Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Valget faldt på Irak«

Irak-krigen forsvares af de neokonservative som det eneste rigtige. Det var den korrekte krig, hævder en af hovedarkitekterne.

»Så det var den rigtige krig mod Irak og Saddam Hussein,« siger Douglas Feith. Foto: Henghameh Fahimi
»Så det var den rigtige krig mod Irak og Saddam Hussein,« siger Douglas Feith. Foto: Henghameh Fahimi

USA har tabt krigen i Irak. Det er næsten alle politkere i USA stort set enige om. Selv de tidligere så magtfulde neokonservative, som i dag sidder rundt om i Washington i tænketanksreservater uden nogen former for politisk indflydelse, mener, at krigen er tabt. Men der hører enigheden så også op. Ingen kan give et klart bud på, hvad man skulle have gjort anderledes. Og især ikke, hvad man kan lære at krigen.

En af de mest forhadte af alle de neokonservative – manden der blev beskyldt for at fabrikere de fleste af de »løgne«, der fik verden til at gå i krig, og som den amerikanske øverstbefalende for Irak-krigen, general Tommy Frank, kaldte for »den dummeste mand på hele planeten« – sidder nu i tænketanken Hudsom Institute i Washington D.C.

Douglas Feith – tidligere viceforsvarsminister for politiske anliggender i George W. Bush´ præsidentperiode og en af de dengang indflydelsesrige neokonservative og leder af et særligt informationskontor før Irak-krigen – sidder i dag i sit kontor på 6. sal på 15. Street kun et stenkast fra Det Hvide Hus.

Han er i dag en politisk »død« mand. Hans kolleger siger sarkastisk, at de personer, der bliver set sammen med ham, er færdige i Washington. Så upopulær er han. Feith er dog ikke en angrende neokonservativ. Han er ikke i tvivl om, at USA skulle gå i krig, og at det netop var Irak, der skulle rammes efter 11. september

»Vi analyserede alle lande, der havde masseødelæggelsesvåben. Efter terroraktionen den 11. september 2001 var vi overbeviste om, at de lande, der besad kemiske og biologiske våben, også kunne give dem videre til terrorister. Terrorismen var gået ind i en ny fase. 11. september viste, at det var en masseødelæggende effekt, terroristerne nu gik efter. Valget faldt på Irak, selv om vi bestemt også havde kig på Iran og Syrien. Men Irak blev vores mål, fordi det var det eneste af de tre lande, vi havde presset til det yderste diplomatisk også gennem FN – uden resultater. Så det var den rigtige krig mod Irak og mod Saddam Hussein, som var utilregnelig og ikke kunne presses til indrømmelser,« siger Douglas Feith.

Behændigt undgår han det store spørgsmål: Om han i dag fortryder, at han var med til at »plante« den helt igennem fejlagtige »information« om, at Irak havde et tæt samarbejde med al-Qaeda – en oplysning der fik nogle politikere til at opgive modstanden mod krigen.

»Jeg har aldrig sagt, at Saddam havde et formelt samarbejde med al-Qaeda. Jeg har blot noteret mig, at et samarbejde var muligt, fordi det kunne se ud som om, at der havde været visse uformelle kontakter. Hvad er forskellen?« siger han.

Han mener dog, at der blev begået en række fejltagelser undervejs. En af dem var, at USA blev en besættelsesmagt i 14 måneder.

»Det skulle vi aldrig være blevet. Vi skulle have gjort det samme, som vi gjorde i Afghanistan: Gå ind med militære magt og styrte Saddam Hussein og så overdrage magten til irakere, der så skulle samarbejde med os ligesom i Afghanistan, hvor Hamid Karzai er præsident og påtager sig et ansvar. Det andet startede en opstand, som vi ikke kunne kontrollere, og vi blev draget ind i en intern konflikt, vi ikke burde være gået ind i,« siger Douglas Feith.

Han er også stærkt kritisk over for det amerikanske udenrigsministerium, som han mener ikke gjorde noget for at at hjælpe beslutningsprocessen i forberedelsesfasen til krigen.

