Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tysklands tidligere kansler står til russisk nøglepost

Ruslands største olieselskab tilbyder den forhenværende tyske kansler Gerhard Schröder plads i bestyrelsen. Han skal tale Moskvas sag i strid om sanktioner.

Gerhard Schröder var tysk kansler fra 1998 til 2005. Siden har han arbejdet for det Gazprom-ejede Nord Stream-selskab, der står for at bygge og drive en russisk gasrørledning i Østersøen.
Gerhard Schröder var tysk kansler fra 1998 til 2005. Siden har han arbejdet for det Gazprom-ejede Nord Stream-selskab, der står for at bygge og drive en russisk gasrørledning i Østersøen.

Tysklands tidligere regeringschef har udsigt til en ny tung post i den russiske energisektor.

Ruslands største statslige olieselskab, Rosneft, har tilbudt den socialdemokratiske eks-kansler Gerhard Schröder at træde ind i energigigantens bestyrelse.

Det siger to kilder med tilknytning til selskabet til den russiske erhvervsavis RBK.

Gerhard Schröder er i forvejen bestyrelsesformand for det russisk-ejede Nord Stream 2-selskab, der står for byggeriet af en 1.200 kilometer lang gasrørledning gennem Østersøen. Selskabet er ejet af russiske Gazprom.

Med tilbuddet til Schröder sætter endnu en russisk råstofkæmpe, Rosneft, sin lid til den politiske veteran, der er kendt for sit årelange venskab med den russiske præsident Vladimir Putin.

Hverken Rosneft eller Gerhard Schröder har bekræftet udpegelsen. Den skal ifølge avisen RBK godkendes på et bestyrelsesmøde til september.

Europæisk strid om USA-sanktioner

Blandt Gerhard Schröders centrale opgaver bliver at overbevise tyske politikere om at bløde op for sanktionerne mod Rusland, siger den tyske analytiker og leder af tænketanken Tysk-Russisk Forum, Aleksander Rahr, til RBK.

Nyheden om Schröders post i Rosneft rammer samtidig midt i de seneste dages strid om nye amerikanske sanktioner mod Rusland.

EU-landene støtter op om tidligere sanktioner mod Rusland for annekteringen af den ukrainske Krim-halvø. Men flere lande har udtrykt bekymring for, om denne uges skærpede sanktioner fra USA kan ramme europæiske energiselskaber, der handler med Rusland og deltager i rørledningsbyggerier.

Den debat har ikke mindst Nord Stream-chef Gerhard Schröder kastet sig ind i fra talerstolen i sit gamle parti, hvor kritikken af Trump er voksende.

»Det, som Trump ønsker, er ikke retfærdig udligning men fornedring af konkurrenter, og sådan agerer man også i handelspolitikken. Det kan vi ikke tillade,« sagde Gerhard Schröder, da han som tidligere kansler talte på tyske SPDs kongres i juni måned.

Spørgsmålet om rørledningen og sanktionerne giver imidlertid anledning til stærke meningsforskelle i Europa. Regeringer i de baltiske lande, Polen, Sverige og Danmark ser gasledningen som skadelig for Europas energisikkerhed og som en økonomisk afstraffelse af Ruslands kriseramte naboland Ukraine, hvor de eksisterende rørledninger løber.

Blandt andre Polen har derfor budt de amerikanske sanktioner velkomne.

Fødselsdag hos Putin

Den tyske regerings holdning er, at rørledningen er et kommercielt projekt, som hverken USA eller EU bør blande sig i. De seneste amerikanske sanktioner er samtidig blevet et varmt politisk emne i Tyskland forud for valget til forbundsdagen til september. I juni kaldte Tysklands socialdemokratiske udenrigsminister Sigmar Gabriel de amerikanske sanktioner for »folkeretsstridige«.

Ifølge den tyske avis Bild mødtes Gabriel tidligere på måneden med Vladimir Putin og Gerhard Schröder i Skt. Petersborg.

Gerhard Schröder opbyggede et nært forhold til Vladimir Putin i sin tid som kansler fra 1998 til 2005. Siden har politiske modstandere kritiseret ham for at arbejde for to Nord Stream-selskaber kontrolleret af den statslige russiske gasgigant Gazprom. Han har desuden en bestyrelsespost i det Rosneft-ejede datterselskab TNK-BP.

Oliegiganten Rosneft ledes af Vladimir Putins mangeårige fortrolige, Igor Setjin. Setjin sagde tidligere på året, at det er nødvendigt med flere uafhængige bestyrelsesmedlemmer i lyset af Rosnefts børsnotering i London og Moskva. Ifølge Rosneft har det statskontrollerede selskab 261.000 medarbejdere.

I 2014 fejrede Gerhard Schröder sin 70-års fødselsdag i selskab med den russiske præsident i Skt. Petersborg.

Simon Kruse er Berlingskes korrespondent i Rusland

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.