Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Mens du sov

Undertippede Eagles lander holdets første Super Bowl

Philadelphia Eagles vandt årets største amerikanske sportsbegivenhed, Super Bowl, Malmø er ramt af den tredje voldtægtssag på få uger og senere i dag indledes retssagen mod den hovedmistænkte i angrebet mod Bataclan i Paris. Få et overblik over nattens nyheder her.

Philadelphia Eagles får revanche for tidligere finalenederlag med en sejr på 41-33 over New England Patriots.

Søndagens Super Bowl blev en opvisning i amerikansk fodbold, når det er mest underholdende.

Og det endte med, at favoritterne fra New England Patriots og holdets legendariske quarterback, Tom Brady, måtte bøje sig for undertippede Philadelphia Eagles, som i en målrig kamp vandt 41-33.

Brady kastede ellers for flere end 500 yards i kampen. Det er rekord for en Super Bowl, men til ingen nytte.

»Vi er verdensmestre, og det føles så godt,« siger Brandon Graham fra Philadelphia Eagles til NBC efter kampen.

Eagles er to gange tidligere nået frem til finalen i NFL, men tabte begge gange. Senest i 2005 til netop Patriots.

Søndag fik holdet revanche foran anslået over 100 millioner amerikanske tv-seere og endnu flere rundt om i verden samt de næsten 68.000 tilskuere på US Bank Stadium i Minneapolis.

Patriots og Tom Brady kunne med en sejr komme op på siden af Pittsburgh Steelers, som med seks sejre i Super Bowl har rekorden, men holdet jagtede stort set kampen igennem Eagles.

Med knap otte minutter tilbage af første quarter sparkede Jake Elliot de første tre point ind på måltavlen for Eagles.

Patriots fik udlignet, men med godt to minutters spilletid tilbage af de første 15 minutter kom kampens første touch down, da et kast på 34 yards fra quarterback Nick Foles blev grebet af Alshon Jeffrey.

Og så førte Eagles 9-3.

Føringen blev udbygget til 15-3 i andet quarter, men Patriots reducerede til 12-15, da et field goal fra 45 yards blev fulgt op af James White, som undveg en stribe tacklinger og løb bolden ned i endzone til det første touchdown for Patriots.

White var en af Patriots' helt store helte i sidste års Super Bowl mod Atlanta Falcons, hvor han scorede tre touchdowns – blandt andet det afgørende.

Samme rolle fik han ikke i år.

Inden pausen, hvor Justin Timberlake stod for underholdningen, fik Eagles endnu seks point til en føring på 22-12.

Men Patriots er kendt for aldrig at give op, og da tredje quarter var slut, havde holdet reduceret til 26-29.

Efter fire minutter af den afgørende quarter kom Patriots for første og eneste gang foran, da 40-årige Brady fandt Rob Gronkowski til et touchdown.

Bagud 32-33 var presset på Nick Foles fra Eagles, men med et par minutter tilbage kastede han bolden til Zach Ertz, som løb den i endzone til en føring på 38-33.

I slutsekunderne forsøgte Tom Brady sig med et desperat kast, men bolden havnede på jorden.

»Jeg følte mig rolig. Vi har et godt hold og gode trænere. Vi kom ind til kampen med selvtillid og gik bare ind for at spille fodbold,« siger Eagles' Nick Foles efter kampen.

/ritzau/

Hovedmistænkt bag Paris-angreb skal for retten i Bruxelles

Retsmøderne er planlagt til at vare hele ugen i sagen mod Salah Abdeslam, der omhandler drabsforsøg på politibetjente i Bruxelles fire måneder efter Paris-angrebet.
Retsmøderne er planlagt til at vare hele ugen i sagen mod Salah Abdeslam, der omhandler drabsforsøg på politibetjente i Bruxelles fire måneder efter Paris-angrebet.

Mandag indledes sag mod Salah Abdeslam, der er sigtet for drabsforsøg mod betjente i Bruxelles før anholdelse.

Mere end to år efter, at militante fra Islamisk Stat (IS) dræbte 130 mennesker i Paris, bliver der formentlig kastet nyt lys over blodbadet, når den eneste overlevende mistænkte for første gang står frem for offentligheden mandag.

28-årige Salah Abdeslam er hovedmistænkt bag angrebet mod spillestedet Bataclan og flere andre steder i Paris 13. november 2015.

Ligeledes er han sigtet for drabsforsøg på politifolk i Belgien i marts 2016.

Salah Abdeslam har siden sin anholdelse 18. marts 2016 i den berygtede Bruxelles-bydel Molenbeek siddet varetægtsfængslet i Frankrig. Her er han under overvågning 24 timer i døgnet grundet blandt andet risiko for selvmord.

For nylig er han blevet overført til et højsikkerhedsfængsel tæt på Frankrigs nordlige grænse, så han kan fragtes til domstolen Palais de Justice i Bruxelles hver dag.

Retsmøderne er planlagt til at vare hele ugen i en sag, der omhandler drabsforsøg på politibetjente i Bruxelles fire måneder efter Paris-angrebet.

Retssagen i Frankrig er ikke ventet før næste år.

Salah Abdeslam. AFP PHOTO / POLICE NATIONALE / DSK
Salah Abdeslam. AFP PHOTO / POLICE NATIONALE / DSK

Salah Abdeslam og en mistænkt medskyldig, en 24-årig tuneser ved navn Sofien Ayari, står begge over for mere end 40 års fængsel for terrorrelateret drabsforsøg, hvis de kendes skyldige.

