Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tsarens børn får ikke fred: Russisk kirke graver i 100 år gammelt mord

Kejserlige knogler er blevet kastebold i et uskønt opgør om det 100 år gamle mord på Ruslands sidste tsar. Landets magtfulde kirke beskyldes for at smede antisemitiske rygter, mens efterkommerne håber, at tsarens børn kan få fred.

Den tidligere russiske tsar Nicholas II med familie.
Den tidligere russiske tsar Nicholas II med familie.

De lå gemt i en papkasse på en metalreol dybt inde i det russiske statsarkiv i Moskva.

Med hvide handsker åbnede kriminalinspektør Vladimir Solovjov kassen. Han løftede forsigtigt indholdet ud på et skrivebord i et hjørne af kælderen. Der lå de så: De sidste jordiske rester af Aleksej og Maria, børn af Ruslands sidste tsar, Nikolaj II.

De små knoglestumper lå i hver sin plastikpose af den slags, som politiet opbevarer bevismateriale i. På hver pose var skrevet et nummer med sirlig håndskrift.

For efterforskere som Vladimir Solovjov var knoglerne nemlig ikke arkivalier. De var brikker i en mordsag, som han havde efterforsket ud i alle hjørner og afkroge siden midten af 1990erne.

Da Berlingske og den britiske avis The Times en novemberdag for to år siden interviewede den russiske kriminalinspektør i statsarkivet, var efterforskningen efter hans mening endegyldigt afsluttet.

Den havde bekræftet, at revolutionære bolsjevikker i 1918 henrettede tsaren og hans familie i den russiske by Jekaterinburg. Den havde også fastslået uden for enhver tvivl, at knoglerester i kassen stammede fra to af tsarens børn. Det viste DNA-analyser fra eksperter i Rusland og USA.

Med afslutningen af efterforskningen kunne årtiers tvivl og rygter begraves, håbede han. De to børn, herunder tronarvingen Aleksej, der var tretten år gammel, da han blev henrettet, kunne endelig stedes til hvile sammen med resten af Romanov-dynastiet i Peter og Paulus-katedralen i Skt. Petersborg. Her ligger også tsarens danskfødte mor, kejserinde Dagmar, begravet.

Myndighederne nåede endda at fastsætte en dato for begravelsen, 18. oktober 2015. Dermed ville tsarfamiliens nærmeste slægtninge, blandt dem den dansk bosiddende Dimitri Romanoff, endelig få opfyldt et længe næret ønske.

»Efterforskningen er fuldbragt,« sagde Vladimir Solovjov dengang.

Kirken genåbnede mordsagen

Spol 24 måneder frem, og alt er forandret. Nu, på kanten af 2018, befinder knoglerne sig ikke længere i det russiske statsarkiv. Men de er heller ikke blevet begravet i Skt. Petersborg.

For intet er gået som forventet i den royale mordsag, der ellers syntes opklaret for længst. Sagen er i stedet blevet viklet ind i gamle konspirationsteorier og en ny armlægning mellem kirke og stat.

Det er den magtfulde russisk-ortodokse kirke, der har sat hælene i. Kirken helgenkårede i 2000 den myrdede tsarfamilie og bakkede længe op om den officielle undersøgelse af deres blodige skæbne.

Men de seneste år er kirkeledelsen slået ind på en mere konservativ kurs. Et mindretal af præster, der hævder, at nogle eller alle tsarfamiliens knogler kan være forfalskninger, har fået voksende indflydelse. I 2015 annoncerede kirken, at man ikke længere stoler på den 20 år lange efterforskning, der allerede er gennemført.

»Vi er nødt til at udelukke muligheden for en fejltagelse,« forklarede Vladimir Legojda, en talsmand for kirken, om knogleresterne, der i kirken anses for kommende relikvier.

Derfor krævede kirken en ny undersøgelse, der nu finkæmmer hele mordsagen endnu engang. Kirkekommissionen åbnede sidste år grave tilhørende Nikolaj II og hans far, Aleksander III, for at tage nye prøver.

På en konference i november i år optrappede kirkens overhoved, patriark Kirill, sit angreb på den tidligere »uigennemsigtige efterforskning,« der ikke lyttede til kirken, tordnede han.

Mere overraskende genoplivede kirkeledelsen også en ellers henglemt konspirationsteori om mordet på tsarfamilien.

»En stor del af den kirkelige kommission var ikke i tvivl om, at mordet var rituelt,« sagde biskop Tikhon, der i russiske medier er kendt som Vladimir Putins skriftefader.

