Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tyskland konfiskerer asylansøgeres smykker

Danmark har fået international kritik for planer om at lade asylansøgere være med til at betale for deres ophold ved at konfiskere eventuelle værdier. Den praksis har tysk politi længe anvendt – med opbakning fra regeringen i Berlin.

Der er ingen garanti for, at flygtninge og migranter kan beholde deres værdier, hvis de søger ophold i Tyskland. Foto: Christian Bruna/EPA
Der er ingen garanti for, at flygtninge og migranter kan beholde deres værdier, hvis de søger ophold i Tyskland. Foto: Christian Bruna/EPA

BERLIN: Danmark har fået globale hug for planer om at inddrage værdigenstande og kontanter fra mere velhavende asylansøgere.

Nu viser det sig, at tysk politi i længere tid har anvendt samme praksis over for asylansøgere. I de sydtyske delstater Bayern og Baden-Württemberg har politi i længere tid konfiskeret kontanter fra asylansøgere, skriver den tyske avis Bild torsdag.

Det er en praksis, der understøttes af den tyske regering.

»Hvis man i Tyskland gør krav på statslige socialydelser, skal man være trængende. Derfor skal man i første omgang anvende sin egen formue […] til at betale for leveomkostninger, før man kan gøre krav på statslige ydelser. Det gælder ikke kun for asylansøgere, men også for tyske statsborgere,« skriver Burkhard Lischka, der er indenrigspolitisk talmand for det socialdemokratiske parti SPD, i en mail til Berlingske.

Samme budskab lyder fra den tyske regerings øverste integrationsansvarlige, socialdemokraten Aydan Özoguz, der understreger, at konfiskering af asylansøgeres værdigenstande blandt andet skal sikre lige behandling i forhold til modtagere af arbejdsløshedsunderstøttelse

»Den, som søger asyl hos os, skal som udgangspunkt selv betale for den modtagne hjælp. Han må bruge sin egen formue og indkomst først – herunder regnes også familiesmykker Selv om der er mange fordomme, som hårdnakket holder ved, så har man altså ikke bedre vilkår som asylsøger end som modtager af kontanthjælp,« siger Aydan Özoguz til Bild.

Tegn på mistillid

Torsdag stod Danmarks udenrigsminister Kristian Jensen skoleret i FNs menneskerettighedsråd, hvor blandt andre lande som USA, Sverige og Irland udtrykte kritik af den danske regerings forslag om at konfiskere asylansøgeres værdigenstande og kontanter.

En talsmand for politiledelsen i München afviser, at den tyske praksis bør sammenlignes med den danske regerings planer om at konfiskere smykker og værdigenstande fra asylansøgere ved indrejse til Danmark.

»Forbundspolitiet tjekker inden for rammerne af grænsekontrollen. Vi spørger personen, gennemsøger naturligvis også bagagen og medbragte genstande. Vi samler dog ikke statistik på, hvor høj eksempelvis andelen af værdigenstande er eller hvor mange kontanter personen har med sig,« siger talsmand Mathias Knott til Mittel­deutsche Rundfunk.

»Vi er først og fremmest interesseret i, hvilke dokumenter personerne har. Om de opfylder indrejsebetingelserne. Eller om de i så fald har tænkt sig at søge om beskyttelse i Tyskland,« siger talsmanden for politiledelsen i München.

Louise Amtsberg, der er medlem af de Grønne for den tyske forbundsdag, mener, at Tyskland bør afstå fra at skærpe praksis i stil med Danmark.

»Jeg synes, der er tale om et ret stærkt tegn på mistillid og også bureaukratisk tidsspilde, som vi overhovedet ikke har brug for lige nu, hvis vi skal til at undersøge flygtningenes helt ind til undertøjet for at se, om de har kontanter med i en eller anden form,« siger Amtsberg til Mitteldeutsche Rundfunk.

Schweizisk procedure

Som det seneste er også Schweiz blevet mødt med kritik for at inddrage kontanter og værdigenstande fra asylansøgere.

Den tyske praksis adskiller sig dog ikke nævneværdigt fra den schweiziske praksis, mener Joachim Hermann, der er indenrigsminister for CSU i Bayern.

»Vores praksis i Bayern følger landets lovgivning om asylsøgerbehandling og svarer i al væsentlighed til det, der foregår i Schweiz. Asylsøgere bliver ved ankomsten til modtagecentrene gennemsøgt for dokumenter, værdigenstande og penge.

Kontantformue og værdigenstande over 750 euro kan konfiskeres, hvis der allerede findes – eller må forventes senere at ville opstå – et krav om tilbagebetaling mod personen«, siger Hermann til Bild.

750 euro svarer til ca. 5.600 danske kroner. I delstaten Baden-Württemberg har myndighederne mulighed for at konfiskere værdier eller kontanter, der overstiger 350 euro, godt 2.600 kr.

Avisen Bild beretter, at politiet i december 2015 gennemsnitligt har inddraget firecifrede beløb fra asylansøgere. Det er dog ikke kun i de to sydtyske delstater, at denne praksis er lovlig.

»Indkomst og formue, som står til rådighed, skal opbruges af ydelsesberettigede og deres slægtninge i samme husholdning, før de kan gives adgang til ydelser efter denne lov,« lyder det i paragraf syv af den tyske asyllov.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.