Drabsforsøgene skete i forbindelse med en skudveksling med belgiske og franske betjente, der udførte en razzia mod et mistænkt skjulested i Bruxelles-bydelen Forest 15. marts 2016.

Anklagerne mener, at det lykkedes Abdeslam og Ayari at slippe væk, fordi en tredje mand blev tilbage og holdt politiet i skak, indtil han blev skudt og dræbt af en betjent.

Salah Abdeslam er fransk statsborger født og opvokset i Bruxelles af indvandrerforældre fra Marokko.

Hans storebror var blandt de angrebsmænd, der sprængte sig selv i luften under angrebet i Paris.

Anklagerne mener, at Salah Abdeslam, som er sigtet for at lede logistikken bag angrebet, herunder transport af krigere fra Syrien til Europa, ville have lidt samme skæbne, hvis ikke hans selvmordsvest havde fejlet.

Retssagen har udløst et højt sikkerhedsberedskab i byen, hvor 32 mennesker blev dræbt i et andet IS-angreb mod lufthavnen og en metrostation tæt på EU's hovedkontor i den belgiske hovedstad 22. marts 2016.

Angrebet skete blot fire dage efter Abdeslams anholdelse.

Flere end 100 politibetjente skal bevogte domstolen Palais de Justice i Bruxelles under retssagen.

/ritzau/Reuters

Endnu et tilfælde af gruppevoldtægt er anmeldt i Malmø


En kvinde blev bedøvet af fire-fem yngre mænd, som derefter bortførte og voldtog hende, skriver svensk avis.

Et nyt tilfælde af en gruppevoldtægt er søndag aften blevet anmeldt i den sydsvenske by Malmø.

Flere mænd skal natten mellem fredag og lørdag have tvunget en kvinde ind i et lokale, hvor de forgreb sig på hende, skriver Aftonbladet.

Ingen er anholdt i sagen.

Gerningsmændene havde ifølge avisens oplysninger forinden bedøvet deres offer.

»Vi har været til stede på en adresse, og der er modtaget en anmeldelse,« siger vagtchef Marie Keismar fra politiet i Malmø til avisen.

Ifølge Aftonbladet skal fire-fem yngre mænd have bedøvet kvinden og derefter bragt hende til en adresse i et område ved navn Lindängen, hvor mændene mistænkes for at have voldtaget kvinden.

Politiets teknikere har sikret spor på adressen.

Før jul var befolkningen i Malmø opskræmt af en serie voldtægter i byen inden for kort tid.

I midten af december blev en 17-årig pige overfaldet og voldtaget af tre mænd på en legeplads i bydelen Sofielund.

Voldtægten var den tredje i løbet af få uger, og politiet ville ikke udelukke, at det var de samme gerningsmænd, der stod bag.

Overgrebet kom efter to andre grove voldtægter i november, der også blev begået af flere gerningsmænd.

/ritzau/

Tidligere tv-vært og sanger fører Costa Ricas præsidentvalg

Hvis ingen kandidat får over 40 procent af stemmerne, skal der afholdes en anden runde i begyndelsen af april.

Den konservative Fabricio Alvarado Muñoz fører søndagens præsidentvalg i Costa Rica med knap 60 procent af stemmerne optalt.

Det oplyser valgmyndighederne i det mellemamerikanske land tidligt mandag morgen dansk tid.

Den 43-årige tidligere nyhedsvært og sanger står således til at få 25,6 procent af stemmerne.

Imens kommer forretningsmanden Antonio Álvarez Desanti ind på andenpladsen med 22,6 procent af stemmerne.

Hvis ingen kandidat vinder mindst 40 procent af stemmerne ved søndagens afstemning, skal de to kandidater med flest stemmer ud i en anden og afgørende runde 1. april.

Den kristne Fabricio Alvarado Muñoz røg i januar til tops i meningsmålingerne.

Det skete, efter at han havde fordømt en afgørelse fra en menneskerettighedsdomstol i regionen, der kræver, at Costa Rica giver lige ægteskabsrettigheder til homoseksuelle par.

Den 43-årige Alvarado har kaldt afgørelsen en krænkelse af Costa Ricas suverænitet og en fornærmelse af de traditionelle værdier.

»Vi er nødt til at stå op mod dem, der ønsker at trampe på hele familier,« sagde han under den sidste debat i valgkampen.

Alvarados nærmeste rival, Antonio Álvarez Desanti, har sagt, at han personligt modsætter sig domstolens afgørelse, men at han vil respektere den, hvis han vinder valget.

Costa Ricas siddende præsident, Luis Guillermo Solís, er ved lov udelukket fra at søge genvalg, da præsidenten ikke må sidde to perioder i træk.

Den tidligere diplomat og historieprofessor vandt en jordskredssejr for fire år siden, men siden er hans popularitet faldet markant.

Solís fik international opmærksomhed, da han i en protest mod homofobi hejste et regnbueflag sammen med det costaricanske flag fra sit kontor, en uge efter han var svoret ind.

Costa Ricas 3,3 millioner vælgere er overvejende romersk-katolske og beskriver hovedsageligt sig selv som konservative.

/ritzau/Reuters

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.