Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tyskland og Frankrig varsler stærkere sammenhold efter kras kritik fra Trump

Mandag var det nok engang USAs kommende præsident, Donald Trump, der var det store samtaleemne på et udenrigsministermøde i EU. En hård kritik fra Trump af EU og en stempling af NATO som »forældet« fik udenrigsministrene fra Tyskland og Frankrig til at understrege vigtigheden af et tæt sammenhold i Europa og over Atlanten.

Merkel og Trump
Merkel og Trump

Det var med en bekymret mine, at en række af EUs udenrigsministre mandag dukkede op til årets første udenrigsministermøde i Bruxelles. Mødet kom i høj grad kom til at handle om den kommende præsident i USA, Donald Trump.

I et interview med den britiske avis The Times og tyske Bild langede Trump ud efter EU som et »middel for Tysklands interesser«, der meget vel kan se flere lande sige farvel. Han kaldte det af samme årsag »klogt«, at briterne forlader EU, mens han kaldte NATO for »forældet«, fordi NATO ikke bekæmper terrorisme tilstrækkeligt. Trump åbnede desuden for en ophævelse af sanktionerne over for Rusland, hvis ellers Rusland vil neddrosle sit atomarsenal.

Tysklands kansler, Angela Merkel, blev kaldt en »stor leder«, som dog har begået »en katastrofal fejl« ved at lukke så mange illegale migranter ind i landet.

I Berlin forsøgte Merkel at holde gode miner til slet spil, da hun mødte pressen i anledning af et besøg fra New Zealands premierminister, Bill English. Merkel gled af på Trump-spørgsmålene og nøjedes med at understrege vigtigheden af et stærkt samarbejde i EU og på tværs af Atlanten: »Europæerne har deres egen skæbne i hænderne,« lød det fra Merkel.

Vestens fundament

I Bruxelles var Tysklands udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, til gengæld mere direkte. Han mødtes før udenrigsministermødet med NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, og talte om tydelig »bekymring« i såvel NATO som blandt EUs udenrigsministre.

»Det er bekymrende, at den kommende amerikanske præsident kalder NATO for forældet, men den kommende amerikanske forsvarsminister lagde en anden linje for få dage siden, så nu må vi se, hvilken politik der følger. Det transatlantiske samarbejde er Vestens fundament, og det må vi arbejde for. Det er vigtigt, at vi står sammen i Europa,« sagde Steinmeier.

Steinmeier understregede også, at Tyskland forventer, at USA fortsat vil leve op til sine folkeretlige og handelsmæssige forpligtelser. Det sidste blev ikke mindst sagt som et svar til Trumps trussel om en stærk protektionistisk handelsbarriere over for tyske luksusbiler.

Merkels konservative partifælle, Norbert Röttgen, der er formand for udenrigsudvalget i Forbundsdagen, lagde heller ikke fingre imellem over for Financial Times mandag:

»Det faktum, at han ser NATO som forældet, og at det ikke bekymrer ham, hvis EU skulle bryde op, viser, at han ikke bekymrer sig om Vestens sammenhold,« sagde Röttgen.

Den franske udenrigsminister, Jean-Marc Ayrault, forsøgte dog at se det som en mulig løftestang for et tættere sammenhold i EU.

»Det bedste svar er europæisk sammenhold. I spørgsmålet om Brexit er den bedste måde at forsvare Europa på også at forblive forenet,« sagde Jean-Marc Ayrault.

Storbritanniens udenrigsminister, Boris Johnson, glædede sig til gengæld over, at Trump roste den britiske beslutning om at forlade EU, samt at Trump melder sig klar til en handelsaftale med briterne.

»Twitter-diplomati«

Ifølge Danmarks udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), skal man dog ikke overdrive udmeldingerne i Trumps »Twitter-diplomati«, men afvente den reelle politik, når han er kommet til magten:

»Vi skal ikke tale en konflikt op, men lade den nye amerikanske administration komme til, og så tror jeg såmænd nok, at det skal falde på plads på en fornuftig måde.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.