Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tysk partileder bryder tabu med støtte til Rusland

FDP-chefen Christian Lindner har gode chancer for at blive tysk udenrigsminister efter forbundsdagsvalget i september. Nu får han kritik for sin opfordring til at se igennem fingre med Ruslands annektering af Krim.

Den liberale partiformand Christian Lindner er havnet i modvind med et forslag om at acceptere Ruslands anneksion af Krim.
Den liberale partiformand Christian Lindner er havnet i modvind med et forslag om at acceptere Ruslands anneksion af Krim.

BERLIN: Forud for det tyske valg d. 24. september får den liberale partiformand Christian Lindner nu hug fra flere kanter for sit forslag om at se igennem fingre med Ruslands annektering af Krim.

»Sikkerhed og velstand i Europa afhænger også af forholdet til Moskva,« sagde FDP-chef Christian Lindner i weekenden til tyske medier.

»For nu at bryde et tabu: Jeg frygter, at man er nødt til at betragte Krim som et permanent ordning.«

Lindners opfordring til at gentænke Tysklands forhold til Rusland støder på skarp kritik fra andre partiledere.

Lindner »ønsker åbenbart en regeringskoalition bestående af diktatorvenner,« siger Cem Özdemir fra De Grønne, der beskylder Lindner for at læne sig op ad venstrepartiet Die Linke.

»Han er slået ind på den forkerte kurs, som også eksisterer i Die Linke, CSU og SPD, og han er endda klar til at gå imod sit eget partis valgprogram,« siger Özdemir.

Hos SPD er der heller ikke forståelse for Lindners udmelding. Forbundsregeringens ruslandspolitiske ordfører, Gernot Erler, understreger, at Ukraine-konflikten først og fremmest skal løses på fælleseuropæisk niveau.

»Det ville være hjælpsomt, hvis Hr. Lindner holdt sig til den aftale,« siger SPD-politikeren Erler.

Den liberale partiformand afviser opstandelsen over sine udtalelser.

»I virkeligheden har jeg bare sagt, hvad mange tænker, og hvad der for længst i tavshed er blevet politik. Faktisk er det sådan, at opstandelsen har gjort, at vi nu taler om Krim efter længere tids tavshed,« sagde Linder søndag til avisen BILD.

Christian Lindner har gode chancer for at blive Tysklands næste udenrigsminister. Mens Merkels CDU i aktuelle meningsmålinger får opbakning fra 40 pct. af vælgerne, kæmper socialdemokraten Martin Schulz med svigtende opbakning på blot 22 pct. Dermed kan Lindner og FDP med otte pct. se frem til en mulig regeringsdannelse med CDU/CSU.

Nye sanktioner

Med sine seneste udtalelser har Linder dog sørget for irritation og usikkerhed om en fremtidig regeringsdannelse.

Tyskland har været en drivende kraft i de europæiske sanktioner mod Rusland efter annekteringen af Krim. Trods pro-russiske stemmer i tysk erhvervsliv og ikke mindst i det tyske socialdemokrati har kansler Angela Merkel holdt fast i en konsekvent kurs over for Kreml.

I FDP’s valgprogram hedder det, at sanktionerne skal opretholdes, og at Rusland fortsat skal udelukkes fra G8-topmøderne.

Står det til Christian Lindner, er det imidlertid på tide at genoverveje sanktionerne. Også selvom Rusland ikke formår at presse rebellerne i det konfliktplagede Østukraine til at leve op til eksisterende aftaler om fred. De europæiske sanktioner »skal ikke først bortfalde, når Minsk-aftalen er opfyldt,« siger Lindner.

»Også positive skridt på vejen skal honoreres.«

Fredag vedtog EU nye sanktioner mod Rusland som reaktion på Moskvas ulovlige videretransport af Siemens-producerede gasturbiner til Krim. Det har fået det russiske udenrigsministerium til at udtrykke »dyb beklagelse«.

»Vi betragter dette skridt, der er blevet til på vegne af Berlin, som fjendtligt og ubegrundet,« lyder det i en officiel udtalelse fra udenrigsministeriet.

Troels Heeger er Berlingskes korrespondent i Tyskland

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.