Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Vesten masseudviser russiske diplomater: »Det er virkelig noget, der vil give genlyd i Rusland«

Udenrigsministeriet har for første gang nogensinde besvaret hændelser i udlandet med udvisninger fra dansk jord. »Vi holder sammen og passer på hinanden,« siger Socialdemokratiets udenrigsordfører.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) holder pressemøde i Udenrigsministeriet i København om sanktioner mod Rusland. Foto: Mads Claus Rasmussen.
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) holder pressemøde i Udenrigsministeriet i København om sanktioner mod Rusland. Foto: Mads Claus Rasmussen.

Danmark udviser to diplomater til Rusland som reaktion på det russiske attentat mod to mennesker i Storbritannien for nylig.

Udvisningen blev meddelt af udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) mandag eftermiddag og er Danmarks første af sin art nogensinde.

»Der skal ikke være tvivl om vores støtte i denne sag,« sagde udenrigsministeren. »Vi bakker fuldt og helt op om vores britiske venner.«

Beslutningen skyldes den dramatiske hændelse i sydengelske Salisbury 4. marts:

Sergei Skripal og datteren Yulia blev fundet bevidstløse af nervegift på en offentlig bænk.

Faderen havde været russisk spion og samtidig dobbeltagent for den britiske efterretningstjeneste op gennem 1990erne.

Han blev anholdt af den russiske efterretningstjeneste i december 2004 og idømt 13 års fængsel for sit forræderi - men kom seks år senere med i en udveksling af spioner og har lige siden boet i Storbritannien som civil.

Myndighederne tjekkede byen for yderligere forekomster af nervegas i timerne efter. Tre politibetjente kom i den anledning selv alvorligt til skade. En af betjentene er stadig i livsfare.

Vladimir Putin blev spurgt om sin rolle og havde efter eget udsagn »kun hørt om sagen gennem medierne«.

Men de britiske myndigheder er helt sikre på en russisk indblanding. Den anvendte nervegift var for eksempel af typen Novichok og udviklet i det daværende Sovjetunionen i 1970erne og 1980erne.

Danmark er ikke ene om sanktionerne. Mange lande over hele verden har reageret med enten protester eller udvisninger.

14 af EUs medlemslande har udvist omkring 30 diplomater til sammen - koordineret direkte af formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk.

USA har givet i alt 48 diplomater og 12 efterretningsofficerer en uge til at forlade landet og lukker ved samme lejlighed det russiske konsulat i Seattle.

Den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, kalder Vestens reaktion mod Rusland for den største kollektive udvisning af spioner nogensinde.

Også premierminister Theresa May siger tak for støtten fra Storbritanniens allierede og kalder den et stærkt signal til Rusland om det uacceptable i lovstridige handlinger.

Anders Samuelsen får bred opbakning til sin beslutning om udvisningen af de to diplomater.

»Der er tale om et meget groft overgreb, som russerne har begået på britisk territorium,« siger udenrigsordfører Nick Hækkerup fra Socialdemokratiet.

Udenrigsordføreren kalder den internationale aktion for solidarisk. »En række lande stiller sig på briternes side og markerer, at vi holder sammen og passer på hinanden,« siger han.

Hvis landene i samarbejdet aftaler det, vil han ikke afvise yderligere sanktioner.

Også udenrigsordfører Søren Espersen fra Dansk Folkeparti bakker op om udvisningen.

»Sanktionen er utrolig skarp,« siger han til Ritzau. »Så det er virkelig noget, der vil give genlyd i Rusland.«

Briterne har også luftet andre slags sanktioner. Ingen britiske politikere eller kongelige vil for eksempel overvære fodbold-VM i Rusland til sommer.

Det officielle Rusland har allerede varslet udvisningen af et tilsvarende antal diplomater.

»Vi vil arbejde på det i de kommende dage og vil besvare alle landene efter tur,« siger en talsmand fra det russiske udenrigsministerium.

De to ofre for attentatet ligger stadig på hospitalet og kommer sig muligvis aldrig.

Selv om man ikke har megen statistik på feltet, lover de kendte tal dårligt for ofrene: En kemiker på det oprindelige projekt blev selv udsat for Novichok i 1987 og døde af skaderne fem år senere.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.