Biskoppen hævdede, at et jødisk medlem af den større gruppe soldater, der henrettede tsarfamilien, skulle have talt om sin »hellige pligt« til at begå mordet.

Udtalelserne vakte så meget opsigt i Rusland, at biskoppen næste dag trak en smule i land.

Middelalderlige myter genoplivet

Ideen om et ’rituelt mord’ på tsarfamilien henviser til en miskrediteret myte om, at et netværk af jøder skulle være ansvarlige for henrettelsen af tsaren i et religiøst betinget offerritual. Ifølge nogle versioner af vandrehistorien, der er udbredt i den russiske blogosfæres ultranationalistiske grænseegne, skulle gerningsmændene have drukket den døde tsars blod eller aske i en kop te eller bragt tsarens afhuggede hoved til Moskva.

Det var dog ikke det, biskop Tikhon mente, præciserede han efterfølgende. Også kommunistiske revolutionære benyttede sig af »rituel symbolisme,« sagde han.

Men udtalelserne havde allerede fået det til at løbe koldt ned ad ryggen på de tidligere efterforskere og jødiske organisationer i Rusland. Især fordi anklagemyndigheden til dels bakkede op om ordene med en meddelelse om, at man ville foretage en »historisk-psykologisk« undersøgelse af et muligt ’rituelt mord’.

»Beskyldning af jøder for rituelle mord er en af de ældste former for antisemitisk bagvaskelse,« sagde Aleksander Boroda fra Sammenslutning af jødiske foreninger i Rusland.

Anklagen trækker således på middelalderlige, antisemitiske myter om jødiske blodofre af kristne.

Samtidig er få mord i russisk historie blevet undersøgt så minutiøst som henrettelsen af tsar Nikolaj II, hans hustru og fem børn natten mellem 16. og 17. juli 1918. I 1990erne gravede regeringskommissionen sig i seks år gennem alle detaljer i sagen. En ny efterforskning blev iværksat, da resterne af tsarens to sidste børn blev fundet i 2007. I 2011 klassificerede myndighederne endelig Vladimir Solovjovs efterforskning som afsluttet.

»Vi har undersøgt alle disse ting. Der var ikke noget hoved, der blev skåret af, intet rituelt, intet uopklaret. Materialet er entydigt,« siger Solovjov, da Berlingske igen kontakter den erfarne efterforsker.

»Den slags dumheder kunne man tale om i Middelalderen, da vi brændte hekse. I dag, når vi har videnskab og specialister, der har undersøgt dette spørgsmål, så er det helt uforståeligt at begynde med denne blodteori,« siger han.

Blandt ultraortodokse troende er kirkens hårde linje imidlertid populær. Ortodoks-kristne aktivister har de seneste år vundet allierede blandt monarkister i Vladimir Putins regerende parti. Samtidig har en radikal fløj grebet til voldelige aktioner, herunder et forsøg på at nedbrænde en biograf, der viste en ’blasfemisk’ film om tsar Nikolaj II.

»Måske vil kirken berolige nogle af dem, der stadig tror, at knoglerne er falsknerier. Men DNA-analyser lyver ikke,« siger Vladimir Solovjov.

Tsarens danske efterkommer

Nu er det imidlertid kirken, der svinger med taktstokken i efterforskningen. Og det var kirken, der krævede, at den planlagte begravelse i 2015 blev aflyst.

Det kom som en skuffelse for tsarfamiliens efterkommere. Den dengang 90-årige Dimitri Romanoff, der boede i Rungsted nord for København, havde arbejdet i to årtier på symbolsk at genforene tsarfamilien i Peter og Paulus-katedralen.

Under sit sidste besøg i Rusland i 2015 mødtes han med patriark Kirill for at bede om, at resterne af tsarens to sidste børn snart kunne få fred i en grav i stedet for at være genstand for et politisk tovtrækkeri.

»Han vendte tilbage med den endegyldige overbevisning, at familiens ønske ville blive opfyldt,« sagde hans hustru Dorrit Romanoff til nyhedsbureauet TASS.

Men Dimitri Romanoff nåede ikke at se ønsket opfyldt. Han døde på årets sidste dag i 2015. Siden er der ikke blevet annonceret en ny dato for en begravelse og ingen frist for afslutningen af kirkens undersøgelse.

Det er heller ikke længere muligt at få adgang til knoglestumperne. Bevismaterialerne befinder sig nu ikke i statens, men i kirkens varetægt.

Simon Kruse er Berlingskes korrespondent i Rusland

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.