Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Verdens mest pressede borgmester under belejring

Det er stilhed efter stormen. Eller også er det stilhed før endnu en storm.

Tegning: Claus Bigum
Tegning: Claus Bigum

GRÆKENLAND: Velkommen til epicenteret for det, der betegnes som Europas flygtningekrise, som mere og mere ligner en dyb krise for det europæiske fællesskab. Velkommen til to byer på hver sin side af Ægæerhavet – Dikili på den tyrkiske vestkyst og Mytilini, der er den største by på den græske ø Lesbos.

I Mytilini glæder borgmesteren, Spiros Galinos, sig over, at EU omsider har erkendt, at løsningen på flygtninge-udfordringen ligger på den anden side af Ægæerhavet – i Tyrkiet.

Første gang jeg mødte verdens formentlig mest pressede borgmester, der – ud over Grækenlands økonomiske nedsmeltning også i det seneste års tid har skullet tackle hen ved 500.000 gummibådsflygtninge og hæren af tilrejsende flygtningefrivillige – var i maj sidste år. Dengang spurgte jeg ham, om Lesbos – og Grækenland i det hele taget – har fået tilstrækkelig opbakning fra de andre EU-lande til at klare indtoget af flygtninge fra Mellemøsten. Svaret var et rungende nej.

Men nu er hjælpen ankommet. Sådan da. For de andre EU-lande har stadig ikke leveret de specialister og tolke, der er aftalt. Samtidig er borgmesteren alt andet end stolt over den måde, flygtningene og migranterne bliver behandlet på i øens største flygtningelejr, Moria, efter aftalen med Tyrkiet.

»Der er overhovedet ingen grund til at spærre disse mennesker inde. Det var de ikke før, og som borgmester kan jeg skrive under på, at det ikke var noget problem,« siger Spiros Galinos, der næsten lyder som et ekko af den kinesiske kunstner og aktivist, Ai Weiwei, der slår sine folder på Lesbos som revser af EUs flygtningepolitik.

Et af Ai Weiweis værker pryder da også bogmesterkontorets bogreol.

Faktisk mener borgmesteren, der er søn af en helt fra modstanden mod Nazi-Tysklands besættelse, at indespærringen i Moria-lejren er lidt af en skamplet på EU, og at det rettelig er den 15 meter høje bronzestatue ved indsejlingen til byens havn, der repræsenterer Lesbos. Statuen er en kopi af Frihedsgudinden i New York og blev rejst i 1930erne af en af øens sønner, der ifølge turistguidernes overleveringer var emigreret til Amerika som en ung fattig knægt og vendt hjem til Lesbos som en holden mand.

Statuen symboliserer håb og knejser lige dér, hvor de heldigste af flygtningene sendes videre til Athen med færgen, og hvor de uheldige eskorteres ombord på et skib med kurs tilbage til Tyrkiet.

Indtil videre er det dog kun nogle få hundrede, der er blevet returneret. Borgmesteren frygter derfor, at Lesbos skal huse tusindvis af flygtninge mere permanent, når/hvis det viser sig, at aftalen med Tyrkiet falder til jorden. Enten fordi EU-landene alligevel ikke som aftalt vil give de knap 80 millioner tyrkere visumfrihed til sommer, eller fordi de andre EU-lande ikke indfrier deres løfte om at aflaste Grækenland og genhuse nogle af de titusinde af flygtninge, der opholder sig i landet.

På den anden side af det stræde, der det seneste års tid har tjent som maritim motorvej for alverdens flygtninge og migranter med kurs mod EU, har den lille tyrkiske kystby Dikili også en slags vartegn. Det er et kæmpestort banner på byens torv med det glade budskab om Sevginin Kenti – Kærlighedens By.

På borgmesterkontoret er det dog mere bekymring over end kærlighed til flygtningene, der præger Mustafa Tosun. Som borgmester har han også følt sig under en form for flygtningebelejring, siden Tyrkiet indgik flygtningeaftalen med EU i marts. Det er nemlig hans lille by, som de afviste flygtninge og migranter på Lesbos skal sejles hen til, og det vil skræmme turisterne bort og dermed ramme en af Dikilis vigtigste indtægtskilder, klager Mustafa Tosun.

Han glæder sig dog over, at det – tilsyneladende – er lykkedes byens borgere at omgøre en beslutning truffet af den tyrkiske regering og dens stærke mand, præsident Erdogan, om, at Dikili i et eller andet omfang og mere permanent skulle huse de tilbagesendte flygtninge fra Lesbos. Efter borgmesterens og borgernes protester for internationale mediers rullende kameraer tyder det på, at Dikili nu kun skal tjene som transitområde.

Når flygtningene kommer retur, skal de registreres i dertil indrettede telte i havnen. Derefter er det planen, at de skal køres til en større lejr, der er ved at blive opført i det nordvestlige Tyrkiet nær grænsen til Bulgarien.

Så langt så godt, mener Mustafa Tosun. Han er bare langt fra sikker på, at aftalen mellem EU og Tyrkiet om at stoppe strømmen af gummibåds-flygtninge vil virke.

»Flygtningene har jo ikke forladt hus og hjem for at være her hos os i Tyrkiet. De vil være hos jer. De vil til Europa,« siger Mustafa Tosun.

Det er chaufføren, der efter besøget i Dikili kører os til lufthavnen i den nærliggende millionby Izmir, enig i.

»Der er mange, der her i området har tjent gode penge på at sende flygtninge til Lesbos. Det vil der fortsat være. For der er mange arbejdsløse, og det kræver ikke den store uddannelse at være menneskesmugler. Det kræver bare, at man er villig til at løbe en risiko,« siger han.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.