Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tyrkiet trækker trussel mod USA tilbage

Efter en af præsident Erdogans toprådgivere sagde, at de amerikanske soldater, der hjælper kurderne i Syrien, kunne blive »ramt ved en fejltagelse«, trækker Tyrkiet udtalelsen tilbage.

epa05935402 En maskeret soldat fra de kurdiske YPG-styrker står foran et amerikansk militærkøretøj i det nordlige Syrien. 29 April 2017. . EPA/YOUSSEF RABIE YOUSSEF
epa05935402 En maskeret soldat fra de kurdiske YPG-styrker står foran et amerikansk militærkøretøj i det nordlige Syrien. 29 April 2017. . EPA/YOUSSEF RABIE YOUSSEF

USAs militære støtte til de syriske kurdere har længe været årsag til spændinger mellem Tyrkiet og USA.

I denne uge satte en af præsident Recep Tayyip Erdogans toprådgivere venskabet mellem de to NATO-lande yderligere på en ny prøve med en slet skjult trussel mod de amerikanske soldater, der kæmper side om side med Syriens kurdere mod Islamisk Stat.

»Hvis YPG (den kurdiske folkehær i Syrien) går for langt, er vi ligeglade med, om de amerikanske militærkøretøjer er til stede ... Et antal raketter kan også ramme dem ved en fejltagelse,« sagde rådgiveren, Ilnur Cevik, ifølge Kurdistan 24 i radiointerviewet.

Ilnur Ceviks udtalelse faldt mindre end to uger før Recep Tayyip Erdogans planlagte møde med USAs præsident, Donald Trump, i Det Hvide Hus.

»Vi opfatter udtalelsen som uansvarlig og uacceptabel,« sagde Pentagons talsmand Eric Pahon til Kurdistan 24.
Efter den skarpe amerikansk reaktion har Ilnur Cevik nu korrigeret sin udtalelse på Twitter.

»Tyrkiet har aldrig ramt og vil aldrig ramme sine allierede nogen steder, og det omfatter også USA i Syrien,« skrev han på sin Twitterkonto onsdag aften. Men præcis 14 minutter senere kritiserede han igen USA på samme medie. Denne gang undlod han dog at true.

»Tyrkiet har ramt, og vil ramme alle terrorister i Syrien, så ingen bør tillade USA, vores allierede, at blive en skjold for dem,« skriver han.

25. april bombede tyrkiet en række kurdiske mål i Syrien og det nordlige Irak. Ifølge den tyrkiske korrespondent Amberin Zaman resulterede bombardementet i en ophidset telefonsamtale mellem USAs udenrigsminister, Rex Tillerson, og Tyrkiets udenrigsminister, Mevlut Cavusoglu.

»Samtalen var forfærdelig. Cavusoglus defensive forklaring på, hvorfor Tyrkiet havde ignoreret USAs opfordring om at holde sig væk og bombet YPGs hovedkvarter, dræbt 28 militante og bragt amerikanske specialstyrker i fare, trængte ikke igennem,« skriver Amberin Zaman på al-Monitor.

Ifølge den tyrkiske journalist gav Tyrkiet de amerikanske styrker en advarsel om angrebet, 52 minutter før det fandt sted. Og det gjorde efter sigende Rex Tillerson rasende.

På det kommende møde mellem Donald Trump og Recep Tayyip Erdogan ventes det, at Erdogan vil kræve, at USA holder op med at støtte de syriske kurdere. Tyrkiet anser YPG for at stå i ledtog med kurdiske PKK, der er på blandt andet USAs og EUs terrorliste.

Rusland, Tyrkiet og Iran har ifølge Reuters indgået en aftale om såkaldte de-eskaleringszoner i Syrien. Såkaldte sikkerhedszoner, hvor kampe ikke længere skal finde sted. Ifølge Reuters siger den særlige russiske udsending til Syrienforhandlingerne, Alexander Lavrentyjev, at luftrummet over disse områder vil være lukket for amerikanske fly.
USA støtter oprettelsen af såkaldte sikkerhedszoner, men vil ikke underlægges tyrkisk, russisk og iransk forbud mod overflyvning af områder, da disse indgår i USAs kamp mod Islamisk Stat.

For USA spiller YPG en afgørende rolle i kampen mod Islamisk Stat i Syrien. YPG udgør den dominerende del af SDF, De Syriske Demokratiske Styrker, og siden kurdernes sejr i byen Kobane i begyndelsen af 2015 har USA støttet Syriens kurdere med våben. I sommeren 2016 deltog amerikanske elitesoldater i generobringen af byen Manbij fra Islamisk Stat. Men i løbet af de seneste måneder med Donald Trump som USAs præsident er de amerikanske soldaters tilstedeværelse blandt Syriens kurdere blevet endnu mere tydelig. Amerikanske militærkøretøjer kan dagligt ses på den syriske siden af den tyrkisk-syriske grænse.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.