Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ukraine: Rusland tilbageholder søster til fængslet pilot

Søster til krigsfange Nadija Savtjenko har fået taget sit pas af russiske styrker ifølge ukrainsk ministerium.

Kijev: Selv om udleveringen af Nadija Savtjenko, en fængslet ukrainsk helikopterpilot, fra Rusland er indledt, er sidste kapitel i sagen tilsyneladende endnu ikke blevet skrevet.

Onsdag skriver en talsmand for Ukraines udenrigsministerium på Twitter, at Nadija Savtjenkos søster er blevet tilbageholdt af russiske myndigheder og har fået konfiskeret sit pas. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den seneste udvikling skulle angiveligt være sket på grænsen mellem Ukraine og Rusland.

- Vira Savtjenko og vores konsul låste sig inde i deres diplomatbil. Russiske myndigheder blokerede bilen og ignorerede den diplomatiske status, skriver talsmand Dmitro Kuleba på Twitter.

34-årige Nadija Savtjenko bliver i Ukraine anset som en nationalhelt og som et symbol på modstanden mod Rusland. De to lande har de seneste år fået et mere og mere anstrengt forhold, særligt efter at Rusland annekterede halvøen Krim i 2014.

Yderligere beskylder Ukraine russerne for at yde massiv støtte til prorussiske separatister i den østlige del af Ukraine.

Det forlød i sidste uge ifølge Ukraines præsident, Petro Porosjenko, at Rusland og Ukraine havde aftalt en fangeudveksling.

Aftalen skulle betyde, at Nadija Savtjenko, som for nylig blev idømt 22 års fængsel i Rusland, ville blive udleveret til Ukraine.

Nadija Savtjenko skulle udveksles for de russiske soldater Jevgenij Jerofejev og Aleksander Aleksandrov. De to blev i sidste uge idømt 14 års fængsel i Ukraine.

Nadija Savtjenko er dømt for drab på russiske soldater, efter at hun havde ledet et mortérangreb i den omstridte, østlige del af Ukraine.

Savtjenko blev efterfølgende fanget af russiske separatister og smuglet ind i Rusland, hvor hun blev stillet for en domstol.

I hele perioden har hun været meget aktiv i sin argumentation for, at retssagen er politisk og ikke retfærdig.

Under domsafsigelsen måtte domstolen i Rusland ifølge nyhedsbureauet dpa holde pause, da Savtjenko brød ud i ukrainske slagsange.

Nadija Savtjenko har under russisk fangenskab gennemført flere sultestrejker.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.