Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Global kommentar

Vil Venstre give Brunei en krammer?

Berlingskes korrespondent i USA skriver om, hvorfor Brunei pludselig er blevet en international uappetitlighed.

Sultanen af Brunei, Hassanal Bolkiah, var i statsmoskeen i Bandar Seri Begawan i sidste måned for at bede for beskyttelse og sikkerhed for det palæstinensiske folk. Bolkiah har regeret siden 1967 og er statsoverhoved, premierminister, forsvarsminister og finansminister, religiøst overhoved, toldchef og politichef.
Sultanen af Brunei, Hassanal Bolkiah, var i statsmoskeen i Bandar Seri Begawan i sidste måned for at bede for beskyttelse og sikkerhed for det palæstinensiske folk. Bolkiah har regeret siden 1967 og er statsoverhoved, premierminister, forsvarsminister og finansminister, religiøst overhoved, toldchef og politichef.

Det har været en god uge i Brunei.

De lokale aviser skriver om, hvordan landets sultan åbner en ny flyrute til Vietnam, og hvordan han byder ti lande velkommen til en fodboldturnering. Og syv tidszoner væk er der også gode nyheder, for Venstre vil give landets statsborgere nemmere adgang til Danmark, fordi Brunei er et højtudviklet land.

Og det har også været en god uge i landet, for ingen er blevet stenet for homoseksualitet, for utroskab eller for at bagtale profeten Muhammed.

Hvorfor?

Brunei har sneget sig ind i den danske debat mellem Barbados og Canada; for det var dér, landet var placeret i Venstres udlændingeudspil – på den alfabetiske liste over lande, hvis borgere skulle have nemmere adgang til Danmark.

Et højtudviklet land

Brunei var kommet med på listen, fordi Venstre skulle bruge objektive kriterier til at finde de lande, som skulle have nemmere adgang, og valget faldt på to lister: FNs Human Development Index, som rangordner verdens lande efter økonomi, uddannelsesniveau, børnedødelighed og levealder, og Schengen-aftalens liste over visa-fri lande.

Dermed kombinerede Venstre et højt udviklingsniveau og en forholdsvis lav sikkerhedsrisiko, og kriterierne arbejdede efter hensigten. Lande som Saudi-Arabien og Qatar ligger højt på udviklingslisten, men har ikke visafrihed, og et land som Malaysia har visafrihed, men ligger ikke på listen over højtudviklede lande. Det ville alt sammen have været vellykket, hvis ikke det havde været for … Brunei.

 

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, erkendte sin utilpashed ved Brunei på listen, men landet hører til blandt verdens 30 mest højtudviklede lande, og det har visafrihed, og »sådan kommer listen ud, og sådan er det«, sagde han til DR.

Sten bøsserne!

Konservativ fortolkning af islam

Men hvorfor er Brunei pludselig blevet en international uappetitlighed?

Der er to problemer, og det ene problem er ikke nyt – og det er, at landet er et diktatur. Det var briterne, som i kolonitiden delte Borneo mellem Indonesien og Malaysia og efterlod to dråber land på den nordøstlige del til sultanen af Brunei. Siden 1967 har sultan Hassanal Bolkiah regeret fra sit palads med 1.800 værelser. Han er statsoverhoved, premierminister, forsvarsminister og finansminister, religiøst overhoved, toldchef og politichef, og i hele sin regeringstid har landet været i en de facto militær undtagelsestilstand.

Penge mangler han ikke. I 1929 blev der fundet olie i Brunei, sultanen er i dag god for mindst 25 mia. dollar, og indtægterne drypper også på hans undersåtter. Gennemsnitsindtægten i Brunei er på 50.000 dollar, femtehøjest i verden, og i den sydøstlige del af Asien ligger kun Singapore højere på Human Development Index.

Så Brunei er ganske rigtigt et rigt og udviklet land med sygesikring og en forventet levealder på 76 år – men det er til syvende og sidst også et enevælde.

Det er det gamle problem, som omverdenen har med Brunei. Det nye problem har at gøre med sultanen, som med alderen er blevet mere konservativ i sin fortolkning af islam, og 1. maj i år dekreterede han sharialov. Ifølge Amnesty International indfører loven »stening til døde« for voldtægt, utroskab, homoseksualitet, bagvaskelse af profeten Muhammed, forhånelse af dele af Koranen og Hadithen, blasfemi, røveri og for enhver muslim, som erklærer sig for ikke-muslim.

Da Uganda i februar i år indførte dødsstraf for homoseksualitet, førte det til et ramaskrig over den halve verden; Danmark, Norge og Holland stoppede u-landsbistanden – for Danmarks vedkommende handlede det om ni mio. dollar – og Uganda er generelt blevet udstødt af det gode selskab. Det samme er ved at ske for Brunei; især i Storbritannien og USA er aktioner mod sultanen blevet en kendissag.

Berømtheder som komikeren Jay Leno har således demonstreret foran Beverly Hills Hotel og Bel-Air Hotel i Beverly Hills. Sultanen ejer de to hoteller gennem sit ejerskab af Dorchester-hotelgruppen, og Kim Kardashian og kongrespolitikeren Ed Whitfield har fået medietæsk for at deltage i møder og fester på hotellet.

Aktivister forsøger at presse politikerne i Californien til at forbyde sultanen at eje hotellerne, fordi forskelsbehandling af kvinder og homoseksuelle er strengt forbudt i USA.

Krammer eller klemmer?

I Storbritannien har tabloidaviserne kørt en skamme-kampagne mod muslimske ledere og mod kongefamilien for at støtte sultanen; tabloidavisen The Mirror gik undercover blandt muslimske ledere i Birmingham, og en af dem blev hængt til tørre, fordi han syntes, at sultanen var i orden. »Racist, homofob og kvindehader,« sagde avisen om ham.

Kun lidt bedre gik det hertuginde Kate, som var på Dorchester Hotel i London, og prins William og prins Harry, som spillede polo ved et andet sultanhotel.

»Kongelig skandale og forsmædelse,« skrev Daily Mail.

Derfor er det ikke helt forkert, når Lars Løkke Rasmussen føler en vis utilpashed over at have Brunei på sin liste over lande, der skal have nemmere adgang til Danmark.

Det er naturligvis ikke Venstres skyld, at Brunei står på listen over højtudviklede lande, og at Schengen-aftalen giver Brunei visafrihed.

Men det er Venstre, som vælger at bruge de to lister som basis for sin udlændingepolitik, og som når til et resultat, som ikke er meget forskelligt fra at give Uganda en krammer og Saudi-Arabien en klemmer.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.