Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Venezuelas elite holder kortene tæt til kroppen – helt tæt

Medlemmer af Venezuelas elite forsøger gensidigt at få hinanden til at bekende kulør: For eller imod præsident Maduro? Det er et farligt spil – et livsfarligt spil.

Venezuela har en yderst privilegeret overklasse og en massiv underklasse, der lever et liv som dag og nat. Præsidenten er i høj grad afhængig af elitens opbakning, så når opbakningen svinger, kan det meget vel være fatalt for landets udskældte præsident Maduro. Her er det et bryllup blandt medlemmer af eliten, der afholdes i Caracas Country Club. Foto: Scanpix
Venezuela har en yderst privilegeret overklasse og en massiv underklasse, der lever et liv som dag og nat. Præsidenten er i høj grad afhængig af elitens opbakning, så når opbakningen svinger, kan det meget vel være fatalt for landets udskældte præsident Maduro. Her er det et bryllup blandt medlemmer af eliten, der afholdes i Caracas Country Club. Foto: Scanpix

Venezuela synes i færd med at synke ned i kaos med nærmest daglige konfrontationer mellem demonstranter og politi. Man spørger sig selv, hvorfor landets magtfulde politiske og militære eliter har valgt at holde fast i præsident Nicolás Maduro?

Landet ligner set udefra en topkandidat til det, nogle forskere kalder »elitefraktur« – altså en slags afskalning, hvor stadig flere magtfulde personer lægger afstand til et given styre og dermed fremtvinger et regimeskifte.

Den længe ulmende vrede mod Maduros regering eksploderede i sidste uge, da han opfordrede til nedfældning af en ny forfatning – i vide kredse opfattet som det sidste af en række forsøg på at fastholde magten. Demonstranterne er skyllet ud på gaderne, og de har – i hvert fald hidtil – ladet hånt om sikkerhedsstyrkernes hårde fremfærd, som har kostet snesevis af dræbte.

Volden forværrer den månedlange krise, som har været karakteriseret af fødevaremangel, økonomisk sammenbrud og præsident Maduros kejtede forsøg på at konsolidere sin magt. I et halvdemokratisk system som Venezuelas har den slags situationer ofte ført til, at eliten har følt sig kaldet til at fremtvinge et regi­meskifte.

»Den kendsgerning, at det ikke er sket inden for de seneste to år, er den største gåde af dem alle,« siger Steven Levitsky, politolog fra Harvard.

»Hvis det sker i næste uge, vil vi alle sammen sige »nå ja, det måtte jo ske«.«

Men brudflader begynder at åbne sig, og de første skikkelser i magtfulde stillinger har nu lagt afstand til Maduro og forsigtigt antydet en voksende utilfredshed med regeringen.

Også de seneste tiltag fra styrets såvel som fra elitens side synes at antyde, at begge parter tager muligheden for en »fraktur« alvorligt: De manøvrerer i et spil med høje indsatser, som kan være afgørende for landet, men hvis udfald stadig er uvist.

Elitefraktur optræder som en slags spil, hvor hver enkelt deltager forsøger at finde ud af, hvad de andre omkring bordet har tænkt sig at gøre. Forbliver man for længe loyal over for en smuldrende regering, risikerer man at ryge med den i faldet. Bryder man omvendt med regeringen, mens andre vælger ikke at gøre det, risikerer man at betale en høj pris for sin manglende loyalitet.

Dette mønster kan meget vel være lige så gammelt som politikken i sig selv. Den græske filosof Platon skrev engang i det fjerde århundrede før vor tidsregning, at en forenet elite kunne modstå en folkelig opstand, men hvis der opstod uenighed i den regerende klasse, kunne magten skifte hænder.

Medlemmerne af Venezuelas elite forsøger gensidigt at få hinanden til at bekende kulør: Hvor står den enkelte, og hvordan er regeringens aktuelle styrke? Det sker løbende i et forsøg på at afgøre, hvor og hvornår man skal kaste sit lod. Hvis tilstrækkeligt mange mener, at de har nået den kritiske masse, der skal til for at gennemtvinge et regimeskifte, vil de formentlig alle skubbe på samtidig.

Det var et sådant forsøg, justitsminister Lui­sa Ortega foretog sig i slutningen af marts, om det så var tilsigtet eller ej. Da den regeringstro højesteret tiltog sig de fleste af parlamentets beføjelser, fordømte Ortega tiltaget som »et brud på den forfatningsmæssige orden.«

Det satte regeringen i et dilemma: Valgte den at tolerere Luisa Ortegas opposition, kunne det signalere et større spillerum for eliterne, hvad angår præsident Maduro og dermed muligvis befordre en mere åbenlys afstandstagen. Valgte regeringen i stedet at straffe hende, ville den risikere en kontant reaktion fra kredse, der var enige i hendes bedømmelse.

Justitsministeren forblev ustraffet, og højesterets afgørelse blev annulleret.

»Det er et tegn på den enorme svaghed i den regerende klike, at Luisa Ortega indtog den holdning, hun gjorde, og alligevel magtede at beholde sit job,« siger politologen Francisco Toro, der redigerer hjemmesiden Caracas Chronicles: »Den slags er aldrig sket før.«

En loyalitet, der er købt og betalt

Den afgørende stemme tilhører i den slags situationer ofte militæret, der typisk har magt til at bryde et dødvande i de herskende klasser og ofte også folkelig legitimitet til at gribe ind og stille sig i spidsen for en overgang.

I Venezuela opfordrer flere allerede militæret til at gribe ind.

I februar sagde den fremtrædende jesuit Luis Ugalde, at Maduros regering har »udvist diktatorisk opførsel.« Han opfordrede til en overgangsregering modelleret efter et militærkup i 1958, der genindsatte demokratiet.

Forinden havde Cliver Alcalá, en pensioneret generalløjtnant, opfordret til en folke- afstemning, som skulle afsætte Maduro. Selv om præsidenten beordrede ham arresteret, er Alcalá stadig på fri fod, om end fortsat under pres. Men regeringen kan ikke vide, hvorvidt disse stemmer repræsenterer en bredere opposition i militæret, og derfor må den hver gang vurdere, hvor hårdt den skal fare frem. Det er et voveligt spil, den ikke rigtigt har råd til at begå fejl i.

Nicolás Maduro og hans forenede socialistparti kan dog også spille spillet: Han har givet loyalisterne mulighed for at profitere på korruption og beskyttelse, så de får en økonomisk andel i regeringens overlevelse. I gamle dage betalte Hugo Chávez loyaliteten med penge fra oliesalget, men i dag er den mest værdifulde ressource i Venezuela ifølge Francisco Toto adgangen til udenlandsk valuta til favorable kurser.

Oversættelse: Lars Rosenkvist

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.