Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tysk udenrigsminister i opgør med sparepolitik: Grækerne har brug for »rum til at ånde«

Intern strid om Grækenlands milliardgæld lurer i Berlin. Mens finansminister Schäuble fortsat kræver reformanstrengelser, er udenrigsminister Gabriel draget i felten med krav op om "rum til at ånde" til grækerne.

Tysklands socialdemokratiske udenrigsminister Sigmar Gabriel vækker opsigt med krav om delvis sanering af den græske statsgæld. Finansminister Wolfgang Schäuble (CDU) ser imidlertid anderledes på sagen.
Tysklands socialdemokratiske udenrigsminister Sigmar Gabriel vækker opsigt med krav om delvis sanering af den græske statsgæld. Finansminister Wolfgang Schäuble (CDU) ser imidlertid anderledes på sagen.

BERLIN: Græsk gældssanering eller ej. Det er det det store og ikke mindst omstridte spørgsmål, når eurozonens finansministre i dag, mandag, mødes i Bruxelles for at drøfte endnu en finansiel indsprøjtning til det slunkne græske statsbudget.

I Athen forventer regeringen efter en ny runde af reformer, at de europæiske partnere går med til at udbetale en portion på syv mia. euro fra den seneste hjælpepakke på i alt 86 mia. euro til det gældsplagede Grækenland. I modsat fald vil landet og ikke mindst den øvrige eurozone stå med alvorlige problemer, når en række græske lån på mindst seks mia. euro skal betales tilbage til juli.

»Vi fortjener og forventer, at mandagens møde i eurogruppen resulterer i en afgørelse, der betyder gældslettelser, som modsvarer det græske folks ofre,« sagde den græske premierminister, Alexis Tsipras, i sidste uge.

Mens grækerne krydser fingre for, at EUs finansministre når til enighed om at udbetale yderligere lån til landet, kan Alexis Tsipras glæde sig over markant og højlydt støtte fra ledende tyske socialdemokrater.

»De græske borgere har måttet udholde store sociale besparelser,« siger den tyske udenrigsminister Sigmar Gabriel til Süddeutsche Zeitung og istemmer Tsipras’ krav om gældssanering.
»I modsat fald vil der hverken opstå vækst eller nye arbejdspladser,« siger Gabriel. »Hvis vi ikke vil miste dette tapre land, så må vi give dem rum til at ånde.«

Vækstprognose nedjusteret

Gabriels opfordring til Grækenlands kreditorer vil vække glæde i Athen, hvor regeringen i den forgangne uge vedtog en række finanspolitiske reformer, herunder pensionsbesparelser og skatteforhøjelser. Fra og med 2019 skal reformerne efter planen medføre besparelser på godt fem mia. euro på det græske statsbudget.

Selv om den græske regering under Tsipras håber på, at grækerne om få måneder selv kan optage lån på det sekundære marked for statsobligationer, har regeringens annoncerede besparelser, der i sidste uge udløste heftige demonstrationer i Athen, ikke vist sig tilstrækkelige til at overbevise Grækenlands kreditorer.

Både IMF og Den Europæiske Centralbank har trods anbefalinger af en delvis sanering af den græske gæld udtrykt alvorlige forbehold over for kvaliteten af Athens reformanstrengelser. I midten af maj nedjusterede EU-kommission sin prognose for græsk vækst i 2017 fra 2,7 til 2,1 pct.

Gabriels offensive udmelding vil derfor med sikkerhed udløse for irritation i det tyske finansministerium, hvor den konservative finansminister Wolfgang Schäuble længe har afvist græske krav om sanering af landets omfattende gæld.
Grækerne må imidlertid også indstille sig på svære forhandlinger med den internationale valutafond, IMF, der nærer tvivl om grækernes evne til at tilbagebetale yderligere lån. Siden 2010 har Grækenland modtaget omtrent 260 mia. euro i krisehjælp.

Som modydelse har skiftende regeringer vedtaget drastiske besparelser, og selv om dele af den græske gæld blev saneret i 2012, udgør landets gæld i dag 179 pct. af Grækenlands BNP. Den slags tal gør det ifølge IMF usandsynligt, at landet fremover kan tilbagebetale sine lån til kreditorerne. Derfor har også IMF foreslået gældssaneringer.

Voksende krav

Ikke desto mindre må Schäuble og Grækenlands øvrige kreditorer, der siden eurokrisen har stillet kontante krav til den græske finansdisciplin, indstille sig på voksende krav om substantielle ændringer i de græske lånebetingelser.
Når Frankrigs nyudnævnte finansminister, Bruno Le Maire, mandag mødes med Wolfgang Schäuble i Bruxelles er det ikke mindst for at overbevise Angela Merkels finansminister om præsident Macrons planer for en gennemgribende reform af eurozonen. Blandt andet ønsker Macron et fælles budget for samtlige medlemmer af valutafællesskabet.

I Tyskland har SPD-formand og kanslerkandidat Martin Schulz også genoplivet diskussionen om fælleseuropæiske statsobligationer for at modvirke strukturelle problemer i eurozonen.

Begge forslag støder på modstand hos Wolfgang Schäuble, der tidligere har advaret mod fælleseuropæiske statsobligationer som en udgift, der i sidste ende skal betales af tyske skatteydere. »Vi diskuterer ikke europæiske obligationer seriøst,« sagde Schäuble ifølge Handelsblatt efter et møde med europæiske kolleger i april.

Troels Heeger er Berlingskes korrespondent i Tyskland

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.