigternes fjende. Jeg satte, og sætter stadig, pris på det uforudsigelige danske vejr, fordi det tvinger en planlægningshærget plet på verdenskortet til at improvisere en lille smule hver dag. Slud, hagl, byger og stiv kuling er universets gave til danskerne.

Men jeg anså de langtrukne og detaljerede danske vejrudsigter for at være en del af en ondsindet sammensværgelse. Cardiganklædte mænds forsøg på at gøre vind, vejr og årstider lige så forudsigelige som gennemsnitsdanskerens hverdag. Et forsøg på at hjælpe planlæggerne med at planlægge vejret ihjel.

Og på den måde var det en sand befrielse at flytte til Jerusalem, hvor TV-kanalernes vejrudsigt store dele af året sammenfattes med »lidt varmere« – »lidt køligere« eller »mere af det samme« på ti sekunder.

Vejret fylder bare mindre i Israel. I samtaler og på TV. En sand nydelse. Lige indtil noget, israelerne kalder for vinter, begynder at melde sin ankomst hen mod slutningen af november. Her går det galt.

Et samfund, der størstedelen af tiden lever af at improvisere sig gennem solskinnet, bliver pludselig lammet og tvunget til at tage højde for vejret. Tvunget til at planlægge. Og vejrudsigterne svulmer til danske dimensioner.

Efter sæsonens første regn går israelerne i en kort periode mellem december og februar ustabile vejrforhold i møde. De skubbes ud af solskinstryg­heden og skal i denne korte periode også tage højde for blæst, hagl, regn og endda slud.

Men israelernes måde at imødegå vinterudfordringerne på er lige så dramatisk, som de danske vejrudsigter er lange og kedelige. Vinter og kulde er en farlig størrelse, og noget man skal værne sig imod. Det er nationens officielle pylretid, hvor skoler i Jerusalem er lukkede tre dage efter snefald. En tid, hvor bivirkningerne af lidt for meget sol for alvor sætter ind.

Hvis iranerne virkelig vil skabe panik i Israel, så dropper de atomprogrammet og køber 5.000 snekanoner.

Tag for eksempel ældstesønnens fodboldhold. Han er ti år, og for første gang har hans lokale klub i år sat en meget ambitiøs dagsorden. Et elitehold er blevet udtaget, der er træning fire til seks gange om ugen, kamp i weekenderne og forældrene er blevet kaldt til samtale om, at fra nu af er det alvor. Hvis man ikke er motiveret nok, kan man finde et andet sted at spille.

I det hele taget en meget seriøs fodboldpakke. Lige indtil skyerne klumper sig sammen over Jerusalem.

En dag i oktober begyndte holdets WhatsApp-app, hvor træner og forældre kommunikerer, at gløde med beskeder fra morgenstunden. Vejrudsigten sagde 20 grader og regn.

»Kan vi for børnenes helbreds skyld ikke få træningen aflyst i dag?« skrev en forælder. Straks blev vedkommende bakket op af ligesindede, og først på eftermiddagen faldt trænerens afgørelse.

»Vi har valgt at aflyse træning i dag af hensyn til børnenes helbred.«

Ambitionsniveauet mødte muren ved 20 grader og regn.

Det bliver en lang og pylret vinter for israelsk fodbolds fremtid, tænkte jeg og mindedes Hammels Hal B i 1980erne. Dengang var jeg selv på min søns nuværende alder, og vi spillede vinterfodbold i »grisehallen« – et asfalthelvede af en fodboldbane, hvor indetemperaturen allerhøjest lå et par grader over udetemperaturen. Men vi spillede, og en af de allerhårdeste drenge, der havde fået Englands nye landsholdsdragt i julegave, mødte endda op i shorts og korte ærmer. Fra den dag hed han kun »20 graders frost«.

Ingen forældre med sans for vind og vejr mente, at det var uforsvarligt. Det gjorde de heller ikke, da skolen arrangerede morgensvømning i et udendørsbad indtil slutningen af september.

Og ikke et eneste øjenbryn blev hævet, da vi i forbindelse med en klassetur til Sverige blev dirigeret til at svømme over to søer i oktober måned, hvor frosten havde bidt hele natten.

Min pointe er ikke, at vi alle sammen var meget sejere, da far var dreng. Min pointe er, at Danmark har det skønneste vejr trods de forfærdelige vejrudsigter. For meget varme og sol har en yderst pylret bagside.

Derfor var det en enorm lettelse at høre ældstesønnens konklusion, den dag træningen blev aflyst på grund af regn.

»Far,« sagde han. »Jeg har besluttet, at hvis jeg bliver god nok til at spille på landsholdet, så vil jeg spille for Danmark.«

Landshold eller ej. Det vigtigste er, at han ikke er blevet smittet af det lokale vinterhysteri.

Allan Sørensen er Berlingskes korrespondent i Mellemøsten

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.