»Ministeriet var inaktivt og passivt, og de notater, der kom fra dem var ubrugelige.«

Dermed rammer Feith ned i et af de problemer, som var centrale i optakten til Irak krigen. Det var en politisk beslutning, som krig altid skal være, men i stor udstrækning en beslutning, hvor en række centrale myndigheder som udenrigsministeriet og til dels den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, var koblet fra. Der var stort set ingen samlet koordinering eller samarbejde mellem regering, Udenrigsministeriet og efterretningstjenesten. Man stolede mere på de informationer, der kom fra de neokonservatives alternative informationscenter end på de eksperter, der kendte til Irak, fortæller flere amerikanske kilder til Berlingske.

At diplomatiet bliver koblet af - også af generalerne – fremgår af en artikel i Foreign Affaires, hvor en tidligere ansat i det amerikanske Udenrigsministerium hævder, at beslutninger ofte går uden om ministeriet. Vali Nar, som han hedder, var personlig rådgiver for Richard Holbrooke, ministeriets særlige repræsentant for Afghanistan. Han siger, at Holbrooke mistede enhver form for indflydelse efter et skema, som var gammelkendt fra andre konflikter. Ministeriet havde nemlig i modsætning til Pentagon ofte ikke adgang til præsidenten, hvilket ikke kun har været tilfældet med Obama, men også under Bush, hævdes det. Dermed var ministeriet marginaliseret og delvist sat ud af spillet.

Krigen i Irak har lært USA én ting, som med et vist held er blevet gennemført i Libyen: Få så vidt muligt europæerne med i krigen og lad dem tage ansvar og gå forrest. Stephen M. Walt, professsor og forsker ved Harvard Universitys Kennedy School of Government, udelukker dog ikke, at USA fortsat vil spille en førende rolle. Han anfører i en artikel om »ti ting, man kan tage ved lære af ved Irak-krigen«, at USA er for let at lokke i krig.

»Krigen i Irak lå ikke i skufferne som en mulighed hos hverken Udenrigsministeriet eller CIA. Heller ikke hos militæret. Hovedarkitekterne var en gruppe af neokonservative med indflydelse, som allerede under præsident Bill Clinton var begyndt at presse på for at få en krig mod Irak. Og de var heller ikke i stand til at få Bush med på ideen før efter 11. september,« skriver Stephen M. Walt i Foreign Policy.

Den største lære for USA synes dog at være, at den konkrete viden om verden simpelthen ikke er tilstrækkelig stor hos de, der træffer de store beslutninger. Den internationale ekspertise findes ofte kun meget begrænset i Det Hvide Hus tæt på præsidenten. Der har været talrige eksempler på, at man undervurderede det, der rent faktisk var tilfældet i Irak, lyder kritikken. Bevares, man vidste, at der var noget, der hed kurdere, shiaer og sunnier, men man kendte ikke meget til historien mellem grupperne. Det var der faktisk nogle, der gjorde, både i Udenrigsministeriet og i CIA. Men de blev ikke spurgt.

Nu må amerikanerne indse, at de indirekte igen er ved at blive involveret i urolighderne Syrien gennem Irak, fordi den nuværende irakiske ledelse lader masser af våben passere fra Iran til Syrien. Ifølge Wall Street Journal overvejes det, hvordan denne trafik bedst muligt bliver stoppet, men det er svært at omgøre mange års fejslagen politik i Irak, hvor det nye irakiske regime er en iransk vasalregering, der mere eller mindre aktivt støtter Bashar al-Assad i Syrien.

Så hvordan synes Feith som en af arkitekterne bag Irak-krigen, at det går?:

»Det går ikke så godt lige nu, og vi begik fejl, det gør man i krig. Men det var det moralsk rigtige at fjerne Saddam fra magten. Jeg har aldrig påstået, at formålet var at skabe demokrati efter amerikansk forbillede. Det har jeg aldrig været mit mål. Det ville have været dejligt, hvis det skete, men det var ikke målet. Hverken det eller kontrollen med olien. Det sidste er en latterlig påstand. Krigen har kostet mere, end vi kunne tjene på olien i mange år. Men spørger man, om det går godt, så nej.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.