Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Vi reagerer på terror med symboler – ikke andet«

Det tog år at komme sig over terrorangrebet i New York i 2001. Nu varer dønningerne efter terror nogle få uger og består mest af ritualer og symbolik. Vil Manchester være anderledes, fordi det gik ud over børn?

Der er hele dagen blevet lagt blomster i centrum af Manchester
Der er hele dagen blevet lagt blomster i centrum af Manchester

På billedet er der to unge kvinder. Kvinden til højre hedder Ariana, og hun er popstjerne. Kvinden til venstre hedder Gina, og det er hun ikke. Ariana poserer med popstjerne-look, det gør Gina ikke. Gina er Gina, med firkantede briller, bøjler på tænderne og et bredt og åbent smil, for det er den største dag i den 15-årige piges liv.

Hun mødte sit idol i 2015 og lagde billedet på Twitter:

»Jeg kan dårligt tro, at det her virkeligt skete. Tak for alt, min elskede, jeg savner dig,« skrev hun til Ariana Grande.

I dag er Ariana levende. Og det er Gina ikke.

London Evening Standard udkom tirsdag eftermiddag med billedet på sin forside, og billedet af de to kvinder rammer ind i hjertekulen på millioner af mennesker. For Gina kunne være deres datter, deres barnebarn, deres søster, en boblende pige, som ifølge Evening Standard voksede op med Disney og voksede videre til Ariana Grande.

Det er ikke svært at forstå, hvor lykkelig hun må have været for at møde sit idol dengang, og det er heller ikke svært at forstå, hvor lykkelig hun var for at skulle til koncert med hende igen.

»Jeg er så kisteglad for at skulle se dig i morgen,« tweetede hun søndag til Ariana Grande med store bogstaver.

Og derfor er det heller ikke svær at forstå, hvorfor angrebet i Manchester gør så forbandet ondt og gør os så forbandede.

En normalisering af terror

Spørgsmålet er bare – hvor længe? Hvor længe kan vi være i den tilstand af forbandet?

Svaret er: íkke længe. Terrorangrebet i New York i 2001 sad i nerverne i årevis, men siden er den følelsesmæssige flagtid blevet stedse kortere og kriterierne for at få opmærksomhed højere. Det tog f.eks. ikke mange dage, førend verden var videre efter terrorangrebet ved Westminster i marts.

Den udvikling vil ikke overraske videnskaben.

Tre israelske forskere undersøgte f.eks. sammenhængen mellem aktiemarkedet i Tel Aviv og seks års »kronisk terror« mod Israel i 00erne, og – konkluderede de – med tiden blev aktieudsvingene mindre, det krævede mere at sætte aktierne i sving, og i det lange løb var der ingen terroreffekt på markedet.

»Udviklingen indikerer en normalisering af terror (...) Terror blev en del af hverdagens almindelige mønster,« som de skriver i deres undersøgelse.

Tre tyske sociologer har i bogen »Framing Excessive Violence« beskrevet det samme – at det er umuligt for os at holde adrenalinen oppe, og derfor foretager vi »en normalisering af volden.« Det betyder ikke en accept af volden, men det betyder, at vi har brug for noget at holde fast i, når vi fortæller historien.

Eller som den australske kommentator, Bernard Keane, kalder det: »et ritual«.

Han forudså efter terrorangrebet i marts i Westminster, hvordan reaktionen ville blive. Han talte om, hvordan politikerne ville udtrykke medfølelse, hvordan flagene ville gå på halv, hvordan medierne ville lede efter »the human touch«, og hvordan de politiske og religiøse fløje ville forsøge hver for sig at få noget ud af angrebet – og når alle så havde gennemlevet det pågældende ritual, ville de føle, at de havde udrettet noget, skrev han i onlinemagasinet Crikey.

Og han fik fuldstændig ret i sin forudsigelse. Det var, hvad der skete.

Flag på Facebook

Men hvad så med Manchester? Dagen derpå lyder det helt bimmelim at tale om at »normalisere« Manchester eller »ritualisere« Saffie Rose Roussos, en otteårig pige, som var et andet offer for galskaben. Hun var med sin mor og søster til koncerten med Ariana Grande, og mor og søster overlevede eksplosionen; Saffie gjorde ikke, skriver The Telegraph.

»Saffie var en smuk lille pige i hver en betydning af ordet. Alle elskede hende,« som inspektøren på hendes skole siger i en udtalelse.

