Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Varme forbindelser mellem Putins Rusland og tyske indvandringskritikere

AFD-chef Frauke Petry har været i Kreml for at mødes med russiske parlamentarikere. Forud for efterårets forbundsdagsvalg flirter Alternative für Deutschland stadig tættere med Putins Rusland

Formanden for Alternative für Deutschland, Frauke Petry, har været i Moskva for at mødes med russiske parlamentarikere.
Formanden for Alternative für Deutschland, Frauke Petry, har været i Moskva for at mødes med russiske parlamentarikere.

BERLIN: Forbindelserne mellem Kreml og Tysklands indvandringskritiske parti Alternative für Deutschland bliver stadig mere varme.

Mandag rejste AFD-chefen Frauke Petry til Moskva, hvor hun ifølge eget udsagn var inviteret af bystyret for at drøfte et fremtidigt samarbejde mellem tyske og russiske regionale parlamenter, såvel som øget samarbejde mellem politiske ungdomsorganisationer i de to lande.

I Moskva besøgte partichefen først og fremmest Vjatjeslav Volodin, der er formand for det russiske parlaments underhus. Volodin hører til eliten i Kreml og plejer tætte forbindelser til Putin. På grund af sin rolle som ansvarlig for »den politiske integration af den ukrainske region Krim i den russiske føderation« har Volodin siden 2014 haft indrejseforbud i EU.

Som tidligere vice-premierminister har Volodin også haft en finger med i spillet i forsøget på at rekruttere unge til ungdomsafdelingen af Putins parti, Forenet Rusland. Volodin var også manden bag beslutningen om at forhøje straffen for deltagelse i utilladte demonstrationer, da Putin-modstandere i 2011 iværksatte omfattende protester mod valgsvindel i Moskva.

Under mødet med russiske parlamentarikere førte Frauke Petry blandt andet samtaler med den ultranationalistiske politiker Vladimir Sjirinovski, hvis parti officielt regnes for at tilhøre oppositionen, men reelt tåles af Putin. I mødet deltog også Pavel Zavalny, der er formand for det russiske energiudvalg og koordinator for russiske kontakter til den tyske forbundsdag.

Tætte forbindelser

Petrys besøg i Moskva antyder, at Alternative für Deutschland i stigende grad satser på at udvide kontakterne med meningsfæller i Kreml. Alternative für Deutschland har tidligere nedtonet forbindelserne til Rusland.

I april 2016 deltog europaparlamentarikeren, Marcus Pretzell, der i dag danner par med Frauke Petry, i konferencen Yalta International Economic Forum på Krim. Pretzell blev ledsaget af formanden for AFD’s ungdomsorganisation Junge Alternative, Markus Frohnmaier. I januar i år berettede Spiegel, at Pretzells rejse var betalt af en regeringsnær russisk stiftelse.

Sidste år afviste Markus Frohnmaier, at der er tale om et samarbejde med Putin-partiet Forenet Ruslands ’Unge garde’. I Moskva var et af emnerne netop muligheden for et intensiveret samarbejde mellem ungdomsorganisationerne.

I 2015 besøgte  AFD-vicechefen Alexander Gauland og bestyrelsesmedlemmet Georg Pazderski for at  diskutere udenrigspolitik med russiske diplomater på ambassaden i Berlin.

Samme år besøgte Gauland St. Petersborg på en rejse betalt af den russiske oligark Konstantin Malofejev. Her mødtes Gauland blandt andre med den daværende næstformand for Dumaens udenrigspolitiske udvalg, Andrej Klimkov.

I modsætning til Marine Le Pen, der ikke lægger skjul på, at Front National har lånt penge af russiske banker, afviser Alternative für Deutschland imidlertid, at partiet modtager finansiel understøttelse fra Rusland.

Ikke desto mindre vender Alternative für Deutschland, der blev stiftet i 2013 som en protest mod den tyske regerings europolitik, blikket mod europæiske samarbejdspartnere. På en kongres i Koblenz i januar optrådte Petry sammen med Marine Le Pen, Geert Wilders og FPÖ fra Østrig.

Troels Heeger er Berlingskes korrespondent i Tyskland

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.