Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tysk forslag: Immigranter og flygtninge skal igennem af-nazificeringsprogram

Omstridt forslag fra en ung politiker har skabt debat i Tyskland. Skal de tyske immigranter og indvandrere igennem det samme program, som tyske børn er blevet undervist i? Nemlig nazitiden og hvad fremmedhad kan medføre, hvis ikke man griber ind i tide.

Tysk politiker foreslår undervisning i nazitiden. Billedet her er af en voksfigur af Hitler foran et foto af indgangen til Auschwitz. EPA/BOY TRIHARJANTO
Tysk politiker foreslår undervisning i nazitiden. Billedet her er af en voksfigur af Hitler foran et foto af indgangen til Auschwitz. EPA/BOY TRIHARJANTO

Afbrænding af israelske flag og symboler med David-stjernen. En tysk politiker har fået nok af at se unge indvandrere så åbenlyst vise deres foragt for jøderne. Og hendes klare udmelding har skabt debat i et Tyskland, som med hård hånd og med loven i hånd bekæmper enhver form for tilløb til racisme – uanset om den er vendt mod muslimer eller mod jøder eller mod en hvilken som helst mindretalsgruppe.

Budskabet er enkelt. Send de unge indvandrere og immigranter igennem det samme af-nazificeringsprogram, som tyske skolebørn har været igennem, og lad dem besøge en koncentrationslejr. Så ved de, hvad der sker, hvis man er fremmedfjendsk.

Den unge politiker hedder Sawsan Chebli. Hun er socialdemokrat, muslim, andengenerationstysker, sidder i det berlinske senat og har tidligere være vicetalsmand i udenrigsministeriet. Chebli er af palæstinensisk afstamning, men hun er i den grad tysk. Hun er blevet dybt chokeret over, hvor meget had der er rettet mod jøder – især blandt indvandrere, men også hos de nye immigranter, der i stort omfang er kommet til Tyskland.

»Ingen forståelse for tysk historie«

»De forstår ikke den tyske historie,« siger hun til Bild Zeitung. »Især ikke tredjegenerationsindvandrerne. De er adskilt fra den tyske historie,« siger hun til bladet.

Sawsan Chebli har i sit politiske liv kæmpet mod antisemitisme og siger, at med en sådan handlingsplan »kan vi nå et flertal af disse unge og vinde dem tilbage«.

Hun er troende muslim. Hun har været i utallige talkshows, hvor hun har forsvaret muslimske kvinders ret til at bære tørklæde, selv om hun ikke selv gør det. Og hun har også udtalt sig om sharialovgivning som en handling, der har betydning for forholdet mellem Gud og mennesket. Men holdningen til jødehad er klar: Muslimer har en særlig pligt til at forsvare jøder og mindretal, mener hun.

Sawsan Chebli er vokset op i et palæstinensk hjem med »en liberal og tolerant far og en kærlig mor«, men også i et miljø, hvor »mennesker uden for vores familie har støttet mig i min udvikling«, fortæller hun til bladet.

Tredjegenerationsindvandrere

Den unge politiker har især ved tredjegenerationsindvandrerne observeret en betænkelig udvikling. De har svært ved at identificere sig med Tyskland og med tysk historie. »Betydeligt sværere end jeg. Det har ikke kun – men også – noget at gøre med de diskriminerings- og afvisningserfaringer, disse unge har,« siger hun til bladet. Hun mener, at hvis dette »emotionelle« tilbagetog fra den verden, de lever i, fortsætter og sætter sig fast, bliver det problematisk.

»Besøg i koncentrationslejre bør være en fast bestanddel af denne undervisning. Jeg finder det i orden, at alle, der kommer til dette land, er forpligtet til mindst én gang i livet at aflægge en koncentrationslejr et besøg,« mener hun.

Dette markante synspunkt er ikke så usædvanligt i et Tyskland, hvor man historisk efter Anden Verdenskrig og langt op i 1990erne systematisk havde undervisning af skolebørn i nazismens forbrydelser bl.a. med besøg i koncentrationslejre. Undervisningen begyndte i flere af de tyske delstater allerede i tredje eller fjerde klasse og fortsatte helt op til gymnasietiden, og det var en helt anderledes undervisning end den, som eksempelvis danske børn får om nazismen og Anden Verdenskrig. Den var i mange delstater meget detaljeret, fordi man mente, at det var en måde at undgå en gentagelse af historiens fejltagelser.

Det kristeligt demokratiske unionsparti, CDU, har i øvrigt foreslået, at ikke-tyske statsborgere, der opfordrer til antisemitisme, bliver udvist. Sawsan Cheblis markante udmelding ses derfor som en del af den debat, der lige nu er i Tyskland om netop indvandring.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.