Avisen bringer et billede, som er lige så knusende som det billede, som Evening Standard har på sin forside. Det er en pige, bare en lille pige. Eller se på det billede, som Berlingskes Uffe Taudal tog i går. Han interviewede to mødre, som havde været ved koncerten med deres døtre på ni og ti år – og det er svært at betragte de to spillevende piger i deres allerbedste koncerttøj og så få det til at stemme overens med, at det var piger som dem, som selvmordsterroristen slog ihjel.

Så er det sjælestyrkende at sige som dem, der siger, at »nu bliver det anderledes. De slog børn ihjel. Nu sker der noget«.

Eller det er bestyrkende at give et like til det konservative folketingsmedlem Rasmus Jarlov, som klager over, hvordan Facebook kammer over af føleri. Han var utålmodig efter at komme til at diskutere, hvordan »vi stopper det« i stedet for »at sætte flag på Facebook og synge Imagine«, som han skrev på Twitter.

Medieforskeren Roman Gerodimos fra Bournemouth University er endnu mere direkte end Jarlov. Efter terrorangrebet ved Westminster i marts klagede han i en artikel over, hvad han kaldte den »lavpandede debat om terror«, som i dag er endt i »postmodernistisk symbolisme«. Det hele er føleri, det hele er vi-vil-aldrig-glemme, det hele er »je suis«, og vi diskuterer ikke hverken årsagen til angrebene eller løsningsmuligheder.

Det er mediernes skyld, men det er i endnu højere grad magthavernes skyld, fordi de har skiftet fokus fra at forebygge angreb til udelukkende og uafbrudt at tale om at give befolkningen »evnen til at stå imod og til at komme videre i tilværelsen efter et terrorangreb«. Resultatet er, at vi »normaliserer terrorisme som en uundgåelig del af hverdagen«, eller – som borgmesteren i London for nylig udtrykte det – »nu engang en del af at bo i en storby.«

Er der noget, vi kan gøre?

Men som den anden side i debatten vil svare: Hvad er det helt konkret, at I vil gøre? Hvordan vil I helt konkret »stoppe det?«

En tidligere amerikansk efterretningsanalytiker, John Schindler, tweetede, at der reelt ikke var meget at gøre. Bombemanden var den 22-årige Salman Abedi, som er født og opvokset i Storbritannien, og som i forvejen var kendt af britisk politi og efterretningsvæsen. »Og selvfølgelig var han det,« som han skriver, »for det er de næsten allesammen.« Men det kræver 24 mand at overvåge en enkelt mistænkt i døgndrift, og i Storbritannien er der formentlig tusinder af den slags mistænkte. Så hvis ikke samfundet vil gøre sig selv til et Stasi-samfund, så er der ikke meget andet at gøre end at fortsætte det, man gør nu: at overvåge de mest oplagte terrorkandidater og håbe på det bedste.

»Og det er en kunst, ikke en videnskab at finde kandidaterne,« som John Schindler skriver.

Problemet er, at næsten alle de lavesthængnende frugter i kampen mod terror er plukket – og der er på alle måder langt op til de næste. For eksempel: I Storbritannien taler politikere fra UKIP om at indføre nødretstilstand, så briterne uden dikkedarer kan sætte tusindvis af mulige islamister i fængsel. Andre steder i Europa vil man have samlet flygtninge og asylsøgere op og sende dem tilbage til bl.a. Libyen, og i USA kæmper præsident Trump stadig på at få gennemført sit – som han kalder det – »muslimske indrejseforbud«.

Forslagene er ikke umulige, men de er af den slags, som kræver en dyb demokratisk vejrtrækning.

Derfor – i mangel af bedre eller bedre end mangel – ritualiserer vi reaktionen på et terrorangreb, og derfor sætter vi flag på Facebook, og almindelige mennesker i Manchester forvandler sig til omvandrende i knus og tilbud om overnatning. Og derfor virker det hele så klichéfyldt, for klicheer er trygge, som redaktøren for Times Literary Supplement, Stig Abell, skrev:

»Sådan en bombe er ødelæggende på alle måder og ikke mindst, fordi den ituriver det narrativ, som vi bygger tilværelsen på,« f.eks. at vi er sikre i vores byer, og at børn er trygge, og at civilisationen altid vil vinde over barbari. »Når den slags tryghed kollapser, bliver vi bange, og så virker terrorismen.«

»Så hvordan skal vi svare? Ved at skabe tryghed,« skriver Abell og nævner værdien i – og i mere end én betydning – at blive krammet af likes og retweets, emojis, digte og billeder.

Det er med til at genskabe den tryghed, som bomben sønderrev, og det er med til at fortælle os, at »terroristerne i virkeligheden er få og ynkelige i deres indflydelse«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.