Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Trumps vicepræsident giver uforbeholden opbakning til EU

USAs støtte til EU er »urokkelig« og vil bestå, fastslår vicepræsident, Mike Pence, under sit første besøg i Bruxelles. Kun sammen kan USA og Europa løse verdens udfordringer og gøre kloden til et mere fredeligt og fremgangsrigt sted, siger Pence.

USAs vicepræsident, Mike Pence, besøger EUs rådsformand, Donald Tusk, i Bruxelles og giver en uforbeholden støtte til EU på vegne af præsident Trump. / AFP PHOTO / THIERRY CHARLIER
USAs vicepræsident, Mike Pence, besøger EUs rådsformand, Donald Tusk, i Bruxelles og giver en uforbeholden støtte til EU på vegne af præsident Trump. / AFP PHOTO / THIERRY CHARLIER

Når vigtige personer kommer på besøg, trækker tingene ud, og sådan var det også, da USAs vicepræsident, Mike Pence, mandag var i Bruxelles for at mødes med EUs rådsformand, Donald Tusk.

Pence ankom til mødet med Tusk som aftalt kl. 10.15, men det fælles pressemøde kl. 11 trak ud. Først kl. 11.30 kom de to ind i den helt nye pressesal i Europa-bygningen i Bruxelles, som netop er taget i brug. Og her  forsøgte Mike Pence at fjerne enhver tvivl om, at USA bakker fuldstændig op om et stærkt EU.

»I dag er det mit privilegium på vegne af præsident Trump at udtrykke USAs stærke vilje til et fortsat samarbejde og partnerskab med EU. Hvad end vores forskelle er,  deler vores to kontinenter de samme værdier og frem for alt det samme mål: At sikre fred og velstand gennem frihed, demokrati og retsstaten,« sagde Mike Pence.

I Bruxelles har EUs ledere ventet på netop disse ord fra toppen af den politiske ledelse i USA, lige siden USAs præsident, Donald Trump, i januar kaldte EU for »et instrument for tyske interesser« og kaldte det et fornuftig valg af briterne at forlade EU.

Og EUs rådsformand, Donald Tusk, kvitterede for USAs »uforbeholdne støtte« til EU ved at kalde enhver tale om »Vestens død« for »stærkt overdrevet.«

Mike Pence sparede da heller ikke på de store ord, da han kort gennemgik EUs bedrifter i de seneste 60 år og sagde:

»Med denne union og i samarbejde med USA har historien vist, at når USA og Europa er fredeligt og nyder velstand,  fremmer det også fred og velstand over hele verden.«

Fast linje over for Rusland

Præcis som på den store, årlige sikkerhedskonference i München i weekenden understregede Pence, at USA bakker fuldstændigt op om NATO og om Ukraines territoriale integritet, og at Rusland vil blive holdt til ansvar for sine handlinger. Han sagde også, at USA vil forsøge en politisk dialog med Rusland i håb om, at det kan føre til et bedre forhold, men at folkeretten og retsstatens principper er ufravigelige.

»Vi må også stå sammen om de europæiske nationers territoriale integritet. I lyset af de russiske bestræbelser på at flytte internationale grænser med magt vil vi fortsat støtte tiltag i Polen og de baltiske lande gennem NATOs fremskudte tilstedeværelse. Hvad angår Ukraine, vil USA fortsat holde Rusland til ansvar og kræve, at Rusland under Minsk-aftalen begynder at få volden i det østlige Ukraine til at aftage,« sagde Pence og understregde, at NATO-samarbejdet desuden bør udvides i kampen mod terrorisme:

»Lad mig forsikre jer om, at USA er fast besluttet på at fortsætte og udvide vores samarbejde om den kollektive sikkerhed for alle vores borgere. Sikkerhed for vores borgere kræver øget samarbejde i kampen mod terrorisme, og her vil USA fortsætte som en fast partner med EU og vores allierede for at opnå det.«

Handelspolitikken skiller

Mens forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU og USA er lagt i dybfryseren, og de protektionistiske toner fra Washington bestemt ikke er blevet godt modtaget i Bruxelles,  forsøgte Pence at understrege, at et tæt økonomisk samarbejde mellem Europa og USA vil fortsætte og være til gavn for hele verden.

»I dag genbekræfter vi vores vilje til frie, fair og blomstrende økonomier og det samarbejde, som har ført til vores succes. USAs støtte til EU er urokkelig og vedvarende. Vi ser frem til at arbejde sammen om at udvide vores politiske og økonomiske partnerskab,« sagde Pence og afsluttede:

»Vi er adskilt af et hav, men hører sammen gennem en fælles arv og en fælles vilje til frihed, demokrati og retsstaten. Og vi er sikre på, at det bånd vil holde og vokse i de kommende år.«

Ordene fra Pence fik det store smil frem hos Donald Tusk. Ifølge Tusk har der »været brug for« sådan et besøg fra den nye amerikanske regering til at mane usikkerhed i jorden.

»Jeg har hørt ord, der er lovende for fremtiden, og som forklarer en masse om tilgangen i den nye amerikanske regering,« sagde Tusk.

Pence fortsatte videre til et møde med EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, der ligeledes bød Pence varmt velkommen og sagde:

»Det er ikke tid til splittelse mellem USA og EU. Vi har været partnere gennem årtier, og stabiliteten i verden er dybt afhængig af et godt forhold mellem USA og EU. USA har brug for et stærkt EU.«

Mandag eftermiddag holder Mike Pence møde med NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, inden turen går tilbage til Washington.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.