Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Verdens ledere hylder Helmut Kohl

Han genforenede Tyskland og spillede en afgørende rolle i afslutningen af den kolde krig. Verdens ledere hædrer Helmut Kohl som en af Europas største statsmænd siden Anden Verdenskrig

Kristendemokraten Helmut Kohl, der forenede Tyskland, afgik fredag ved døden. Her taler han til en folkemængde i Berlin blot en dag efter murens fald i 1989.
Kristendemokraten Helmut Kohl, der forenede Tyskland, afgik fredag ved døden. Her taler han til en folkemængde i Berlin blot en dag efter murens fald i 1989.

BERLIN: »Fred må være mere end fravær af krig«, sagde Helmut Kohl i 1995, da borgerkrigen i Jugoslavien nærmede sig sin afslutning.

Fredag morgen fik den 87-årige tidligere forbundskansler selv fred, da han efter længere tids sygdom afgik ved døden i sit hjem i Ludwigshafen.

I dag mindes verdens ledere genforeningskansleren Helmut Kohl, der mod alle odds samlede det delte Tyskland og viede sit politiske liv til det europæiske projekt.

Kohl var »den rette mand på det rette tidspunkt«, sagde en berørt Angela Merkel. »Jeg er personligt taknemmeligt for, at han var til«. Efter forbundsdagsvalget i december 1990 overraskede Kohl både venner og fjender ved at gøre den unge østtyske politiker til minister for kvinder og ungdom.

Som få andre tyske politikere i efterkrigstiden står Helmut Kohl som den tyske politiker, der mere end nogen anden omsatte den tyske forfatter Thomas Manns opråb om nødvendigheden af »et europæisk Tyskland, ikke et tysk Europa« til politisk virkelighed.

Da muren faldt i november 1989,  greb Kohl, der som kansler aldrig havde sluppet drømmen om et samlet Tyskland øjeblikkeligt initiativet og fremlagde kort efter Murens fald sin ti-punkts-plan for en genforening.

»Vi tyskere har lært af historien«, sagde Kohl dengang for at forvisse både franskmænd, englændere og andre europæiske nationer om tysk velfordragelighed.

»Vi er et fredselskende, frihedselskende folk. For os hænger kærligheden til vores fødeland altid sammen med kærligheden til friheden og det gode naboskab.«

Få år inden genforeningen havde Kohl sendt et klart og utvetydigt signal til omverdenen om vesttyskernes vilje til forsoning med de europæiske nabolande, ikke mindst ’arvefjenden Frankrig’, da han hånd i hånd med den franske præsident Francois Mitterand i 1984 nedlagde en mindekrans ved  soldatergraverne ved Verdun, hvor omtrent en halv million franskmænd og tyskere mistede livet i Første Verdenskrigs blodige skyttegravskrige.

Fredag tweetede Frankrigs præsident Macron »Han var en mester for det forenede Tysklands mester og det tysk-franske venskab. Med Helmut Kohl har vi mistet en stor europæer.

I Bruxelles vajede EU-faner fredag på halv for supereuropæeren Helmut Kohl. EU-kommissionens formand Jean-Claude Junker udtrykte i en pressemeddelelse sin sorg over Kohls bortgang. Han var en »stor europæer og en virkelig god ven«, erklærede Juncker fredag og lovpriste samtidig Kohls toneangivende rolle i tilblivelsen af det europæiske valutafællesskab.

»Uden Helmut Kohl ville euroen ikke have eksisteret. Fra begyndelsen fattede han, hvilken politisk og økonomisk betydning, hvilken uvurderlig værdi og hvilke strålekraft en fællesvaluta har for vores kontinent«, lød det i en pressemeddelelse fra Juncker.

Fredag hyldede Lars Løkke Rasmussen Kohl som en statsmand med en uvurderlig betydning for vore dages Europa. »En stor europæer og ven af Danmark er død. Helmuth Kohl genforenede Tyskland og prægede Europa. Æret være hans minde«, lød det på statsministerens twitter-profil.

Trump: Kohls eftermæle vil leve videre

På den anden side af Atlanten var der tilsvarende lovprisende ord om den afdøde kansler.

»Han var ikke blot manden bag den tyske genforening, men også en fortaler for Europa og det transatlantiske forhold. Verden har draget nytte af hans visioner og anstrengelser. Hans eftermæle vil leve videre«, lød det i en erklæring fra præsident Trump.

I 1987 stod Kohl på podiet på Brandenburger Tor, da den amerikanske præsident Ronald Reagan i en historisk tale opfordrede Sovjetunionens leder, Mikhail Gorbatjov, til at »Tear down that wall« (Rive muren ned, red.).

Også den forhenværende præsident George H. W. Bush, der sammen med Gorbatjov og Kohl spillede en afgørende rolle i at sikre en fredelig genforening af Tyskland, udtrykte fredag sin sorg over kanslerens bortgang.

»Det nære samarbejde med en meget god ven for at opnå en fredelig afslutning på den kolde krig og genforeningen af Tyskland vil altid være en af de største glæder i mit liv«, skrev Bush i en pressemeddelelse.

Også i Rusland begræd Mikhail Gorbatjov sin ven og kollegas bortgang. Gorbatjov lovpriste i en pressemeddelelse Kohl som en »enestående« leder, der rettidigt havde »advaret vesten mod at se bort fra russiske interesser.«

Troels Heeger er Berlingskes korrespondent i Tyskland

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.