Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Vi har haft nok præsidenter med navnet Bush«

Jeb Bush, lillebror til forhenværende præsident George W. Bush, stiller formentlig op som præsidentkandidat. Hans største svaghed er netop hans bror.

Hvis den forhenværende Florida-guvenør Jeb Bush skal have held med at blive valgt som Republikanernes præsidentkandidat og måske endda som kommende præsident i USA skal han arbejde målrettet på at kæmpe sig ud af sin brors skygge. Storebror George W. Bush er usædvanligt upopulær – selv hos Republikanerne. Foto: Jonathan Ernst
Hvis den forhenværende Florida-guvenør Jeb Bush skal have held med at blive valgt som Republikanernes præsidentkandidat og måske endda som kommende præsident i USA skal han arbejde målrettet på at kæmpe sig ud af sin brors skygge. Storebror George W. Bush er usædvanligt upopulær – selv hos Republikanerne. Foto: Jonathan Ernst

WASHINGTON: Hvis ellers hans mor kan tie stille, så er der en til vished grænsende sandsynlighed for, at Floridas tidligere guvernør Jeb Bush får held til at stille op som præsidentkandidat for Det Republikanske Parti ved valget i november 2016.

For hans mor, Barbara Bush, som også er mor til USAs tidligere præsident George W Bush og i øvrigt gift med USAs 41. præsident, George H. W. Bush, har sagt det klart, som alle andre kun tænker: USA skal ikke have familiedynastier som præsidenter.

»Vi har haft nok præsidenter med navnet Bush«, som hun for godt et halvt år siden sagde til den amerikanske TV-station ABC.

Ikke just nogen god start for en præsidentkampagne. Når man ikke engang har sin egen mor på sin side, har man tabt på forhånd i det familieorienterede USA.

Barbara Bush er dog kommet på andre tanker siden da og støtter nu sin søn, som blandt republikanerne anses for at være en kandidat, der kan samle en del af partiet og ikke mindst appellere til de latino-vælgere, som republikanerne har skræmt væk, og som i udpræget grad stemmer demokratisk.

For Jeb Bush er gift med en latina-kvinde, den mexicanskfødte Columba Bush, taler spansk og har et godt greb om netop disse vælgere fra sin tid som to gange guvernør i staten Florida, hvor der er ganske mange latino-vælgere. Ikke mindst cubanere af den gamle skole. Det vil sige republikanere om en hals.

Men Florida-cubanerne gør det ikke alene. For de fleste lationer uden for Florida har en tendens til at stemme demokratisk og især på en højrefløjsdemokrat som Hillary Clinton, hvis da ellers hun også stiller op som præsidentkandidat. Og det gør hun nok.

Jeb Bush meddelte forleden, at han aftrapper alle sine forpligtelser i forskellige virksomheder. Det var et af mange tegn på, at den tredje Bush nu forsøger at stille op som præsidentkandidat. Og dermed starter hele maskineriet. Penge samles ind, og Jeb Bush begynder at rejse rundt for at hente støtter i især de mere konservative stater. Og han skal ikke mindst finde ud af, hvem der ellers stiller op, og hvor han så skal placere sig i forhold til dem.

Verdens kedeligste taler

Jeb Bush er bror til den mest upopulære præsident i nyere tid. George W. Bush er så ildeset ikke blot i befolkningen, men også i sit eget parti, at han ikke inviteres til nogen af Det Republikanske Partis store politiske sammenkomster. Han er totalt fraværende hvert eneste år, når partiet holder årlig konference uden for Washington D. C., hvor tidligere præsidenter ellers burde give deres meninger til kende.

Alle potentielle præsidentkandidat holder distance til George W. Bush, ikke alene på grund af Irak-krigen, men også på grund af en finanskrise, der fik lov til at gå amok i hans præsidenttid.

Jeb Bush skal ryste dettte image af sig, hvilket han formentlig også kan. For Jeb Bush er meget anderledes end sin bror og minder måske mere om faderen, George H. W. Bush, der var præsident fra 1989-1993.

Jeb Bush har to problemer: Dels anses han for at være for liberal til den mere konservative base i partiet. Han går ind for en immigrationsreform – og ikke blot for at tækkes primært latino-vægerne.

Han mener, at USA som et indvandringsland skal have klarere regler for indvandring, også selv om det betyder, at mange millioner illegale indvandrere får chancen for at få legaliseret deres ophold. På det punkt er han næsten på linje med den nuværende demokratiske præsident, Barack Obama. Og også på en række andre områder indtager han synspunkter, som anses for at ligge til venstre i partiet.

Og så er han verdens kedeligste taler. Der er intet flammehav, når han stiller sig på talerstolen. Folk kæmper for ikke at falde i søvn – modsat når de hører en anden af de republikanere, som ventes at stille op, New Jerseys guvernør Chris Christie.

Christie kan tale en forsamling op. Og han ligger også på en række områder til venstre for midten i Det Republikanske Parti, men kan i modsætning til Bush tale sig ud af en hvilken som helst situation, hvis ellers hans temperament holder til presset. For han bliver hidsig, hvis nogen udfordrer ham, og engang imellem giver han udtryk for, at forsamlingen er rene åndståber og er på grænsen til at love folk tæsk, hvis ikke de holder kæft. Og det er jo ikke så godt for en kommende præsidentkandidat.

Den slags gør den 61-årige Jeb Bush ikke. Han taber ikke fatningen, og han kan – hvis han allierer sig med de rigtige kræfter – bedre nå vælgere, som Chris Christie måske ikke kan nå, især i de sydlige delstater. Og mange ønsker at se en præsidentvalgkamp med Jeb Bush i hovedrollen over for demokraternes Hillary Clinton, selv om de på en række politiske områder vil komme til at ligne hinanden.

Uudforsket territorium

Bush største svaghed er hans bror. Han vil konstant blive konfronteret med den politik, han førte, og som ifølge mange amerikanere har skabt en lang række af de problemer, USA har i dag.

Selv om Barack Obama bestemt heller ikke er populær ret mange steder, så får han en vis kredit for, at han har mildnet finanskrisen og måske har fået USA tilbage på fode igen gennem målrettede pengepolitiske strategier. Det vil Clinton kunne bygge videre på, hvorimod Bush er nødt til at distancere sig fra meget af den politik, hans bror gennemførte, hvis han skal vinde valget.

Men som The Washington Post skriver, så er Jeb Bush stadig et uudforsket territorium. Han anses for at være smartere end sin bror og mere liberal. Men på en række områder ved man, at han bestemt hverken er smartere eller mere liberal end sin bror – blandt andet på klimaområdet, hvor han er en hardliner og ikke just er vindmøllernes bedste ven.

Men som altid med præsidentkandidater: Personen ændrer sig, når først alvoren melder sig. Og Bush er nødt til at blive godkendt også i bibelbæltet. Og dér vil hans republikanske kerneværdier blive alvorligt testet på en række områder.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.